Der har været en udpræget fornemmelse i dansk politik og embedsværk af, at vi har løst elektrificeringen af vores elsystem, og at det nu drejer sig om de ’sværere’ sektorer som landbrug, industri og transport. Som Energistyrelsen skrev i foråret: "Den markante udbyning, som er blevet blev besluttet, indebærer, at produktionen af VE-strøm [fra vedvarende energi] inden for en kortere årrække vil overstige Danmarks samlede elforbrug."

Men denne vurdering er baseret på en ’business as usual’-fremskrivning, der tager højde for den vedtagne politik og ikke den fremtidige politik. Udfordringen er, at vi fortsat er langt fra at nå vores 2030-mål om 70 procents udledningsreduktion, hvorfor der fortsat er behov for virksomme politiske tiltag. Derudover er det afgørende at tage højde for timingen af reduktionerne.

Hvis vi fortsætter med at udlede CO2 som hidtil, har vi ifølge miljøøkonomen Joachim Peter Tilsted allerede i 2030 opbrugt Danmarks andel af det globale CO2-budget for at undgå mere end 1,5 graders opvarmning med 67 procents sandsynlighed. Så er der altså ikke flere CO2-udledninger til rådighed for os, hvis vi skal løfte vores del af ansvaret. Hvis vi omvendt får accelereret omstillingen inden 2030, kan vi give os selv mere budget efter 2030.

Dette budget er vel at mærke baseret på, at alle personer har ret til lige meget af det tilbageværende globale CO2-budget. Hvis man retfærdigvis vil tage højde for, at nogle lande, som Danmark, historisk har været storforbrugere af CO2-budgettet, skal der altså reduceres yderligere. Hvis vi vil være mere sikre på at leve op til 1,5 grader-målet end 67 procent, skal der også reduceres hurtigere.

Vores fælles energifremtid er altså ’business unusual’.

Vi står derfor overfor et årti defineret af den ægte nødvendighedens politik. Her nytter det ikke at subsidiere forurenende hybridbiler med fire milliarder kroner om året, at lave infrastrukturplaner, hvor man ser bort fra konsekvenserne for CO2-budgettet, eller at udvide den fossile infrastruktur. Mange af de nødvendige politiske tiltag og investeringer vil øge efterspørgslen efter elektricitet fra vedvarende energi (VE), hvorfor den forventede udbygning af VE ikke vil slå til.

Energistyrelsen har for nyligt sendt sit bud på en energifremtid som lever op til 2030-målet i høring. På forbrugssiden er det en fremtid med individuelle og storskala varmepumper, flere datacentre, mere el i transportsektoren og et stigende strømforbrug til produktion af elektro-brændstoffer (Power-to-X). For Power-to-X forventer manen gigawatt installeret i alt i 2030, selvom der allerede er annonceret projekter for over fem gigawatt. Man forventer desuden, at 50 procent af salget af nye biler udgøres af elbiler i 2030, hvilket er to procentpoint flere end ’business-as-usual’-fremskrivningen.

Energibranchen har naturligvis sine egne interesser, men der bør være bred bekymring for, om produktionen af vedvarende energi er tilstrækkelig.

Asker Voldsgaard

Der er derfor ikke udsigt til at vores transportsektor bidrager mærkbart til reduktionen af vores udledninger sammenlignet med 1990. De forventede elbiler udligner blot forøgelsen af bilparken. Det kan naturligvis ikke være acceptabelt, at en sektor med let genkendelige løsninger får fripas. Hvem skal så have indskrænket sin del af CO2-budgettet?

Hvis vi retter blikket mod Norge, ser vi, at rene elbiler i år har stået for 60 procent af registreringerne af nye biler og rene fossile biler under ti procent, på trods af at man har strammet fordelene for elbiler. Der kan altså ske hurtige skift i samfundets forbrugsmønstre, når nye teknologier og handlemønstre bliver ’det nye normale’ – især hvis politikerne vil skubbe på for at skabe kritisk masse. Alligevel forventer vi altså, at elbiler vil være mindre populære i Danmark i 2030 efter ni års yderligere innovation, end de er i dag i Norge.

Den gode nyhed er derfor, at elbilerne formentlig vil komme hurtigere. Øget import af elbiler er desuden en oplagt måde at få mobiliseret Danmarks store betalingsbalanceoverskud til at gøre en positiv forskel for den grønne omstilling. Den dårlige nyhed er risikoen for, at vores produktion af vedvarende energi og elnet ikke er klar til at imødekomme behovet, hvis vi tager udgangspunkt i ’business as usual’, samt at der ikke tegner til at være vilje til at begrænse forøgelsen af bilparken ved at skabe bedre alternativer.

Nødvendighedens politik kræver derfor omtanke for, hvordan vi kan være på den sikre side, når elektrificeringen tager fart.

På produktionssiden har Energistyrelsen store forventninger til særligt udbygningen af solenergi, men også landvind og den allerede planlagte havvind. Energibranchen er imidlertid i oprør over, at udbygningen historisk er gået for langsomt i forhold til, hvad der kræves. Hertil kommer, at de planlagte havvindparker ved Omø Syd og Hesselø risikerer forsinkelser eller aflysninger samt brancheforventninger om, at regelændringerne angående åben-dør ordningen for havvind og producentbetalt nettilkobling vil skabe forsinkelser og investeringsopbremsning.

Energibranchen har naturligvis sine egne interesser, men der bør være bred bekymring for, om produktionen af vedvarende energi er tilstrækkelig.

Hvis ikke vi har nok grøn strøm til rådighed, er der risiko for, at vores el-import kommer til at puste nyt liv i de tyske kul- og gaskraftværker, eller at vi hænger fast i afbrændingen af biomasse herhjemme. Som klima-og energiminister Dan Jørgensen klargjorde i disse debatspalter, er det afgørende at få det danske energisystem væk fra biomasse, selvom udledningerne ikke bogføres i Danmarks CO2-regnskab. 

Energibranchen har derfor ret i, at der er behov for en strategi for at sikre tilstrækkelig grøn elektricitet i Danmark. Hvis vi får ’for meget’ vil det give sig til udtryk i lavere elpriser, som derved gør elektrificeringen af de ’svære’ sektorer nemmere, for eksempel ved at sænke prisen på elektrobrændstoffer i skibs- og luftfart. Strategien bør indlejres i en eksplicit stillingstagen til Danmarks CO2-budget, som kan bruges som styringsredskab. 2030-målsætningen er fin, men det er ultimativt CO2-budgettet, som er afgørende.

Det stramme CO2-budget præsenteret oven for kan dog lempes, hvis man politisk finder det acceptabelt at sigte efter 1,5 graders opvarmning med kun 50 procent sandsynlighed. Det er en afgørende, men svær debat, som vil kræve politikere, der er deres opgave voksen.

Under alle omstændigheder er øget strategisk fokus på udbygning af vedvarende energi og lagring et must for, at det kommende årti kan blive husket som de grønne brølende 20'ere og ikke årtiet med de tomme løfter.