Kommentar af 
Connie Hedegaard

CO2-afgiften er teoretisk win-win, men en gordisk politisk knude

Økonomer er helt enige om, at den bedste løsning på at nedbringe CO2-udslippet er en ensartet CO2-afgift. Men én ting er, hvad der fungerer på et teoretisk plan. Noget andet er, hvad der fungerer i praktisk politik, og der har CO2-afgiften lange udsigter.

Klimarådet har blandt andet slået fast, at en CO2-pris er den mest omkostningseffektive vej til at reducere drivhusgasudledningen. Men det er langt mere komplekst i en politisk virkelighed, hvor der er mange hensyn at tage, skriver Connie Hedegaard.
Klimarådet har blandt andet slået fast, at en CO2-pris er den mest omkostningseffektive vej til at reducere drivhusgasudledningen. Men det er langt mere komplekst i en politisk virkelighed, hvor der er mange hensyn at tage, skriver Connie Hedegaard.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Connie Hedegaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I årevis har alle med interesse for at se mere klimahandling råbt på en global pris på CO2. Jeg selv er ingen undtagelse.

Hold nu op, hvor brugte vi i for eksempel EU-Kommissionen mange kræfter på at få prisen på CO2-kvoter op i Europa (trods hyl og skrig fra alverdens lobbyister), samtidig med at vi gjorde, hvad vi kunne, for at få eksempelvis amerikanerne til også at indføre en eller anden form for pris og få resten af verden til at acceptere markedets centrale rolle i klimakampen.

Dén kamp pågår stadig. Således bliver spørgsmålet om markedsmekanismer ét af de sværeste emner på den forestående COP26 i Glasgow.

Ingen med indsigt i emnet vil benægte, at en CO2-pris vil være det ideelle værktøj i en verden, der står med et globalt og hastende problem, og som samtidig er karakteriseret ved globale markeder og deraf følgende global konkurrence. Kunne verden i morgen enes om en global pris på carbon, ville tingene være så meget nemmere.

Problemet er bare, at det kommer verden ikke til at enes om. Hverken i morgen eller i overmorgen. Vi lever ikke i en ideel verden, hvorfor de ideelle værktøjer sjældent er de eneste, politikerne har brug for.

For nylig var et pænt udvalg af Danmarks skarpeste økonomer forsamlet til konference, hvor de blandt andet havde sat spørgsmålet om de rette værktøjer til at håndtere klimaudfordringen til debat. Man skulle ikke være mange minutter i rummet for at forstå, at den klassiske økonomtilgang tilsiger ét værktøj og helst kun ét: Pris.

Spørgsmålet om markedsmekanismer bliver ét af de sværeste emner på den forestående COP26 i Glasgow

Connie Hedegaard
Kommentarskribent

Som miljøøkonomen bastant og pædagogisk forsøgte at slå fast: Vi véd, det virker. Når man har et problem, så hjælper det at sætte en pris på. Det er ikke noget, vi tror. Det er noget, vi ved. Punktum. Slut. 

Jeg er sådan set enig. Det er slet ikke forkert, at en pris hjælper. Teoretisk hænger argumentet fint sammen. Som sagt: I am all for it. Og så alligevel skriver jeg "sådan set".

"Sådan set", fordi miseren jo er, at vi ikke kun har ét problem, der skal løses. Problemet er ganske rigtigt CO2, men så længe store dele af verden ikke er nær så ambitiøse på klimaets vegne, som vi for eksempel er i Europa, og ikke sætter en pris på CO2 eller kun gør det i yderst beskeden grad, ja, så er der jo ikke kun ét problem.

Så længe vores konkurrenter ikke skal betale for deres udledninger, præcis så længe skal politikerne også tage hensyn til problemet med konkurrenceevnen. Og til problemet med at bevare job og beskæftigelse. De skal undgå at få et stort problem med dalende folkelig opbakning til klimaindsatsen og så videre.

Lige pludselig er det ene problem, der teoretisk kan klares med ét værktøj, ganske meget mere komplekst i politikernes mere praktiske verden. Hvis i tvivl, så se på landbrugsforhandlingerne. Hvor nemt har det lige været dér at advokere for en CO2-afgift som eneste værktøj i en sektor, der er synligt konkurrenceudsat?

Det ene problem, der teoretisk kan klares med ét værktøj, er ganske meget mere komplekst i politikernes mere praktiske verden

Connie Hedegaard
Kommentarskribent

Det kan godt undre, at ikke ubetydelige dele af økonommiljøet i så høj grad holder dogmatisk fast i mantraet om "et problem/en pris", når man konfronteres med vel nok én af de mest komplekse udfordringer, som verden står overfor.

Det er glimrende, at man hjælper til med at skubbe på for at få mere gang i prissætningen af CO2 både her i Danmark, i EU og globalt. Det er der i høj grad brug for.

Men mens vi venter på, at USA, Kina, Indien, Brasilien og alle de andre kommer i gang med at bruge det ideelle værktøj, skal danske og europæiske virksomheder jo gerne både levere på de ambitiøse mål – og overleve.

Så samtidig med, at man kan håbe, at EU-Kommissionens udspil om en CO2-told på import fra lande, der ikke løfter deres klimaansvar, kan accelerere overvejelserne i Washington, Beijing og mange andre steder om at indføre et stærkt prissignal, får vi brug for flere instrumenter fra værktøjskassen.

I hvert fald i en overgangsfase, indtil resten af verden forstår, at en pris på CO2 er det ideelle værktøj, giver det for eksempel mening at energieffektivisere. At bruge smarte standarder som løftestang for mere innovation. At indrette det offentliges indkøb, så det fremmer innovation og omstilling. At turde satse mere på forskning og udvikling inden for områder, hvor vi har eller kan få styrkepositioner.

Teori er både godt og nødvendigt. Og det er helt sikkert godt at holde det samfundsøkonomisk set ideelle for øje. Men teoretikernes indflydelse bliver typisk større, når de også formår at koble til dagligdagens praktiske valg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00