Indrømmet. Partiet stod for det mest overraskende comeback siden Lazarus, da det mod alle odds overlevede sidste folketingsvalg.

På den baggrund kan meningsmålinger, der danser omkring spærregrænsen, måske virke helt tilforladelige, men det var nu alligevel påfaldende, at der ikke rigtig er noget bud på, hvordan Alternativet kommer på banen igen.

Alternativet er næsten forsvundet ud af mediebilledet siden valget, partiet har mistet en tredjedel af vælgerne, og ved næste måneds valg til Europa-Parlamentet er Alternativet det parti, der har de ringeste chancer for at få et mandat.

Alligevel var der ingen krisestemning at spore på partiets landsmøde i Odense i weekenden, hvor stifteren Uffe Elbæk ikke var at finde. 

Flere straffespark
De aktuelle politiske dagsordener burde egentlig ligge lige til Alternativets højreben.

Der er slagsmålet om arbejdstid, hvor socialdemokraterne er kommet til at lægge trykket for hårdt under deres lovprisning af arbejdets lyksagligheder. Her har Alternativet fra partiets start stået på den modsatte side med ønsket om en 30 timers arbejdsuge.

Men det var ikke Alternativet, der fik rollen som modpol til socialdemokraterne. Såvel i slagsmålet om store bededag som i de seneste måneders debat om danskernes arbejdsmoral var det SF's Karsten Hønge og Enhedslistens Pelle Dragsted, der gik hårdest i clinch med socialdemokraterne, mens det ikke lykkedes Alternativet at få taget ejerskab til emnet.

Det var ikke Alternativet, men SF og Enhedslisten, der fik rollen som modpol til socialdemokraterne.

Erik Holstein
Politisk kommentator, Altinget

Iltsvind og Nordic Waste
Samme mønster ses på det grønne område.
I den topaktuelle strid om den katastrofale tilstand for de danske fjorde og havområder gik venstrefløjen mere effektivt i offensiven. Den normalt ret diplomatiske SF-formand Pia Olsen Dyhr betegnede miljøminister Magnus Heunicke (S) som "landbrugets lakaj", mens Alternativet ikke rigtig fik taget teten.

I forhold til skandalen med Nordic Waste, hvor en milliardær flygtede fra ansvaret ved hjælp af sindrige selskabskonstruktioner, var det Pelle Dragsted, der var i front - sammen med en stribe socialdemokratiske ministre.