Debat

Margrete Auken: EU undergraver troværdigheden af "grønne" investeringer

Den såkaldte "grønne taksonomi" skal være hele EU's kompas for grønne investeringer. Men dens troværdighed krakelerede da EU-Kommissionen valgte at medregne atomkraft og naturgas, skriver Margrete Auken.

Hverken atomkraft eller naturgas lever op til Kommissionens egne bæredygtighedskriterier. Inddragelsen af dem afslører, at der både er politiske og kommercielle kræfter er rodet ind i kriterier, der angiveligt skulle være videnskabelige, skriver Margrete Auken. 
Hverken atomkraft eller naturgas lever op til Kommissionens egne bæredygtighedskriterier. Inddragelsen af dem afslører, at der både er politiske og kommercielle kræfter er rodet ind i kriterier, der angiveligt skulle være videnskabelige, skriver Margrete Auken.  Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Margrete Auken
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Selvom det var forudsigeligt at det ville gå galt, er det deprimerende når det, trods alle forsøg på at afværge det, sker. For os der har fulgt udviklingen i EU det seneste halve år, kom det ikke som en overraskelse at EU-Kommissionen nytårsaftensdag gav atomkraft og naturgas stemplet som såkaldte "overgangsteknologier" i den grønne omstilling.

Men det gjorde ondt.

Ny temadebat: EU's grønne taksonomi

Skal vi ændre EU's målestok for grønne investeringer?

EU's "grønne taksonomi" - målestokken for, hvilke investeringer der må kalde sig grønne – er i denne måned blevet taget op til debat i EU Kommissionen.

Og spørgsmålet deler vandene. Er atomkraft eksempelvis grønt? Hvad med naturgas?

I en ny temadebat spørger Altinget derfor, hvad der skal til for, at en investering må kaldes grøn? Hvad skal med og hvad skal for alt i verden ikke med? Hvorfor er det vigtigt? 

Om temadebatter:
Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vil du deltage i debatten om den grønne taksonomi? Indlæg kan sendes til elmdal@altinget.dk.

Skulle have været en grøn ledestjerne

Den grønne omstilling er i fuld sving, og både offentlige og private aktører er ivrige efter at finde bæredygtige investeringer. Men "bæredygtighed" er en kompliceret størrelse, og de færreste er i stand til klart at skelne en høj grad af bæredygtighed fra greenwashing.

EU's grønne taksonomi skulle eliminere den usikkerhed. Ideen er at etablere en række videnskabeligt funderede kriterier for hvilke aktiviteter der kan regnes for bæredygtige som diverse aktører kan bruge som rettesnor og inspiration. Det vil spare en masse kræfter blandt investorer og guide de enorme pengestrømme i en ægte grøn retning.

Og selvom taksonomiens kriterier ikke dikterer hvad man kan investere i, forventes de på længere sigt at skabe præcedens for mange økonomiske aktiviteter - alt fra retningslinjer for private investorer i EU og resten af verden til statsobligationer, EU-fonde og budgetter.

Altså ufatteligt mange penge som ikke må ende med at blive pyntegrønt.

Problemet er at hverken atomkraft eller naturgas lever op til Kommissionens egne bæredygtighedskriterier. Derved afslører inddragelsen af dem at både politiske og kommercielle kræfter er rodet ind i kriterier der angiveligt skulle være videnskabelige. Det svækker hele taksonomiens troværdighed.

Problemet er at hverken atomkraft eller naturgas lever op til Kommissionens egne bæredygtighedskriterier.

Margrete Auken, MEP, SF

Problemet med naturgas og atomkraft

Rent teknisk kan naturgas og atomkraft ikke defineres som "grønne" under taksonomien da lovgivningen forbeholder den status til vedvarende energi. Derfor er de nu blevet mærket som "overgangsteknologier". Men heller ikke den kategori passer de ind i da de ikke lever op til taksonomiens kriterier for overgangsteknologier.

De regler kræver nemlig at der ikke må være nogle teknologisk eller økonomisk realistiske alternativer til overgangsteknologier og at de ikke må stå i vejen for udviklingen og udrulningen af kulstof-neutrale teknologier som, for eksempel, vedvarende energi.

For naturgas er det desuden problematisk at nye investeringer vil fastlåse lande i kulstof-intensiv infrastruktur med en levetid der rækker mange år frem. Selvom industrien og nogle politikere argumenterer for at naturgasinfrastruktur senere kan bruges til grøn hydrogen og bæredygtig biogas, er det tvivlsomt at det er realistisk i et omfang der kan retfærdiggøre investeringerne.

For atomkraft, uanset hvad man ellers måtte mene om teknologien, er det bizart overhovedet at kalde den for en overgangsteknologi. I Kommissionens forslag må der gives tilladelser til at bygge nye atomkraftværker frem til 2045. Sammenholdt med at atomkraftværker gennemsnitligt opererer i omkring 40 år (hvilket ofte bliver forlænget) og typisk tager mindst 7 år at bygge (ofte meget længere), risikerer forslaget at indebæreatomkraftværker i EU frem til omkring 2100 – mindst!

Ydermere er forskning og udvikling af ny atomkraftteknologi inkluderet i Kommissionens forslag hvilket stemmer dårligt med "midlertidig overgangsteknologi".

Når Kommissionen afviger fra lovgivningen for at føje enkelte lande og industriers politiske og økonomiske særinteresser, tager den samtidig skridt imod at gøre taksonomien utroværdig og i værste fald ikke bare irrelevant men direkte vildledende.

Margrete Auken, MEP, SF

Red taksonomien!

Atomkraft og naturgas hører ikke hjemme i den grønne omstilling. Men uanset om man er uenig med os her, er det alarmerende at disse energiformer forsøges inkluderet i taksonomien - stik imod de fastsatte kriterier.

Skal vi have gavn af en taksonomi, skal den være troværdig og neutral. Men det undergraves af Kommissionens seneste forslag som til og med skæmmes af at den offentlige debat herom søges hindret.


Taksonomilovgivningen der trådte i kraft i 2020 stiller nogle helt klare krav til hvilke aktiviteter der kan inkluderes. Lovgivningen er solidt funderet i EU's demokratiske processer og er godkendt af alle fællesskabets institutioner.

Når Kommissionen afviger fra lovgivningen for at føje enkelte lande og industriers politiske og økonomiske særinteresser, tager den samtidig skridt imod at gøre taksonomien utroværdig og i værste fald ikke bare irrelevant men direkte vildledende.

Derfor vil vi med alle til rådighed kæmpe mod forslaget i den videre politiske proces. Og vi er heldigvis ikke alene.

-----

Indlægget er undtagelsesvis kommateret, som skribenten ønsker.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion