Røde partier: Universitets "rystende" fejl understreger behov for jordreform  

DRIVHUSGAS: En regnefejl på Aarhus Universitet, der har betydet, at landbrugets areal med klimabelastende lavbundsjord har været massivt undervurderet, understreger behovet for en jordreform, mener flere røde partier. DN og L&F stemmer i. 

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Landbrugets udledning af drivhusgasser er i en årrække blevet undervurderet på grund af en regnefejl på Aarhus Universitet.

Hidtil har man troet, at de meget klimabelastende lavbundsjorde i landbruget udgjorde omkring 108.000 hektar, men ifølge agroøkolog ved Aarhus Universitet Jørgen E. Olesen er det reelle areal snarere i omegnen af 60.000 hektar større. 

Det skriver Politiken og Berlingske, hvortil Jørgen E. Olesen vurderer, at regnefejlen betyder, at den samlede danske drivhusgasudledning er blevet undervurderet med "nogle få procent".

Nyheden får flere røde partier, Danmarks Naturfredningsforening og landbruget til at kræve en snarlig jordreform i landbruget. 

"Jeg har stillet spørgsmål til ministeren om, hvad det her betyder for landbrugets udledning og Danmarks samlede udledning. Det lægger et ekstra pres på os for at komme i gang med udtagning af lavbundsjord," siger miljøordfører i Radikale Venstre, Zenia Stampe, til Politiken. 

Helt på linje er Signe Munk, der er klimaordfører i SF.

"Det er dybt bekymrende og understreger bare behovet for, at vi får taget lavbundsjorde ud af drift og udlagt dem til natur," siger Munk. 

Hun mener desuden, at fejlen i universitetets data om lavbundsjorde bør føre til en grundig gennemgang af det samlede vidensgrundlag om landbrugets klimabelastning.

"Vi bliver nødt til at få gennemtjekket tallene, der ligger til grund for landbrugets udledninger. Jeg bliver bekymret for, om der ligger fejl andre steder, der ikke er blevet opdaget. Vi bliver nødt til at have et klart beslutningsgrundlag, når vi skal lave klimahandleplanerne for landbruget," siger hun.

0:000:00