SF i EU: Nyt EU-budget er måske historisk, men ikke historisk grønt

Af Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Der skulle findes en løsning på EU’s fremtid. Efter fire hæsblæsende døgns forhandlinger blev lederne enige. De jublede alle i kor og kaldte det en ”historisk aftale”.

Og det var da også et epokegørende vendepunkt, som vil indgå i EU-pensummet om fællesskabets vigtigste begivenheder. Men vil aftalen også blive opfattet som en milepæl for EU’s klimaindsats? Det afhænger af, hvor meget vi tør kæmpe for det.  

For selvom klimaambitionerne blev hævet mere, end hvad selv den danske regering turde kæmpe for, er vi stadig langt fra i mål. Og dette efterår er uhyre vigtigt for, hvordan efterfølgende generationer ser tilbage på vores indsats. Diskussionerne er nørdede. Men hvis man vil påvirke den omkringliggende verden, må man først forstå den. Lad os se på detaljerne.

Det kom som en overraskelse for mange, at man nu hæver den såkaldte klima-mainstreaming til 30 procent. Det betyder, at 30 procent af hele budgettet og genopretningsfonden skal gå til klimarelaterede tiltag. Vi, De Grønne, foreslog 50 procent, men inden forhandlingsdagen havde de færreste turde håbe på mere end 25 procent.

Men betyder det så, at 30 procent af EU’s investeringer er grønne og resten sortere end kul? Nej, heldigvis fik vi også indskrevet et do-no-harm-princip, så ingen af budgetposterne må modarbejde målet om klimaneutralitet i 2050 og skal leve op til Paris-aftalens målsætning om maksimalt 1,5 graders temperaturstigning. Sidstnævnte er dog kun en hensigt, ikke lovbindende.

Det var da også et epokegørende vendepunkt, som vil indgå i EU-pensummet om fællesskabets vigtigste begivenheder. Men vil aftalen også blive opfattet som en milepæl for EU’s klimaindsats?

Kira Marie Peter-Hansen (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Pyntegrønne skrivebordsøvelser
Der er altså tale om nogle særdeles vigtige tiltag, som ikke var kommet uden grønt pres. Men disse rammevilkår er ikke nok. For hver dag, der går, bliver regningen nemlig større og krisen værre. Lad os derfor se på et par områder, hvor ambitionerne skal hæves.

Selvom det er positivt, at flere midler skal bruges på grønne tiltag, mangler vi svar på, hvordan man beregner effekten af de tiltag. Her skal vi holde tungen lige i munden. For det nytter ikke noget at vedtage højere ambitionsmål, hvis klimatiltagene er mere kreative end dokumenterbare.

Vi skal væk fra finurlige skrivebordsøvelser og presse på for konkrete klimaeffekter.
En rapport fra EP’s budgetkomité viste for nylig, at en ny tilsynsmetode for landbruget vil gøre budgettet fem procentpoint grønnere, uden at der reelt set ændres i praksis. Det er ikke grønt. Det er kulsort logik.

Samme pyntegrønne tilnærmelser gør sig desværre også gældende i forhold til do-no-harm-princippet. For hvordan definerer man klimaskadelig aktivitet? I SF og hos De Grønne mener vi eksempelvis, at naturgas ikke skal støttes. Desværre har Venstre, med støtte fra Radikale og Konservative, stillet forslag om, at den såkaldte Just Transition Fund skal finansiere naturgas. Grøn omstilling skal gå til mindre og ikke mere fossil energi. Og nej, naturgas er ikke en fornuftig overgangsløsning.  

Og nu vi er ved det, så er der heller ikke meget ræson i, at klimamidler røg i svinget, da sparelandene kæmpede for et lavere budget. Især gik det ud over Just Transition-fonden, som eksempelvis skulle hjælpe Polen i gang med udfasning af kul til vores alles fordel. Fonden blev samlet set beskåret fra 40 til 17,5 milliarder euro, og så slækkede man så meget på de grønne krav, at medlemslande nu kan modtage tilskud, selvom man ikke forpligter sig på målet om klimaneutralitet i 2050.