DF: Hollandsk nej er et vink med en vognstang

Af Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

En tilsyneladende harmløs hollandsk folkeafstemning om en EU-associeringsaftale med Ukraine sendte i sidste uge chokbølger gennem EU.

Hvad var det lige, der skete? Ikke mange medier uden for Holland var overhovedet opmærksomme på afstemningen, som en ny lov havde muliggjort med et ringe antal underskrifter i forhold til den hollandske befolkning.

En overvældende majoritet på over 60 procent sagde nej til aftalen. Men de sagde nu nok mindre nej til Ukraine, end de sagde nej til EU. Mange undrede sig over, at lige præcis Holland sagde nej til noget med EU, når landet har været kendt som en glødende tilhænger. Men det er historisk nu ikke helt korrekt. Et flertal af hollænderne sagde også nej til EU- forfatningen i 2005.

Logisk EU-modvilje
I dag viser en undersøgelse så, at 27 procent af danskerne er parat til at forlade EU, hvis et flertal af briterne vælger at forlade fællesskabet 23. juni. Jeg undrer mig hverken over det hollandske afstemningsresultat eller danskernes modvilje mod EU. Det er en logisk konsekvens af en kæmpemæssig fejlhåndtering af flygtningekrisen, hvor EU reelt har ladet Tysklands forbundskansler Angela Merkel diktere udlændingepolitikken i EU.

Det syder og gærer i medlemslandene. Grænsekontrollen ved EU's ydergrænser er stadig ikke kommet på plads. Senest venter mere end en million afrikanere i Libyen på at krydse Middelhavet til Italien. I Østrig sætter man soldater ind ved Brenner-passet. Balkan-landene har lukket grænserne, og i Grækenland truer et voldeligt kaos ved flygtningelejrene i Idomeni ved grænsen til Makedonien.

Jeg undrer mig hverken over det hollandske afstemningsresultat eller danskernes modvilje mod EU. Det er en logisk konsekvens af en kæmpemæssig fejlhåndtering af flygtningekrisen.

Jørn Dohrmann (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Alt sammen fordi EU ikke har magtet at kontrollere ydergrænserne og udvise konsekvens over for flygtninge og migranter, sådan som eksempelvis Australien.

Befolkningerne ser denne handlingslammelse, og hurtigt bliver den tilskrevet magthaverne i EU. De magthavere, der taler med to tunger, når de kritiserer medlemslandene for at etablere grænsebevogtning, men som samtidig profiterer af et faldende antal flygtninge; lukningen af Balkanruten har f.eks. aflastet Tyskland, men alligevel kritiserer den tyske regering landene langs Balkanruten for deres grænsekontrol. Det er hykleri for fuld skrue.

Afstand mellem befolkning og elite
Afstemningen i Holland handler om en stigende afstand mellem - på den ene side en presset befolkning, som oplever, at udgifterne til de mange flygtninge lægger pres på velfærden, og at de kulturelle udfordringer er enorme - og på den anden side en verdensfjern europæisk elite, der fjerner sig mere og mere fra befolkningernes hverdag, og som udelukkende tænker i abstrakte og filosofiske termer. Denne stigende afstand og splittelse er politisk dynamit – og vi ser den ikke kun i Europa, men også i USA, hvor fænomenet Donald Trump skaber dybe panderynker hos det politiske establishment.

Udviklingen vil desværre fortsætte, så længe magthaverne vælger at flygte fra europæernes virkelighed - og hvor det hele ender, er vanskeligt at forudsige. Det er mit håb, at EU's magthavere besinder sig og vælger at beskytte Europa.

Vi skal have kontrol ved de ydre grænser. Vi skal have ind- og udrejseregistrering af alle rejsende til og fra EU. Vi skal kort sagt have styr på ”det europæiske hus”. Det er nødvendigt for Europas overlevelse. Det er nødvendigt for befolkningernes velfærd. Og det er også opskriften på EU's overlevelse. Et fællesskab, som virker, hvor det er nødvendigt, men som samtidig tilbagefører langt mere beslutningskompetence til medlemslandene.