Kommentar af 
Anders Bondo Christensen

Anders Bondo: FH er succesen, ingen kender til

Fem år efter etableringen af Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, er det uhyre svært at finde en organisationsrepræsentant, der ikke synes, at dannelsen var en rigtig beslutning. Alligevel ved de færreste medlemmer, hvad FH er – og det er FHs store problem, skriver Anders Bondo.

Især ved efterårets trepartsaftale om nye løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte, har FH vist sin berettigelse, ved at bygge bro mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne, mener Anders Bondo.
Især ved efterårets trepartsaftale om nye løn- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte, har FH vist sin berettigelse, ved at bygge bro mellem regeringen, arbejdsgiverne og lønmodtagerne, mener Anders Bondo.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Anders Bondo Christensen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ved 1. maj i Fælledparken havde jeg sat mig for at få en fornemmelse af, hvor stor en del af deltagerne, der vidste hvem, der er formand for FH. Jeg blev udfordret af, at blandt dem, jeg spurgte, var der stort set ingen, der vidste, hvad FH var for en størrelse.

Blandt de 28 tilfældigt udvalgte deltagere, jeg talte med, var der kun to, der ved fælles hjælp fandt frem til, at FH er den nye hovedorganisation, der blev dannet ved en fusion af LO og FTF.

Morten Skov Christiansen var der ingen, der kunne nævne. En enkelt fleksjobber var ikke medlem af en fagforening, mens de øvrige 27 var medlemmer af syv forskellige fagforeninger.

Det er ganske tankevækkende, at kendskabet til FH er så lille, i og med, at FH så sent som i efteråret leverede intet mindre end et svendestykke i form af en trepartsaftale om udmøntningen af en ekstraordinær ramme til løn og arbejdsvilkår på det offentlige område.

Naturligvis bidrager alle tre parter til at en aftale kan nås, men det var FH, der var katalysatoren i, at det lykkedes at finde løsninger på interessemodsætningerne mellem regeringen, arbejdsgiverne, og lønmodtagerne. Samtidig formåede FH at bygge bro mellem de åbenlyse interessemodsætninger, der er blandt organisationerne på det offentlige arbejdsmarked.

FH har i sine fem år vist sin berettigelse og skabt markante resultater. Der er bare ingen, der ved det

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Det lykkedes med FH-konstruktionen at skabe en stiltiende accept blandt organisationerne på det private arbejdsmarked af, at der skulle bruges skattekroner på at hæve lønningerne for offentlige ansatte uden for overenskomstforhandlingerne. 

Det blev ikke mindre kontroversielt af, at konstruktionen medførte en accept af politisk indblanding i forhandlinger om løn og arbejdsforhold.

Jeg står bestemt ikke alene med den vurdering, at efterårets trepartsaftale aldrig var blevet en realitet, hvis FH ikke var blevet skabt knap 5 år tidligere.

Med FH er der skabt et forum, hvor organisationer på tværs af den offentlige- og private sektor mødes helt regelmæssigt, for at finde fælles svar om stort og småt på arbejdsmarkedet. Den tillid og det gensidige ansvar, der følger heraf, er helt afgørende for, at FH kan levere i forhold til de mere komplekse problemstillinger.

Et andet eksempel så vi i forbindelse med pandemien. Med ganske kort varsel mødte FH op til komplicerede trepartsforhandlinger og var leveringsdygtig i løsninger, der havde stor betydning for, at det danske arbejdsmarked kom helskindet gennem de mange udfordringer, der fulgte i kølvandet på pandemien. 

Også her var det tillidsforhold, der var opbygget internt i FH, afgørende for, at FH var leveringsdygtig i konstruktive løsninger.

Organisationernes positive vurdering af FH her fem år efter etableringen skal ses i lyset af, at fusionen af LO og FTF helt frem til beslutningen i foråret 2018, balancerede på en knivsæg.

En lang række forskelle mellem de to hovedorganisationer skulle overvindes. Det drejede sig eksempelvis om mødekultur, politiske samarbejdsrelationer, organisationsstrukturer og økonomiske prioriteringer.

Den sidste store knast var den regionale struktur i den nye hoveorganisation. Løsningen blev først fundet, da LO’s formand Lizette Risgaard tog taktstokken, og præsenterede et ”forslag”, der i realiteten var et diktat.

De lokale repræsentanter havde ikke siddet med i de mange samtaler, hvor kanterne var blevet slebet til og kompromiserne indgået. Og en ny lokalstruktur ville uundgåeligt betyde, at lokale tillidsposter kom i spil, tilskud til kontorfaciliteter kunne forsvinde, og lokal rutiner blev kastet op i luften.

Læs også

Begejstringen for fusionen lokalt var derfor noget blandet, hvilket i dag kan genfindes i en meget forskellig vurdering af værdien af FH’s indsats ude i de enkelte sektioner.

Nogle sektioner formåede at gribe bolden og fik hurtigt etableret en lokal version af det centrale samarbejde. Her vurderes FH samarbejdet som en klar gevinst. 

I andre sektioner opleves det mere som en bunden opgave, som nogle organisationer har svært ved at se værdien af. Og særligt blandt de tidligere FTF-organisationer, er det svært ved at acceptere den tætte tilknytning til Socialdemokratiet, der fortsat praktiseres flere steder.

Motivationen bag dannelsen af FH var præget af såvel pisk som gulerod. Faldende medlemstal, presset økonomi og vigende indflydelse var stærkt medvirkende til, at organisationer i såvel FTF som LO kunne se perspektiver i en fusion.

Men fusionstanken var også båret af ambitionen om, at fagbevægelsen skulle have en markant stærkere stemme i forhold til udviklingen af fremtidens Danmark.

Udfordringerne er imidlertid fortsat ind i den nye hovedorganisation. Den øjeblikkelige rationaliseringsgevinst, der blev opnået ved sammenlægningen, er stille og roligt forsvundet ved et fortsat fald i organisationernes medlemstal. At få vendt den tendens er derfor stadig, fem år efter fusionen, en af FH’s hovedprioriteter.

Skal fagbevægelsen have vendt den udvikling, er det nødvendigt, at der findes markante personligheder, som de potentielle medlemmer kender og kan spejle sig i.

Anders Bondo Christensen
Fhv. formand, Danmarks Lærerforening

Et af midlerne til at få vendt medlemsnedgangen skulle være, at fagbevægelsen med FH som frontfigur, skulle markere sig kraftigere i de større samfundsspørgsmål. 

Med Lizette Risgaard som frontfigur lagde FH markant fra land, med udmeldinger på områder som klima og bæredygtighed, udvikling af velfærdssamfundet og en mere offensiv ungepolitik.

Blandt FH’s 64 medlemsorganisationer er der imidlertid en meget differentieret opfattelse af behovet for, at FH påtager sig en større rolle i samfundsdebatten. 

Organisationerne har endvidere ofte forskellige holdninger til de store samfundsspørgsmål. Og så vil det altid være en diskussion om, hvornår det er FH, der udtaler sig, og hvornår det er organisationerne.

Danmarks Lærerforening vil eksempelvis ikke se med milde øjne på, at FH udtaler sig om folkeskolen, hvis FH’s holdninger ikke læner sig tæt op af foreningens holdninger.

FH’s formand skal derfor mestre en uhyre kompliceret balancekunst.

Med Lizette Risgaards meget markante rolle i dannelsen af FH, havde hun skabt sig et vist råderum internt i organisationen, og med sin fremtoning og direkte kommunikation, havde hun også tilkæmpet sig en plads i medierne.

Det dramatiske formandsskifte for et år siden betød en alvorlig svækkelse af FH’s muligheder for at markere fagbevægelsen. I flere måneder fungerede FH under en konstitueret ledelse, der ikke havde mandatet til de markante udmeldinger.

Og forløbet, der førte frem til Lizettes afgang, skabte ganske betydelige spændinger i forretningsudvalget. Der var helt åbenlyst ikke enighed om de interne spilleregler i udvalget.

De mere garvede kræfter i udvalget, der havde været med fra stiftelsen af FH, var mildest talt frustrerede over, at nogle af ”de nye” umiddelbart efter et langt møde i udvalget, undsagde den landing, udvalget havde forhandlet sig frem til.

Læs også

Da den konstituerede formand, Morten Skov Christiansen, blev valgt som ny formand på en ekstraordinær kongres 7. september, godt fire måneder efter forårets drama, havde han af gode grunde ikke det samme fundament for formandsposten, som Lizette havde haft.

FH kan være tilfredse med, at organisationen landede på benene efter det meget turbulente forløb, men at det har kostet på FH’s og fagbevægelsens prestige og muligheder for at markere sig, er hævet over enhver tvivl.

I Fælledparken 1. maj, fem år efter at FH blev dannet, var kendskabet til FH og FH’s formand som nævnt yderst begrænset. Og det er naturligvis et problem for fagbevægelsen.

Det faldende medlemstal er en af fagbevægelsens helt store udfordringer. Skal fagbevægelsen have vendt den udvikling, er det nødvendigt, at der findes markante personligheder, som de potentielle medlemmer kender og kan spejle sig i. Og det er nødvendigt, at der er langt større kendskab til fagbevægelsens resultater.

FH har i sine fem år vist sin berettigelse og skabt markante resultater. Der er bare ingen, der ved det – og det er FH’s store udfordring.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Bondo Christensen

Fhv. formand, Danmarks Lærerforening
lærer (Skårup Seminarium 1982), journalist (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, 2023)

Morten Skov Christiansen

Formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation
elektronik mekaniker (Frederiksberg Teknisk Skole 2003)

Lizette Risgaard

Fhv. formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH)
kontorfunktionær (Handelsskole), lederuddannelse, MPA

0:000:00