Caroline Bessermann: Jo, Connie Hedegaard, vi skal hæve 2030-målet

Vi skal hæve 2030-målet, hvis vi vil have taget klimapolitiske beslutninger med rettidig omhu. 

Desuden skal vi være ærlige omkring det nuværende 70-procentsmål. Det var måske ambitiøst tilbage i 2019, da det blev vedtaget. Det er det ikke længere.

De globale udledninger er kun steget siden 2019, og klimakrisen har udviklet sig mere drastisk, end klimaforskerne havde frygtet.

Den nostalgiske fortælling om 2019 ændrer ikke ved, at vi nu står i en ny og meget mere alvorlig klimatisk virkelighed. Og vores samfund er ikke forberedt eller omstillet. Hverken sektorer eller befolkning kan vide sig sikker på noget endnu, fordi der er blevet ført klimapolitik med millimetermål i stedet for grundlæggende og visionære politiske reformer.  

Klimamålet er blevet gjort til den altoverskyggende ledestjerne for både bredden, dybden og hastigheden af omstillingen i dette afgørende årti.

Men målet har været så lavt, at politikerne har kunnet snige sig udenom rent faktisk at klargøre samfundet til en bæredygtig fremtid.

Derfor skal målet hæves til minimum 80 procent.

Udledninger fra import skal inkluderes

Det skal følge et CO2-budget, der årligt sikrer, at vores emissioner følger den rette udvikling og ikke skaber rutsjebaner eller hockeystave. Og så skal klimaloven inkludere vores udledninger fra biomasse og udledninger fra import og forbrug (udledninger, der svarer til over 150 procent af Danmarks territoriale udledninger). 

Nu har vi erfaret, at giver vi politikere en lang bane at løbe på, så bruger de den hele til at tage tilløb. Vi skal ikke begå samme fejl igen.

Caroline Bessermann
Studerende og aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse

Massive emissioner, som vi i dag har valgt at fuldstændig udelade fra vores mål, og derfor aldrig er blevet håndteret politisk.  

Det er ikke bare det klimatisk mest forsvarlige at gøre, det er også det mest retfærdige at gøre.

For Danmark har både i dag og historisk levet over evne, og dermed gjort krav på en del af verden ressourcer og udledninger, der i dag begrænser, hvilket råderum andre lande har for at udvikle sig.

Og vores 70-procentmål har gjort det muligt at curle dansk landbrug i årevis på bekostning af landbruget andre steder i verden.

I Østafrika har de eksempelvis skiftevis voldsomme tørker og skybrud, der gør det umuligt for befolkningen at dyrke deres afgrøder.  

En række forskere rejste allerede i 2022 spørgsmålet, om 70 procentmålet er retfærdigt. Og man skal ikke dykke langt ned i deres analyse for forskellige principper for fordeling af det tilbageværende globalt budget for drivhusgasser, før man godt kan se, at 70 procentmålet nok har været mere belejligt end retfærdigt i et globalt perspektiv. 

Et nyt 2030-mål sikrer klimahandling nu

Connie Hedegaard har ret i, at klimaneutralitet i 2045 er vigtigt, men vi skal ikke gøre det til endemålet for vores nye hockeystav. For nu har vi erfaret, at giver vi politikere en lang bane at løbe på, så bruger de den hele til at tage tilløb. Vi skal ikke begå samme fejl igen.

Et ambitiøst 2030-mål vælger ikke mellem kort eller lang sigt, men er den mest retfærdige vej til at nå klimaneutralitet i 2045. 

Der er ikke tid til at frikøbe politikere med målsætninger om 20 år.

Lars Aagaard forsøger allerede med at sige, at en hævelse af 2030-målet vil være en ansvarsløs leg med tal.

Jeg vil sige, at det modsatte er en ansvarsløs leg med vores fremtid. Heldigvis er Lars Aagaard bundet af regeringsgrundlaget, der udpensler, at man skal vurdere ”om reduktionsmålet i 2030 skal opjusteres yderligere”.

Det står nu klart, at en justering af målet ville være både det mest retfærdige, sikre og passende med henblik på klimakrisens nuværende størrelse at gøre. For vi skal have et 2030-klimamål, der sikrer, at alle de store beslutninger tages nu.  

Det er klimahandling nu, der er det allersværeste.