Connie Hedegaard: Nej, vi skal ikke hæve 2030-målet
Selvom nye klimafremskrivninger får os langt tættere på vores klimamål, er det hverken tid til at justere på delmålet for 2025 eller for 2030-målet, skriver Connie Hedegaard.
Connie Hedegaard
Formand, OECD’s Round Table for Sustainable Development, fhv. minister & MF (K), EU-kommissær, bestyrelsesmedlem i Danfoss, Villum fonden og BBVADe færreste fortryder, at de er blevet ministre. Det giver indflydelse og mulighed for at påvirke samfundet. Men der er også ganske mange trælse dage.
Det hører med til jobbet, at man pludselig skal forholde sig til absurde ejendomsvurderinger, til styrelser, der har overskredet budgetter eller givet dispensationer, som det er svært at stå på mål for, som vi nyligt har set det med Cheminovas giftige udledninger ved Harboøre Tange.
Men der er jo også de gode dage. De dage, hvor man får skubbet tingene bare en lille smule i den rigtige retning, hvor der er positive nyheder, og hvor man kan præsentere konkrete fremskridt.
Mon ikke det var sådan én dag, som klimaminister Lars Aagaard (M) forventede at stå op til tirsdag 30. april. 2030-målet var inden for rækkevidde. Udfordringerne i forhold til at nå de 70 procents CO2-reduktioner var skrumpet til noget, man skal være krakilsk anlagt for at påstå, at vi umuligt kan nå at lukke i løbet af de kommende seks år.
Så ministerens humør var højt. Det ofte lidt sammenbidte udtryk var afløst af smil, og hele kropssproget udtrykte lettelse.
Det, der trænger til en virkelig gennemgribende justering, er vores perspektiv på klimaomstillingen.
Connie Hedegaard
Alligevel kunne man høre, at det holdt hårdt for ministeren at undgå at lyde bare en lille bitte smule irriteret, da P1-journalister blev ved med at spørge ind til usikkerheden bag forskernes tekniske beregninger af udledninger fra lavbunde – lavere end tidligere antaget – og optag fra skove – højere end tidligere antaget.
Hvad nu, hvis vi får en stor skovbrand? Hvad nu, hvis forskerne senere kommer til andre konklusioner? Hvad nu, hvis ...
Det er alt sammen berettigede spørgsmål. Selvfølgelig er der usikkerheder. Og vel er det altid godt at køre med en vis buffer, når et mål skal nås, i stedet for at forudsætte, at alt går som Finansministeriet og andre prognosemagere ynder at forudsætte. I hvert fald på miljø- og klimaområdet.
Alligevel forstår jeg godt – og ja, det er formentlig en erhvervsskade – at ministeren blev bare en anelse knotten, som dagen med det positive budskab skred frem.
Hvis han nu ikke havde været minister, havde han formentlig bare sagt rend og hop til kritikerne; men så nemt slipper ministre ikke af krogen. Hvad ville han gøre ved det ene og det andet og det tredje tænkte scenario, og var det i øvrigt så ikke tid at skrue op for 2030-målet, hvis vi nu allerede er tæt på de 70 procent?
Og nej, det er hverken tid til at justere på delmålet for 2025 eller for 2030-målet. Tværtimod bør alle gode kræfter nu sættes ind på fortsat implementering, og det, der trænger til en virkelig gennemgribende justering, er vores perspektiv på klimaomstillingen.
For i kampen for at nå 2030-målet har der i kommunikationen været så stærkt et fokus på netop dette magiske årstal, at lidt for mange synes at have glemt, at 2030 kun er en milepæl på vejen mod det egentlig mål, som er klimaneutralitet i 2045. Blot 20 år fra nu.
I betragtning af, hvor mange tiltag, der skulle til for at nå 70 procentsreduktionen, med omstillingen af energisektoren og 1,2 millioner elbiler i 2030 som helt afgørende bidragydere, kan det måske være svært at tro, at vi slet ikke er nået til det svære endnu. Men tro mig, forude venter de sværeste valg, de største investeringer og de hårde prioriteringer.
Derfor bør alle sektorer nu sætte det lidt længere lys på, og politikerne skal justere narrativet: For at vi nu så nogenlunde er på sporet frem mod 2030, betyder på ingen måde, at vi kan tage en slapper.
Da 2030 målet blev sat, troede de fleste af os, at det var tæt på urealistisk. Men det blev en vigtig løftestang for mere handling, end vi ellers ville have set.
Connie Hedegaard
Power-to-X, som der er så store forhåbninger til, har altså ikke materialiseret sig endnu. Udbygningen af vedvarende energi støder stadig på rigtig mange forhindringer. Udbygningen af energiinfrastrukturen skal op i endnu højere gear.
I transportsektoren skal man videre også med omstillingen af den tunge transport, smartere logistikløsninger, og shippingsektoren har et ganske stort efterslæb i forhold til omstillingen og til at kunne sejle på mere bæredygtige brændstoffer.
Transportaftalen fra 2021 må genforhandles, så investeringskroner og arbejdskraft kan bruges på mere påtrængende projekter end udbygning af motorveje.
Byggeriet både kan og skal gøre langt mere. Designe anderledes, tænke cirkulært og genanvende mursten og andre materialer. Også her skal innovationen op i gear. Det samme gælder landbruget, der ifølge den nye fremskrivning vil stå for hele 46 procent af Danmarks udledninger i 2030, hvis man fortsætter business as usual.
De nye tal giver mulighed for at fase CO2-afgiften for landbruget ind med fornuftig tid til omstilling, og det er godt. Men jo kun, hvis alle forstår, at der ikke må være tale om (endnu) en sovepude.
Sporene mod klimaneutralitet skal lægges nu. Investeringerne i innovationen skal i gang nu. Selv forbrugernes vaner inklusiv spisevaner og holdning til mad- og andet spild skal justeres.
For vi når ikke frem til klimaneutralitet uden at tænke vores alles adfærd, vaner og forbrug ind i ligningen. Også det må regering og Folketinget turde sætte ord på i den opdaterede fortælling om Danmarks vej frem til klimaneutralitet.
Da 2030-målet blev sat, troede de fleste af os, at det var tæt på urealistisk. Men det blev en vigtig løftestang for mere handling, end vi ellers ville have set. Netop ud fra den erfaring er det tid til at sætte fokus på den næste etape af klimarejsen: den mod klimaneutralitet i 2045.
Det er den allersværeste.