Kommentar af 
Malene Møller Hall

En stemme på landmanden kan give veganeren medvind til EU-valget

En stemme på Venstre-landmanden Asger Christensen kan potentielt give medvind til den moderate kosmopolit Stine Bosse eller den klima- og miljø-elskende radikale veganer Sigrid Friis. Lige så kedelige valgforbundene er, lige så stor indflydelse kan de have på det endelige valgresultat, skriver Malene Møller Hall.

Vælgerne er bedøvende ligeglade med valgforbund. Fordi de er bedøvende ligeglade med EU. Men én ting er sikkert: Lige så kedelige og komplicerede valgforbundene er, lige så stor indflydelse kan de have på det endelige valgresultat, skriver Malene Møller Hall.
Vælgerne er bedøvende ligeglade med valgforbund. Fordi de er bedøvende ligeglade med EU. Men én ting er sikkert: Lige så kedelige og komplicerede valgforbundene er, lige så stor indflydelse kan de have på det endelige valgresultat, skriver Malene Møller Hall.Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Malene Møller Hall
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Valgtrommerne buldrer – ganske vist er det nogle små trommer, når det handler om EU-politik, men ikke desto mindre er kampen i gang.

Alligevel virker det til, at de fleste er ligeglade. Medierne såvel som borgere. EU rager os generelt en høstblomst.

Kun, når de tager vores plastiksugerør og efterlader os med smagen af pap, tvungen barselsregler og bureaukratisk bøvl i form af timeregistrering, kan vi for alvor svinge os op til lidt ophidselse.

Ved de politiske strategers tegnebord forsøger man da også at få EU-valgkampen til at handle mere om Christiansborg-politik end om EU.

Således er der under valgkampen arrangeret partilederdebat, til trods for forsvindende få spidskandidatsdebatter, og at partilederne intet har med Europa-Parlamentet at gøre i praksis.

Læs også

Men hvem vil ikke hellere se en duel mellem Alex Vanopslagh (LA), Pelle Dragsted (EL) og Inger Støjberg (DD), end Henrik Dahl (LA), Per Clausen (EL) og Kristoffer Storm (DD)?

De fleste, er svaret. Det ved medierne godt.

Interessant bliver det at observere, hvordan SVM-partiernes ledere vil agere, når det netop handler om EU-politik, hvor de jo altså ikke er en del af samme (arbejds)fællesskab, men snarere imod hinanden.

De er hvert fald ikke i samme valgforbund.

Og sagen er den, at i denne valgkamp er fænomenet valgforbund særligt interessant.

På grund af den d’Hondtske metode kommer partiernes valgforbund nemlig til at spille en betydelig faktor i kampen om yder-mandaterne, der er placeret på vippen mellem det ene og det andet.

Selvom de forskellige politiske alliancer er skabt for at nyttemaksimere på stemmerne, kan de alligevel ende med at udgøre en potentiel akilleshæl for partierne.

Malene Møller Hall
Rådgiver, Grace Public Affairs

Effekten af dette er, at både tilfældighedens element såvel som partiernes strategiske alliancer fylder langt mere, end vi er vant til, når der afholdes folketingsvalg.

Når stemmeurnerne skal fyldes med demokratiske lodsedler, er en stemme sat på Alternativets klimapolitik potentielt dermed også en stemme, som kan havne i favnen hos Socialdemokratiet.

Og en stemme på Venstre-landmanden Asger Christensen kan potentielt give medvind til den moderate kosmopolit Stine Bosse eller den klima- og miljø-elskende radikale veganer Sigrid Friis.

Det er naturligvis tilsnigelser, og ikke helt sandt, men den indirekte påvirkning er god nok.

Valgforbundene er nemlig strikket sådan sammen, at de implicerede partier kombinerer deres stemmer, når mandaterne skal fordeles.

Dermed kan de opnå flere mandater end hver for sig.

Forbundene har bare den hage, at de ikke nødvendigvis er inddelt efter politisk anskuelse. Og at de ikke er forenelige med dansk politik.

Således er der intet, der hedder SVM i Europa-Parlamentet. Og heldigvis for det, tænker arbejderbevægelsen og bagfolkene i Socialdemokratiet sammen med de landbrugsglade Venstrefolk, til trods at de er en decimeret forsamling.

Selvom valgforbundene er en magtfuld faktor, er det noget de færreste danskere tænker over, når krydset sættes.

Vælgerne er bedøvende ligeglade med valgforbund. Fordi de er bedøvende ligeglade med EU. De ser, om kandidaten er for eller imod klima eller migration eller en forsvarsoprustning.

Om farven er rød, blå, grøn eller lilla. Om kandidaten vil have mere eller mindre af noget. Om det er en mand eller en kvinde. Ung eller ældre. De går op i, hvad der rør på sig i Danmark.

Om der er medvind på cykelstien. Om der overhovedet kommer en cykelsti i lokalsamfundet. Hvad der påvirker dem selv. Til hekkenfeldt med, hvad der foregår i Bruxelles.

Læs også

Valgforbund tillægges ingen værdi for den gennemsnitlige statsborger. Hvad der betyder noget, er personen. Sådan er det i politik anno 2024. Noget så eksotisk som partiloyalitet er en by i Rusland. Hvis man stadig må bruge det udtryk.

I dag handler det om autenticitet og karakter – personen bag politikken. Af samme årsag er Lars Løkke (M) også at forefinde på valgplakaterne. Skidt pyt, om man egentlig kan stemme på ham.

Samtidig ses Helle Thorning og andre koryfæer yde opbakning på valgplakater for at skabe bare noget, der minder om en minimal interesse for valget blandt andre end de politiske nørder.

Stjernestøv har altid haft en effekt. At det så er kvinden, som var formand for Socialdemokratiet for ti år siden man finder spredt rundt i Københavns Storkreds på valgplakater, og ikke et eneste sted den nuværende formand, lader vi stå for sig selv.

Nu er det Helles tur til at være populær.

Hvad der betyder noget, er personen. Sådan er det i politik anno 2024. Noget så eksotisk som partiloyalitet er en by i Rusland.

Malene Møller Hall
Rådgiver, Grace Public Affairs

Selvom de forskellige politiske alliancer er skabt for at nyttemaksimere på stemmerne, kan de alligevel ende med at udgøre en potentiel akilleshæl for partierne.

Det er prisen på grisen, som en tidligere EU-politiker vil have sagt, for at indgå i en strategisk pagt. Enkelte af den type sværdslag har allerede vist sig.

Eksempelvis må det have skabt frustrationer i det mere indvandringskritiske land-Venstre, da (den trætte udgave af) Stine Bosse – måske, måske ikke – udpenslede de moderates ambitioner på flygtningeområdet.

Men selvom der unægtelig må sidde nogle Venstre-vælgere med akutte panderynker ved tanken om, at de potentielt kan bidrage til, at der bliver ført den absolutte modsætning til deres egen politik, så er en alliance mellem Venstre, Moderaterne og Radikale muligvis også dét der gør, at Venstre hiver et ekstra mandat hjem.

You win some, and you lose some, synes ræsonnementet i det (måske lige så trætte) detroniserede parti.

Valgforbundet mellem Alternativet, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti giver ved første øjekast heller ikke logisk mening.

Ved nærmere eftersyn kan man se, at det en genistreg for SF og S, at de har fået Alternativet med ombord.

Valgforbund favoriserer nemlig rent matematisk de store partier, hvorfor førstnævnte har langt større sandsynlighed for at lukrere på forbundet på grund af den d’Hondtske metode.

Ellers er det tre partier, der næppe kan siges at dele samme dagsorden. De tilhører ikke engang samme gruppering i Europa-Parlamentet: SF og Å er i den grønne gruppe, mens Socialdemokratiet er i den socialdemokratiske S&D-gruppe.

Forbundet med Konservative og Liberal Alliance giver tilsyneladende mere mening. To partier der orienterer sig mod erhvervslivet – begge med grupperingen EPP for øje. Selvfølgelig med forskellige udgangspunkter. Det er klart.

Selvom ordene var knappe fra Henrik Dahl ved den første TV-spidskandidatdebat, hvor han blev adspurgt om netop forskellene.

Her har du den mere skeptiske liberale stemme og den pragmatiske, EU-mainstream kandidat. Men at de er i valgforbund sammen, er trods alt ikke helt på månen.

Enhedslisten står uden for noget valgforbund, alene i vildmarken – dog sammen med Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, som mildt sagt foragter hinanden.

Vælgerne er bedøvende ligeglade med valgforbund. Fordi de er bedøvende ligeglade med EU.

Malene Møller Hall
Rådgiver, Grace Public Affairs

Der er for meget ondt blod, for mange gamle relationer, tillidsbrud og partihopperi mellem de to partier, hvor det handler om at være mest vokal, når det kommer til at være kontroversiel.

Det er i sagens natur forståeligt, at de ikke har søgt samarbejde, men det er en politisk uklog strategi. For det ér bedre at være i et forbund end at stå udenfor. Valgforbundene handler ikke om vælgernes interesser, men om stemmeoptimering, og partier i forbund har større chance for at blive valgt.

Derfor burde de tre eneste rigtige EU-kritiske partier overveje at starte en alliance for de udstødte – et skeptisk EU-forbund.

Et misset mandat til et af de tre partier ligger trods alt bedre hos et andet skeptisk end hos de store EU-positive magtpartier.

Som altid i politik er det umuligt at forudsige valgresultatet med sikkerhed, når danskerne om mindre end to uger har besøgt stemmeboksene.

Men én ting er sikkert: Lige så kedelige og komplicerede valgforbundene er, lige så stor indflydelse kan de have på det endelige valgresultat.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Alex Vanopslagh

Partileder, MF (LA)
cand.scient.pol. (København Uni. 2016)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling (Aarhus Uni. 2016)

Inger Støjberg

MF, partiformand (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00