De udskældte kapitalfonde er faktisk folkelige

"De er det værste skidt i samfundet".

Sådan indledte Vestas' formand, Bert Nordberg, i 2018 et interview i Berlingske. "Skidtet," som han talte om, var de "satans kapitalfonde". En ejerskabsform, som han tydeligvis ikke brød sig om.

Siden dengang blev Bert Nordberg formand for TDC, som de tre danske pensionskasser PKA, ATP og PFA ejer sammen med den australske kapitalfond Macquarie. Måske det har ændret hans syn, nu hvor han selv har haft ansvar for, hvordan én af de mest udskældte af slagsen forvalter sit ejerskab i TDC?

En anden modstander af kapitalfonde var stifteren af Jysk, Lars Larsen, som til BT fortalte, at han aldrig ville sælge sin virksomhed til en kapitalfond. Ja, faktisk kaldte han det en "falliterklæring", når andre solgte livsværket til én af de "satans kapitalfonde".

I dag står Jysk gerne ved, at investeringer i kapitalfonde kan være sund fornuft, og at de som fornuftige købmænd gerne investerer heri.

De allerstørste kritikere af kapitalfonde finder man dog i politik.

Det er efterhånden velkendt, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fra 2007 og frem huserede med en fortælling, der ikke lod nogen i tvivl om hans syn på kapitalfonde.

De "stripper virksomhederne for værdier, gældsætter dem til op over begge ører, drosler ned på investeringerne, fyrer medarbejderne, dribler uden om skatten, alt sammen for at fylde lommerne hos partnere, investorer og rådgivere," har Poul Nyrup Rasmussen sagt.

Alt i alt er det ikke kritik, som kapitalfonde er understimuleret af

Henriette Kinnunen
Kommentarskribent

Den tidligere statsministers fortælling blev også det gængse narrativ på Christiansborg. Et narrativ, der stadig var fremherskende, da staten i 2014 solgte aktier i Dong Energy til Goldman Sachs, hvilket splittede den daværende Thorning-regering i en sådan grad, at SF under stor tumult væltede ud af regeringen.

Med forbløffelse så man fra det store udland på H.C. Andersens eventyrland, hvor et energiselskab pludselig blev folkeeje, fordi en "satans kapitalfond" trængte sig på.

Siden viste det sig, at statens salg af aktier i Dong Energy blev en aldeles lukrativ forretning for de danske skatteydere, og at virksomheden – nu under navnet Ørsted – godt skubbet på vej af Goldman Sachs helt opgav sit fokus på kul og olie for i stedet at satse på havvindmøller. Strategien har ført til, at Ørsted tre år i træk har været kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab.

Alt i alt er det ikke kritik, som kapitalfonde er understimuleret af.

Det rejser imidlertid en række fundamentale spørgsmål. For hvordan kan en ejerskabsform, som er så udskældt og vækker så mange negative følelser hos folk, blive ved med at bestå?

Og hvordan kan det være, at de "satans kapitalfonde" ifølge en undersøgelse fra PWC er ejerledernes foretrukne køber, når livsværket skal på nye hænder? Hvis de er "så satans," ville ejerlederen så ikke vælge en anden køber til sin virksomhed?

Min tese er, at fordommene mod kapitalfonde dels er historisk betingede og dels grunder i noget så basalt som ukendskab til deres formål og faktiske virke.

De færreste ved, at kapitalfonde er aktive ejere i de selskaber, som de investerer i. De kommer således ikke blot med penge, men bidrager også med kompetencer og netværk, som kan være med til at løfte den "trætte familievirksomhed" til et nyt niveau eller udvikle en forretning til, at den også kan agere på nye markeder. For eksempel førte en kapitalfond Netcompany på børsen.

En anden "hemmelighed," som alt for få kender til, er at kapitalfonde i høj grad henter deres investeringer fra danske pensionskasser, på hvis vegne de investerer i virksomheder.

Det betyder også, at størstedelen af det afkast, som en kapitalfond genererer, tilfalder dens investorer – altså danske pensionskasser – og dermed i sidste ende de danske pensionister.

Kapitalfondsejede virksomheder er dermed – i modsætning til for eksempel familie- og fondsejede virksomheder – nogle, som danskerne via deres pensionsinvesteringer selv har ejerandele i. Mere folkeligt bliver det næppe.

Det er faktisk sådan, at fagforeningerne er repræsenteret i de fleste pensionskassers bestyrelser, hvor de dermed har medindflydelse på, hvilke aktiver pensionskasserne skal investere i. De har fra nærmeste hånd indsigt i, at de "satans kapitalfonde" ikke nødvendigvis er så "satans".

Når det er sagt, kommer der sjældent røg ud af en brand, uden at der er ild i den. Det er derfor vigtigt at forstå, at kapitalfonde er en relativ ny ejerskabsform, som først for alvor så dagens lys i Danmark i 2006, hvor udenlandske kapitalfonde opkøbte TDC.

Dengang kendte kun få til ejerskabsformen. Begrebet "kapitalfonde" indgik ikke engang i det danske sprog, og rygtet går på, at Dagbladet Børsens erhvervsredaktion opfandt ordet, fordi de havde et behov for at beskrive TDC's nye ejere med et navn.

Der er mere samfundssind i en kaffe fra Lagkagehuset end i en film fra Netflix

Henriette Kinnunen
Kommentarskribent

Netop fordi, at kapitalfonde i 00'erne var et nyopstået fænomen, var der ikke megen regulering. Det var lidt et vilde vesten for kapitalfondenes tidligste cowboys, som ikke alle var lige gode til at lade revolverne blive i bæltet.

Meget tyder på, at den tids uregulerede adfærd kombineret med den efterfølgende finanskrise har været med til at fastholde kapitalfondenes dårlige omdømme.

Men siden har meget ændret sig.

Min påstand er, at kun børsnoterede selskaber i dag er så gennemreguleret som kapitalfondene, som både er omfattet af EU's finansielle og skatteretlige regler samt naturligvis nationale regler.

Der er således ikke en oplysning i kapitalfondenes ejer- eller investeringsstruktur, som myndighederne ikke har adgang til. Derudover står kapitalfonde i den situation, at de cirka hvert femte år skal i gang med fundraising til at rejse en ny fond.

Det betyder, at de ikke kun står til ansvar over for myndighederne, men også over for deres investorer – herunder de danske pensionskasser – som holder dem op på, om deres investeringsafkast er godt nok, om de har styr på deres complianceregler, og om de lever op til de regler og den adfærd, som det omkringliggende samfund dikterer.

For eksempel har flere af de største danske pensionskasser indført retningslinjer for ansvarlig skatteadfærd, som de kapitalfonde, som de investerer ind i, er forpligtet til at efterleve.

Også på andre områder, såsom klimabelastning og diversitet, vil kapitalfonde i fremtiden blive mødt med nye krav fra investorernes side.

En succesfuld kapitalfond anno 2021 leverer ikke kun et godt afkast til sine investorer, men gør det også på en ansvarlig måde, som sikrer, at danskere med god samvittighed kan støtte danske kapitalfondsejede virksomheder med danske ansatte.

Med andre ord: Der er mere samfundssind i en kaffe fra Lagkagehuset end i en film fra Netflix.