I føljetonen om erhvervslivets forskellige stadier og forskellige ejerskabsformer har vi indtil nu været forbi iværksætteren, early-stage-investeringer og venturefondes betydning for Danmarks økonomiske vækst.

Denne gang tager vi et skridt til siden og træder over i et parallelt spor. For virkeligheden er, at ikke alle iværksættere søger om investeringer eller lader sine ejerandele udvande ved at få business angels og venturefonde ombord. Tværtimod.

Langt størstedelen af dem, der stifter virksomhed, beholder den selv, så længe vilje, økonomi og helbred tillader det. Syv ud af ti danske virksomheder er "ejerledede virksomheder", som således er den absolut mest udbredte ejerskabsform i Danmark. De udgør rygraden i dansk erhvervsliv og er dem, der er i fokus i dag.

Ejerlederen er ham eller hende, der har stiftet en "startup", der har udviklet sig til en "scale-up", for at blive en veletableret virksomhed. De ejerledede virksomheder er derfor kendetegnet ved at have været på en jobskabende og innovativ vækstrejse, ligesom de spiller en stor samfundsøkonomisk rolle som underleverandører til det offentlige og til virksomheder i ind- og udland.

De er tænderne på tandhjulet, som ikke må mangle, hvis vi skal have både offentlige- og private virksomheder til at fungere på en smidig, produktiv og konkurrencedygtig måde. Og de spiller alle en rolle, hvad enten der er tale om den mindre maskinfabrik, den mellemstore it-virksomhed eller én af Danmarks helt store eksportvirksomheder.

Kort sagt: De ejerledede virksomheder er resultatet af de iværksætterdrømme, der lykkedes.

Kendsgerningen er samtidig, at ingen lever evigt.

Heller ikke den succesfulde ejerleder, der som en Mads Skjern i Matador eller Lars Larsen fra Jysk har bygget en virksomhed op fra bunden. På ét eller andet tidspunkt skal virksomheden have nye kræfter om bord. Og her bliver det svært.

Det er en kendt sag, at mange ejerledere har svært ved at forlade deres livsværk og overlade roret til andre. Og for de fleste er det en følelsesbetonet opgave at træffe beslutning om, hvorvidt virksomheden skal lukkes eller fortsætte. Og hvis den skal fortsætte, hvem skal så eje og drive den? Er der overhovedet nogen? 

Siden regeringsskiftet i 2011 har de været kastebold i en ideologisk krig mellem rød og blå blok

Henriette Kinnunen
Kommentarskribent

Netop her – i overvejelserne om, hvad der skal ske med virksomheden efter stifterens exit – spiller de politiske rammer en stor betydning. For mens ejerlederen typisk har interesse i at afhænde sin virksomhed til nogen, der kan videreføre den på bedst mulig vis, bevare dens kultur og sikre medarbejdernes fortsatte ansættelse, ser man ofte politikere præsentere en unuanceret og ideologisk forestilling om, at nogle ejerskabsformer er bedre end andre.

Kapitalfonde har for eksempel alle dage fået politikere og meningsdannere til at se rødt. Men spørgsmålet er, om det snarere skyldes misforståelser end forståelser. Også de erhvervsdrivende fonde har tidligere været politiske prügelknappe, men er i dag politiske darlings. Både synet på kapitalfonde og transformationen af fondene følger vi op med ved anden lejlighed.

Tilbage til de familieejede virksomheder så nød de i 00'erne godt af stabile regler, der var udviklet på grundlag af et lovkommissorium fra det såkaldte Generationsskifteudvalg. Men siden regeringsskiftet i 2011 har de været kastebold i en ideologisk krig mellem rød og blå blok.

De har været genstand for en sådan grad af politisk zigzagkurs, at deres mest stabile holdepunkt har været, at en ny regering med sikkerhed ville indføre nye regler for dem. Mere ufrugtbart bliver det ikke.

Når politikere udvikler erhvervspolitik ud fra følelser, synsninger og ideologi i stedet for at tage afsæt i den virkelighed, som dansk erhvervsliv opererer under, skader det mere, end det gavner. Det er derfor centralt at skabe et tværpolitisk dogme om, at erhvervslivet er en dynamisk størrelse under konstant udvikling, hvor princippet one-size-fits-all ikke gælder. Tværtimod.

Hvad der er godt ejerskab for én virksomhed, er ikke nødvendigvis et godt ejerskab for en anden. Faktisk behøver det ejerskab, der var godt for en virksomhed på ét tidspunkt, ikke engang at være godt for den samme virksomhed på et senere tidspunkt.

Fordelen ved forskellige ejerskabsformer ser vi blandt andet, når en venturefond køber en iværksættervirksomhed og styrker dens markedsposition ved at slå den sammen med andre virksomheder. De kvantespring, som virksomheden tager på den konto, sker kun på grund af venturefondens bistand.

Ansvaret for stabile og forudsigelige rammevilkår påhviler landets politikere. Ingen andre end dem

Henriette Kinnunen
Kommentarskribent

Vi ser det også, når ejerledede virksomheder overgår til familieeje, og i generation efter generation sikrer lokal forankring, lokale arbejdspladser og intern forankring af viden og knowhow,som ikke alene gavner virksomheden, men også dens kunder og det omkringliggende samfund som for eksempel uddannelses- og forskningsinstitutioner. 

Eller når familieejede virksomheder lader sig overdrage til kapitalfonds- eller fondseje for at sikre dens fremtidige konsolidering, mens andre træder ind og ud af børsnotering, alt efter hvad der tjener virksomhedens bedste, blotlægger det, at adgangen til ejerdiversitet er et værn mod stagnation. 

Derfor bør politikere afholde sig fra at forherlige visse ejerskabsformer på bekostning af andre. De bør i stedet dyrke fortællingen om, at adgangen til en mangfoldighed af ejerskabsformer er en styrke for dansk erhvervsliv, og de bør – med afsæt i, hvad erhvervslivet efterspørger – bidrage til at bygge politisk bro mellem de forskellige ejerskabsformer, hvilket samtidig sender det signal, at politikerne rent faktisk interesserer sig for den virkelighed, som erhvervslivet opererer i.

Uanset om man taler for eller imod familieejede virksomheder, kommer man ikke uden om, at ikke alle virksomheder er egnet til kapitalfondsejerskab, børsnotering eller fondsejerskab. Man kommer heller ikke uden om, at nogle virksomheder kun overlever, hvis næste generation tager over, fordi ingen andre vil.

Sidst, men ikke mindst, kommer man ikke uden om, at 23.000 danske virksomheder står over for at skulle ejer- eller generationsskiftes inden 2025. De – og deres medarbejdere – fortjener stabile rammer at kunne forberede ejer- eller generationsskiftet.