Den danske vin-app Vivino landede i sidste uge en investering på næsten en milliard kroner.

Det er én af de største ventureinvesteringer, som en dansk virksomhed har hentet, og en stor cadeau skal derfor lyde til stifterne, Heini Zachariasen og Theis Søndergaard.

Men i glædesrusen må man ikke glemme, at succesen i høj grad også skal tilskrives Vivinos early stage-investorer. Dem, der på et tidligt tidspunkt tog risiko og investerede både kapital, tid og rådgivning i dét, der tilbage i 2010 var en kældervirksomhed på Amager.

Og dem, som sammen med stifterne har udviklet Vivino til en virksomhed, der potentielt kan være Danmarks næste unicorn – det vil sige med en værdi på over en milliard amerikanske dollar – og som måske har en fremtidig børsnotering i sigte.

Folder man Vivinos historie ud, får man da også indsigt i et forløb, som kunne være skrevet til en lærebog for iværksættere. Det er historien om to personer, der får en god idé og stifter en virksomhed baseret på noget, som de selv mangler i deres hverdag: Viden og transparens omkring vinkøb.

I virksomhedens første fase har stifterne formentlig gjort, hvad de fleste iværksættere gør, hvilket jeg skrev om i min forrige kommentar i Altinget: De har bootstrappet.

Bootstrapping vil sige, at man – imod alle odds – gør idé til forretning. Ofte med en startfinansiering, der alene baserer sig på opsparing eller hjælp fra de tre f'er: Friends, fools and family.

En anden måde at finansiere den spæde virksomhedsstart på er via såkaldt soft money. Det kan være offentlige tilskudsordninger eller privatfinansierede legater, der – i modsætning til hard money – ydes uden nogen form for modkrav om ejerskab af virksomheden, afkast af investeringen eller tilbagebetaling af tilskuddet.

Typisk vil sigtet være at støtte innovation, forskning og udvikling, herunder hjælpe startups med at skabe en økonomisk bæredygtig forretning, som kan bidrage med vækst og værdi i samfundet.

Den samfundsøkonomiske betydning af soft money må ikke undervurderes.

Vækstfonden vurderer, at kun halvdelen af alle nystartede virksomheder overlever de første tre år. Resten ryger i dét, som man kalder Dødens dal, hvilket terminologisk dækker over den kløft, der opstår, når vi som samfund ikke evner at omsætte ny viden til levedygtige virksomheder med produktion, ydelser og vækst.

For mange startups er netop adgangen til både soft money og hard money det, der bringer virksomheden over Dødens dal. Derfor er det også samfundsøkonomisk vigtigt, at man fra politisk side har fokus på, hvordan det offentlige med soft money kan bygge så lang en bro som mulig udover Dødens dal, samtidig med at de private investorer får bedst mulige forudsætninger for at bygge en tilsvarende bro med hard money fra den anden side af.

Hvordan forkorter man vejen over Dødens dal?

Henriette Kinnunen
Kommentarskribent

Adgangen til både soft money og hard money kan ganske enkelt være den trylleeliksir, der letter iværksætternes vej over Dødens dal og udvikler levestærke virksomheder af en kaliber, der kan skabe vækst, innovation og arbejdspladser. Tag Vivino som eksempel.

Allerede i løbet af det første år blev Vivino økonomisk bakket op af en offentlig fond og af Skypes stifter, Janus Friis, som er en erfaren iværksætter og privat investor.

Den støtte forkortede og lettede vejen over Dødens dal for Vivino, som allerede året efter fik den danske venturefond Seed Capital med om bord, mens den svenske venturefond Creandum, som også stod bag Spotify, trådte ind i ejerkredsen to år efter.

Nok er Vivino skabt af nogle stærke og visionære iværksættere, som fortjener al mulig ros. Men investorernes betydning for deres aktuelle succes hører med i det store billede.

Det interessante spørgsmål er herefter, hvad skal der til for, at nystartede virksomheder kan få en investor med ombord? Hvordan forkorter man vejen over Dødens dal?

Det er spørgsmål, som de fleste iværksættere tumler med, men som de ikke finder entydige svar på. Der er dog, som jeg skrev i min forrige kommentar, brug for passion. For er der noget, som investorer vægter højt, er det ild i øjnene på det team, der står bag.

Men ild gør det ikke alene. Robusthed i teamet gør, at investorerne ikke undervejs risikerer, at de står uden de stiftere, som hev investeringen hjem og som havde kendskab til det marked, som investoren ikke selv forstod.

Også en kompetent holdopstilling med klar rollefordeling og klar ejerstruktur spiller ind, da det er stifterne og ikke investorerne, der skal drive virksomheden frem.

Derudover vil de fleste investorer som minimum kræve et proof of concept, det vil sige dokumentation for, at iværksætterne rent faktisk kan sælge og skabe overskud på de produkter, som de påstår, at de har, og inden for det marked, som produkterne er rettet imod.

Det lyder som simpel logik, men er alligevel værd at få med: Fantaster og gode idéer får ingen investeringer med på vej.

I det hele taget er det værd at notere sig, at mange investorer specialiserer inden for bestemte typer af investeringer. Det kan være tech, impact eller pharma. Men det kan også være på forskellige stadier af en virksomheds levetid.

At Janus Friis, Seed Capital og Creandum har investeret i Vivino med forskellige beløb på forskellige tider, skyldes netop, at de har kunnet bidrage med præcis de kompetencer og det kapitalbehov, som Vivino har haft brug for på de respektive investeringstidspunkter. Deres investeringer handler ikke kun om at dække et kapitalbehov hos Vivino, men også et kompetence- og netværksbehov.