Debat

LA: Højere selskabsskat er den sikre vej til lavere velstand

DEBAT: Selvom vi skærer halvdelen af selskabsskatten, vil vi fortsat være en meget højt beskattet skandinavisk velfærdsstat, skriver finans- og skatteordfører Ole Birk Olesen (LA).

Danmark og Europa har gavn af flere investeringer i virksomheder og arbejdspladser. Højere selskabsskat fører til det modsatte, skriver Ole Birk Olesen (LA).
Danmark og Europa har gavn af flere investeringer i virksomheder og arbejdspladser. Højere selskabsskat fører til det modsatte, skriver Ole Birk Olesen (LA).Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvis vi ikke havde selskabsskat i Danmark, så kunne vi stadig få 95 kroner i de offentlige kasser for hver 100 krone, som vi i dag kræver ind i skatter og afgifter.

Selskabsskatten bidrager kun med de sidste fem kroner. Vel at mærke, før vi indregner, at skatteprovenuet fra andre skatter stiger, når selskabsskatten sænkes. Tager vi det med, så koster det formentlig kun 1,25 kroner at halvere selskabsskatten ud af hver 100 krone til nutidens samlede skatteprovenu.

Med andre ord: I de store regnskaber er selskabsskatten bare en lille kilde til finansiering af vores offentlige udgifter sammenlignet med indkomstskatterne, som bidrager med ti gange så meget, og momsen, som skæpper fire gange så meget i statskassen.

Vi kan altså sagtens sænke selskabsskatten, uden at vi behøver at lave meget om i Danmark. Danmark vil fortsat være en meget højt beskattet skandinavisk velfærdsstat, selvom vi skærer halvdelen af selskabsskatten. Vi vil formentlig stadig være det land i verden med det højeste skattetryk.

Vi vil ikke jage investeringer ud af Europa til USA eller Kina

Ole Birk Olesen (LA)
Finans- og skatteordfører

Reducerer lysten til at investere
Til gengæld vil investeringerne i arbejdspladserne øges med lavere selskabsskat.

Selskabsskat reducerer lysten til at investere i de virksomheder, som skal betale selskabsskat af deres overskud. Derfor ved vi fra Skatteministeriets udregninger, at Danmark bliver 3,3 milliarder kroner rigere, hvis statskassen blot kan undvære 1,3 milliarder kroner i provenu fra selskabsskatten ved at sænke den med 1 procentpoint.

Tænk sig, for at staten kan få også de sidste 1,3 milliarder kroner fra selskabsskatten, vil den gerne fratage det danske samfund en velstand på 3,3 milliarder kroner.

1,3 milliarder kroner hos staten sættes højere end 3,3 milliarder kroner i samfundet. Det skal man være socialist for at forstå værdien af.

Derfor skal Danmark naturligvis heller ikke arbejde for en fælles bund under selskabsskatten på EU-niveau. Vi vil ikke jage investeringer ud af Europa til USA eller Kina.

Temadebat

Skal vi have en ensartet selskabsskat i EU?
45 procent af danskerne bakker op om en flad selskabsskat i EU, som vil sikre, at virksomheder i alle EU-lande betaler den samme skatteprocent. Det viser en rundspørge, som Epinion har foretaget for Altinget og DR.

Selskabsskatterne i EU er ifølge Eurostat faldet markant siden midten af 1990'erne. Danmarks selskabsskat lå på omkring tre procentpoint under den gennemsnitlige skattesats i EU i 1995, men selvom Danmark har sænket skatten yderligere mellem 2013 og 2016, lå Danmark i 2018 knap 0,5 procentpoint over gennemsnittet.

Altinget giver ordet til politikere og interessenter, som vil give indspark til, hvorvidt EU-landene skal være omfattet af en ensartet selskabsskat.

Hvilke fordele og ulemper får en ensartet selskabsskat i EU? Skal Danmark fortsætte ræset mod bunden for at gøre os mere attraktive for udenlandske virksomheder, eller skal Danmark stå af toget? Vil en ensartet selskabsskat i alle EU-lande være løsningen, eller skal EU alene vedtage en bund for, hvor lav landenes selskabsskatter skal være?

Her er deltagerne:
  • Asbjørn Sonne Nørgaard, direktør, Cevea 
  • Brian Mikkelsen, direktør, Dansk Erhverv
  • Henrik Fugmann, formand og direktør, Tekniq Arbejdsgiverne
  • Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef, Dansk Industri
  • Kim Valentin (V), erhvervsskatteordfører og medlem af Folketinget
  • Kira Marie Peter-Hansen (SF), medlem af Europa-Parlamentet og næstforkvinde i parlamentets skatteudvalg 
  • Martin Ågerup, direktør, Cepos 
  • Mia Amalie Holstein, cheføkonom og politisk chef, SMVdanmark
  • Morten Bødskov (S) skatteminister og medlem af Folketinget 
  • Ole Birk Olesen (LA), skatteordfører og medlem af Folketinget
  • Pernille Weiss (K), medlem af Europa-Parlamentet
  • Rune Lund (EL), skatteordfører og medlem af Folketinget
  • Stine Bosse, formand, Europabevægelsen
  • Thomas Søby, cheføkonom, Dansk Metal.
Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vil skade Europas økonomi
Karteller sætter konkurrencen ud af spil og gør samfund fattigere, og det gør statskarteller også.

I dag er der grænser for, hvor meget EU's medlemslande vil øge deres selskabsskatter, fordi de frygter, at virksomhederne så foretager deres investeringer i andre europæiske lande.

Hvis EU-landene indfører en fælles selskabsskattebund, kan de hæve skatterne mere, fordi virksomheder så skal være villige til at forlade kontinentet for at vælge den fælleseuropæiske selskabsskat fra. Det vil være til skade for Europas økonomi.

Vi skal alle huske, at overskud, der bliver i virksomhederne, er overskud, som kan bruges til nye og mere produktive arbejdspladser med højere månedslønninger.

Læs også

Der er absolut ingen grund til at tro, at hverken den danske stat eller andre europæiske stater vil bruge pengene til initiativer, som øger den europæiske velstand mere.

I Danmark bruger statsminister Mette Frederiksens S-regering mange ekstra penge på Arne-pension og højere kontanthjælp, som tværtimod mindsker velstanden gennem færre beskæftigede.

Danmark og Europa har gavn af flere investeringer i virksomheder og arbejdspladser. Højere selskabsskat fører til det modsatte.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00