Marie Bjerre om ny guide til kønsfordeling: "Vi skal få øjnene op for, at der ikke er ligestilling"

Med et nyt inspirationskatalog vil regeringen forsøge at få flere kvinder i de øverste lag i de offentlige institutioner og virksomheder. “Mændene er i klar overvægt i topstillinger, og kvinder har sværere ved at gøre sig gældende,” siger ligestillingsministeren, som dog kategorisk afviser at indføre kønskvoter. 

Marie Bjerre har været ligestillingsminister siden folketingsvalget 2022 – set bort fra en periode på 14 dage, hvor Mia Wagner var minister for digitalisering og ligestilling.
Marie Bjerre har været ligestillingsminister siden folketingsvalget 2022 – set bort fra en periode på 14 dage, hvor Mia Wagner var minister for digitalisering og ligestilling.Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Line Høvik Søby

Danmark skal have mere ligestilling i toppen af de offentlige virksomheder og institutioner, og et nyt inspirationskatalog for kønsbalance er midlet til målet.

Sådan lyder det fra ligestillings- og digitaliseringsminister Marie Bjerre (V).

Generelt ser det godt ud med ligestillingen i staten. Men når det gælder ledelser og bestyrelser, er historien en anden.

Marie Bjerre
Digitaliserings- og ligestillingsminister, Venstre

"Vi skal få øjnene op for, at der ikke er ligestilling for mænd og kvinder i dag, og derfor skal der arbejdes aktivt med det på alle lag i institutionen eller selskabet (i det offentlige, red.)," siger hun og uddyber:

"Generelt ser det godt ud med ligestillingen i staten. Men når det gælder ledelser og bestyrelser, er historien en anden. 70 procent af arbejdsstyrken i staten består af kvinder, men mændene har en klar overvægt på ledelsesniveau."

Inspirationskataloget er udarbejdet i samarbejde mellem Digitaliserings- og Ligestillingsministeriet, KL, Medarbejder- og Kompetencestyrelsen og Danske Regioner.

Læs også

Tæt på lige kønsfordeling

Trods Marie Bjerres argument om, at mænd dominerer toppen i det offentlige, er de offentlige virksomheder og institutioner ikke langt fra lige kønsfordeling.

Den seneste opgørelse viser, at de offentlige virksomheder og institutioner har 44,7 procent kvinder i bestyrelserne.

Det offentlige er en meget stor arbejdsgiver, og som derfor har en forpligtelse til at gå forrest og tage ansvar.

Marie Bjerre
Digitaliserings- og ligestillingsminister, Venstre

Med henvisning til det tal ser det ifølge Marie Bjerre "generelt godt ud". Men adspurgt om der så er behov for kataloget, er svaret klart:

"Det ændrer jo ikke på, at mændene er i klar overvægt i topstillinger, og kvinder har sværere ved at gøre sig gældende. Det offentlige er en meget stor arbejdsgiver, som derfor har en forpligtelse til at gå forrest og tage ansvar for ligestillingen i ledelserne," siger Marie Bjerre.

En offentlig virksomhed eller institution skal opstille måltal for kønssammensætningen i ledelsen og bestyrelsen, når den har over 50 ansatte.

Danmark har haft regler om måltal for kønsbalancen i bestyrelser på statslige arbejdspladser siden 2013. I 2023 blev reglerne udvidet til også at gælde den øvrige ledelse.

Se i grafen nedenfor, hvor stor del af ledelserne i det offentlige, kvinder udgør.

"Ligestilling handler ikke om repræsentation"

Inspirationskataloget indeholder 24 punkter med forslag til virksomheder om, hvordan de kan arbejde med ligestilling.

Heri opfordrer man blandt andet de offentlige virksomheder til at "skabe en bred kønsmæssig repræsentation i ansættelsesudvalget" og "fremhæve ledere af begge køn, hvis de for eksempel bliver interviewet til artikler eller indgår i karriereportrætter".

Alligevel mener Marie Bjerre, at ligestilling ikke handler om antallet at kvinder i ledelsen, men om mulighederne for at komme til tops.

"Ligestilling handler ikke om repræsentation, men om man har lige muligheder. Og når der er så stor forskel på hvor mange kvinder, som arbejder i det offentlige, og hvor mange som er i topposter, er der klart ikke lige muligheder," siger ministeren.

Hvordan vil forslagene kataloget helt konkret skabe lige muligheder? 

"Forhåbningen er, at materialet kan inspirere og motivere arbejdsgiverne til at arbejde mere målrettet med ligestilling med nogle konkrete værktøjer. Måske kan de gøre tingene på en lidt anden måde, end de plejer," siger hun.

Hvilke forslag kan gøre det?

"Jeg vil ikke fremhæve et værktøj, som er bedre end et andet. Kataloget favner meget bredt, og man skal tage fat i det, man bedst kan bruge," siger Marie Bjerre.

Overblik

Hvad er forskellen på måltal og kønskvoter?

  • I Danmark er der ikke kønskvoter, men regler for måltal.
  • Det betyder helt kort, at virksomheder skal opstille mål for at få en mere lige kønsbalance i deres bestyrelser.
  • Kønsbalance er en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige bestyrelsesmedlemmer som enten en 40/60 fordeling eller “det antal, som kommer tættest på 40 procent uden at overstige 40 procent”. 
  • Det er ikke strafbart, hvis målene ikke nås. Derimod er det potentielt strafbart, hvis der ikke opstilles måltal for fordeling af mænd og kvinder i bestyrelsen.
  • Alle statslige virksomheder og institutioner skal opstille måltal for bestyrelse og ledelse, hvis de har over 50 ansatte.

Kilde: Erhvervsstyrelsen.

Måltal og inspiration virker bedre end kønskvoter 

Selvom Danmark i flere år har haft love for måltal om kønsbalance i bestyrelser og ledelser, har de ikke haft den ønskede effekt indtil videre, mener Marie Bjerre.

Hun understreger at "udviklingen er gået alt, alt for langsomt", og at det er "meget utilfredsstillende".

Jeg forstår godt tankerne bag kønskvoter, for kandidater til topposter er i høj grad afhængige af netværk.

Marie Bjerre
Digitaliserings- og ligestillingsminister, Venstre

Hvorfor laver man så ikke bare kønskvoter i det offentlige, hvis det alligevel ikke går så godt? 

"Det har jeg svaret på en del gange. Kvoter er ikke det rigtige værktøj, for det handler om repræsentation og ikke muligheder for at gøre sig gældende til topposter," siger Marie Bjerre og fortsætter:

"Jeg forstår godt tankerne bag kønskvoter, for kandidater til topposter er i høj grad afhængige af netværk. Her bliver mange mænd valgt, simpelthen fordi de er mænd," siger Marie Bjerre.

Men kønskvoter i bestyrelser er den forkerte vej at gå – også selvom det er prøvet af i blandt andet Norge, mener ministeren.

"Problemet med situationen i Norge er, at det ikke har haft en afsmitning på de andre ledelsesniveauer. Det tyder på, at kvoter ikke er et værktøj, der virker. I stedet skal man arbejde med strategier og måltal helt fra rekruttering til ledelse," siger hun.

Loven om kønskvoter i norske børsnoterede selskaber blev vedtaget i 2003. Forskning fra 2018 viser, at det ikke har medført mere ligelig kønsbalance på andet end bestyrelsesniveau.

Marie Bjerre håber, at inspirationskataloget kan være vejen frem til bedre kønsbalance i hele Danmark.

"Jeg tror, det kommer til at ændre noget. Nu ser det relativt godt ud med kønsfordeling i den offentlige sektor, men måske vil den private også lade sig inspirere," siger ministeren.

Vil regeringen så også lave et inspirationskatalog til det private erhvervsliv?

"Det er ikke planen, men jeg håber, at det private erhvervsliv vil lade sig inspirere af det her katalog. Der er mange værktøjer i det, man sagtens kan bruge i det private erhvervsliv."

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Marie Bjerre

Digitaliseringsminister og minister for ligestilling, MF (V)
cand.jur (Københavns Uni. 2011), LL.M. fra UC Berkeley 2016

0:000:00