Regeringen giver grønt lys til ny gasledning til Lolland-Falster

GAS: Stærkt forsinket indstiller regeringen nu, at Energinet skal bygge en ny gasledning til Lolland og Falster. Gasledningen skal i høj grad hjælpe Nordic Sugars to sukkerfabrikker. Investeringen er nødvendig for Lolland og Falster, siger klimaministeren.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Morten ØyenChristoffer Lund-Hansen

Om tre år vil en ny gasledning til Lolland-Falster være en realitet.

Fakta
Ny gasledning til Lolland-Falster

Gasleverandør Andel (tidligere SEAS/NVE) og biogasproducent Nature Energy har kontaktet Energinet, fordi Nordic Sugar, som har sukkerfabrikker på Lolland og Falster, skal reducere partikelforureningen og CO2-udledningen fra sin sukkerproduktion og vil skifte kul og olie ud med gas, gerne lokalproduceret biogas.

Projektet vil gå igennem Næstved, Vordingborg, Lolland og Guldborgsund Kommuner. Gasnettet forventes koblet til det sjællandske gasnet i Everdrup ved Næstved.

Overordnet tidsplan, hvis projektet gennemføres:

• Vinteren 2020/2021 – endelig stillingtagen til, om projektet skal gennemføres
• 2020-2021 – miljøvurderinger, lokalplaner hhv. landplansperspektiv
• 2022-2023 – arkæologiske undersøgelser
• 2022-2023 – naboretlige forhold
• 2023-2024 – anlægsfase og ibrugtagning

Kilde: Energinet.dk

Regeringen har nemlig indstillet til Energinet, at en gasledning, som samlet vil koste 792 millioner kroner, fra 2024 skal forsyne Lolland-Falster med mere energi.

”Dette er en meget stor investering, som er nødvendig for at hjælpe Lolland-Falster. Det handler om at beskytte truede arbejdspladser og om at sikre grøn omstilling i alle dele af Danmark,” siger klimaminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.

Beslutningen skulle egentlig have været truffet for tre måneder siden ifølge den oprindelige tidsplan fra Energinet, og forud har der været stærkt pres fra Nordic Sugar, lokale, Dansk Industri og regeringens eget klimapartnerskab, der alle ønskede gasledningen skulle bygges.

Jeg er meget glad for, at regeringen har lyttet til os undervejs i denne proces.

Jesper Thomassen
Managing Director, Nordic Sugar i Danmark

En "klima-brøler"
På den anden side har der også været kritik af projektet. Blandt andet har energiprofessor Brian Vad Matthiesen været skeptisk over selve grundlaget for beslutningen. Ikke mindst, at gasrørledningen ifølge Energinets beregninger vil have et samfundsøkonomisk underskud på flere hundrede millioner kroner. Han har derfor appelleret til, at andre – mere grønne – løsninger blev undersøgt.

Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, kalder regeringens beslutning "en kæmpe klima-brøler". 

"2021 starter med en kæmpe klima-brøler fra regeringen. De har netop godkendt en 115 km lang fossil gasledning til Danmarks næststørste CO2-udleder, Nordic Sugar. Hvorfor har Dan Jørgensen ikke lyttet til kritikken fra Klimarådet, som har anbefalet elektrificering?" spørger Mai Villadsen på Twitter.

Ifølge kritikkerne burde det være muligt at lave en elektrificering af energien på de to syddanske øer i stedet for en gasløsning. Regeringen har dog vurderet, at gas ville hænge bedre sammen med den type af processer, der skal til for at producere sukker på Nordis Sugars fabrikker.

Læs også

For Nordic Sugar har det været vigtigt med en afklaring, da sukkerfabrikken i Nakskov har en dispensation fra EU’s miljøregler, der udløber om under 12 måneder.

”Hvis sukkerproduktionen i Danmark ikke får hjælp til at omstille sig, er vurderingen, at den ville flytte til et andet sted i verden. Det ville ikke være bedre for klimaet, og det ville være katastrofalt for Lolland-Falster,” siger Dan Jørgensen.

Flere aktører med i aftale
Omkostningerne på den nye gasledning bliver ifølge regeringen godt 790 millioner kroner, hvoraf gashandleren Andel betaler 84 millioner kroner ved samtidig at få en kontrakt på 15 år om at aftage gas fra nettet. Det er så aftalen, at Andel skal levere gas til Nordic Sugar.

Også bigasproducenten Nature Energy har booket kapacitet i gasledningen i en 15-årige periode.

Hos Nordic Sugar kalder man regeringens beslutning ”meget glædelig”.

”Jeg er meget glad for, at regeringen har lyttet til os undervejs i denne proces. Det er et vigtigt skridt for vores fortsatte konkurrenceevne internationalt og bidrager samtidig til, at Danmark kan opretholde en mere end 150 år gammel tradition for sukkerproduktion på Lolland-Falster”, siger Jesper Thomassen, Managing Director, Nordic Sugar i Danmark, i en pressemeddelelse.

Nordic Sugars to fabrikker er tilsammen dansk industris næststørste CO2-udleder, og gasledningen vil ifølge regeringen årligt skære 51.000 tons CO2 alene af udledningen fra Nordic Sugar-fabrikkerne, når kul og olie på fabrikken erstattes med gas. I 2019 udledte de to sukkerfabrikker 162.000 tons CO2.

Ud over Nordic Sugar har 15-25 andre virksomheder på Lolland-Falster tilkendegivet, at de gerne vil kobles på gasledningen, oplyser regeringen.

Gasledningen bliver i alt 115 km lang og vil gå fra Sydsjælland over Falster og ende i Nakskov på Lolland. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00