Institut for Menneskerettigheder: Vi må og skal insistere på, at verdensmålene også er for LGBT+

”Leave no one behind” var det styrende princip i udformningen af FN’s verdensmål i 2015. Trods den inkluderende ordlyd og verdensmålenes vigtige ambition om at favne alle, omfatter målene ikke en direkte henvisning til LGBT+-personer.

Det er desværre ikke overraskende. Verdenssamfundet havde ganske enkelt aldrig evnet at finde sammen om de 17 mål for en bedre og mere bæredygtig verden i 2030, hvis LGBT+-personer var blevet nævnt i den ellers så ambitiøse tekst.

En opgørelse fra den internationale organisation ’The International Lesbian, Gay, Bisexual, Trans and Intersex Association’ (ILGA) illustrerer holdningskløften: På globalt plan har over 60 FN-medlemslande fortsat forbud mod homoseksualitet, heraf 11 med risiko for dødsstraf.

Den store splittelse er også den mest centrale forklaring på, at det internationale samfund heller aldrig har nedfældet en LGBT+-konvention på samme måde, som vi i efterkrigstiden har set skabelsen af juridisk bindende internationale konventioner for andre, udsatte grupper – børn, kvinder, flygtninge, etniske mindretal og mennesker med handicap.

Intensiveret pres på LGBT+

Behovet for øget juridisk beskyttelse af LGBT+-personer er stort. På flere kontinenter strammer myndigheder grebet om seksuelle mindretal og kønsminoriteter, samtidig med at omfanget af hadforbrydelser stiger.

Så sent som i marts skærpede Ugandas parlament landets lovgivning imod LGBT+-personer, så homoseksuelle og transpersoner under visse omstændigheder nu risikerer dødsstraf. I forvejen kunne homoseksualitet straffes med livsvarigt fængsel.

Ud over Uganda har over 30 andre afrikanske lande og de fleste lande i Mellemøsten i mange år kriminaliseret homoseksuelle forhold, og også i dele af Østeuropa ganske tæt på Danmarks grænser ses en intensiveret forfølgelse og massive krænkelser af LGBT+-personers rettigheder.

Verdenssamfundet havde aldrig evnet at finde sammen om verdensmålene for 2030, hvis LGBT+-personer var blevet nævnt i den ellers så ambitiøse tekst

Louise Holck
Direktør, Institut for Menneskerettigheder

I december sidste år forbød Ruslands regering alle russere at ”promovere” eller ”rose” homoseksuelle forhold – en skærpelse af den oprindelige lovgivning fra 2017.

Allerede dengang fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at lovgivningen var diskriminerende, øger homofobi og var et brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Alligevel er Ruslands lovgivning nu skærpet yderligere, ligesom Polen siden 2019 gradvist har indført flere og flere såkaldte ”LGBT-frie zoner” i en række byer, kommuner og provinser.

Uganda, Rusland og Polen er eksempler på et globalt mønster. Overalt i verden forfølges homoseksuelle og transpersoner, og mange steder har LGBT+-personer ingen ret til hverken frihed, lighed eller personlig sikkerhed.

LGBT+-personer fængsles, forfølges og udsættes for vold. De nægtes retten til selv at træffe egne valg i forhold til familieliv og parforhold. Og de forhindres i at ytre sig, at forsamle sig og leve åbent som dem, de er.

Kamp inden for de eksisterende rammer

I manglen af juridisk bindende konventioner, der eksplicit ville kunne fremme og beskytte LGBT+-personer i de ratificerende lande, er det bydende nødvendigt at kæmpe for ligebehandling og beskyttelse af seksuelle minoriteter inden for rammerne af de eksisterende, brede konventioner, herunder Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Med konventionerne i hånden må vi både i internationalt og nationalt regi holde stater op på deres grundlæggende ansvar for at beskytte egne borgere. Vi må vedblivende insistere på, at alle borgere har universel ret til for eksempel familieliv, ret til at forsamle sig, til at ytre sig, til at eksistere.