Det var således lagt op til en afdækning af den danske folkesjæls dyb. Søren Ulrik Thomsen pegede på, at sorgen i befolkningen måtte udspringe af en bevidsthed om et fællesskab med fortiden, som aktualiseres, når en af Danmarks ældste bygninger brænder ud.

Thomsen mente, at vi hermed blev særligt opmærksomme på, at der var andre før os, og at der kommer andre efter os. Altså en slags erindring om og sorg over døden og skrøbeligheden. Men er det virkelig fællesskabet med fortiden, der gemmer sig i den underlige stemning, der følger sorgen over tabet af Børsen? Jeg tror det ikke.

De færreste mennesker i Danmark har et personligt forhold til Børsen som andet end en smuk og statelig bygning, hvis tårn er ikonisk for bybilledet.

Selv om mange siden i tirsdags har fortalt om deres forhold til Børsen i diverse opslag på de sociale medier, så forbliver det et fåtal, der berøres personligt.

Dette positive fællesskab hviler på en eufori, en lykkefølelse, en fornemmelse af historiens vingesus.

Pia Søltoft
Sognepræst, Christians Kirke og Esajas Kirke

De mange, der pludselig offentligt har bedyret, at de har et helt særligt forhold til Børsen, foranledigede kommunikationsrådgiver Mathias Flinck til at tale om grief bragging i TV 2. Grief bragging er det fænomen, at personer mere eller mindre bevidst forsøger at lukrere på en fælles sorg, som de gør til deres egen personlige sorg for at promovere sig selv på de sociale medier. Fred være med det.

Det er set mange gange før og skyldes vi menneskers konstante søgen efter anerkendelse og en trang til at stikke ud og være noget særligt. Men det er noget andet og større, der efter min mening er på spil efter branden i Børsen.

Det er ikke en folkesjæl, der manifesterede sig fra dybet af den kollektive bevidsthed som bundet til en bestemt bygning. Det er ikke et fællesskab med fortiden og skrøbeligheden, der fornemmes, men et fællesskab med nutiden netop som det eneste værn mod den skrøbelighed, som er et vilkår ved al menneskeligt.

Siden branden tirsdag morgen har alle talt om Børsen. På arbejdet, hjemme, i fitnesscenteret, hos bageren, på gaden og på cafeen. Folk har været triste, tyngede og frem for alt forfærdede.

Selv i en højteknologisk tid som vores med de ypperste foranstaltninger til forhindring af både brand og andre katastrofer kan vi ikke holde skrøbeligheden for døren.

Men vi kan holde sammen i og om fællesskabet i denne skrøbelighed, som ingen enkelt person har magten over, og som sammenholdet og fællesskabet derfor er vores eneste mulighed for at forholde os til og udholde.

Store positive begivenheder som Danmarks sejr i EM i 1992 eller udråbningen af Hans Majestæt Kong Frederik 10. den 14. januar i år samler befolkningen i ét fællesskab, hvad end man er fodboldfan, royalist, sportsfornægter eller republikaner.

Men dette positive fællesskab hviler på en eufori, en lykkefølelse, en fornemmelse af historiens vingesus, og en anelse om den sammenhængskraft og storhed vi har selv i et lille land som Danmark.

Selvfølgelig var det i en hel anden størrelsesorden, men den samme positive fornemmelse af fællesskab, da vi stadig så flow-tv og sad sammen hver søndag klokken 20 og så serier som Borgen, Arvingerne eller Bedrag sammen med millioner af andre danskere. 

Store negative verdensbegivenheder som corona og krigen i Ukraine samlede hele verden og viste os både den skrøbelighed, der følger af at være blevet et globalt verdenssamfund, hvor smitten eller krigen i det ene land påvirker alle andre lande, men også det værdifællesskab og sammenhold har, når vi vil en fare til livs, hvad end den kommer fra virus eller våben.

Store negative nationale begivenheder som Skyderiet i Field's i 2022 eller branden i Børsen forener os i sorgen over, hvor skrøbeligt livet er, og i ydmygheden over at være underlagt denne skrøbelighed, men samtidig hermed vokser visheden om, at det eneste, vi derfor har, der kan bestå, er det aktuelle fællesskab med hinanden.

Branden forener os i sorgen over skrøbeligheden, men også i glæden over at der er noget, vi har sammen.

Pia Søltoft
Sognepræst, Christians Kirke og Esajas Kirke

Derfor samler den slags negative begivenheder os som folk forstået. Man kunne tro, at det samme gør sig gældende, når vi oplever terroraktioner både globalt og nationalt, men de skaber ikke den unikke fællesskabsfølelse.

Dels fordi den frygt, der følger af terror, altid inkarneres som det enkelte menneskes frygt, men først og fremmest fordi der i terroraktioner altid er nogen, der intenderet har handlet, og derfor kan stilles til ansvar, hvorfor hadet og hævnen kommer til at splitte befolkningen i grupper.

Men branden i Børsen forener. Den forener os i sorgen over skrøbeligheden, men også i glæden over, at der er noget, vi har sammen, og noget vi kun kan sammen. Det er den sammenhængskraft og det fællesskab, som Brian Mikkelsen og alle andre, der hjalp med at redde, hvad reddes kunne ud af flammerne, med rette har været eksponenter for.

Og det er den sammenhængskraft, der kunne mærkes ved Langebro i weekenden. Ja, det er den sammenhængskraft, som er det eneste, der kan hjælpe os til at indse, at det er en skrøbelig verden, vi lever i, og kun når vi står sammen nationalt så vel som globalt, kan vi værne om verden og livet i den.