Landsforening: Nej, Mette Bock, vi er ikke på en selvmordsmission

En af vores modeller går ud på at reducere antallet af kirker, som er i brug i tyndt befolkede områder. Mette Bock mener, at vi skal blive bedre til differentieret vedligeholdelse, før vi lukker kirker.

Det ville også være oplagt med en mindre drastisk tilgang, men vi skal være opmærksomme på, at flere steder i landet vil besparelsen ved at vedligeholde mere differentieret ikke stå mål med det forventede fald i kirkeskatteprovenuet. Der skal simpelthen mere til.

Kommunale kirkegårde

To andre modeller handler om at hæve rammen for den nuværende udligningsordning eller lade Fællesfonden overtage det økonomiske ansvar for vedligeholdelse af kulturarv som kirkegårde, kirkebygninger og visse tjenesteboliger.

Ifølge Mette Bock vil det medføre øget kirkeskat og dermed fald i antallet af medlemmer. Ingen tvivl om at disse forslag vil flytte midler fra lokalt til nationalt niveau.

Der er nogle strukturelle udfordringer i folkekirken, som skal løses for at skabe de bedste arbejdsbetingelser lokalt

Anton Pihl
Formand, Landsforeningen af Menighedsråd

Der vil skulle ske en omfattende omfordeling via den såkaldte landskirkeskat, men den kirkeskat, som opkræves fra medlemmerne, vil ikke nødvendigvis stige af den grund.

Folkekirkens kirkegårde er ikke bæredygtige økonomisk set. Udgifterne til kirkegårdene er stigende, men efterspørgslen er mange steder faldende eller under kraftig forandring.

For øjeblikket går der mere end 1,1 milliard kroner fra kirkekasserne til at dække mankoen mellem, hvad driften af kirkegårdene koster, og hvad kirkegårdene har af indtægter.

De kommunale kirkegårde er generelt større end folkekirkens, men de drives mere effektivt. Vi bør kunne lade os inspirere af gode metoder, så vi bruger kirkeskatten bedst muligt, og så medlemmerne får mest værdi for pengene.

Det økonomiske ansvar

Og nu til det, som jeg formoder, Mette Bock hentyder til som værende særligt på grænsen til det selvmorderiske: Set med hendes øjne vil de modeller, som Landsforeningen ønsker at drøfte, føre til, at menighedsrådene tømmes for mening og lokalt engagement.

Når jeg ser på menighedsrådenes samlede ansvar og opgaveportefølje, har jeg svært ved at se, at det gør menighedsrådene arbejdsløse at overveje forandrede driftsmodeller for kirkebygninger og kirkegårde, øget omfordeling eller overdragelse af de mest tyngende kulturarvsforpligtelser til andre.

For mange menighedsråd har det fortsat stor betydning at have ansvar for den lokale kirke og kirkegård, men for andre har vi nået en smertegrænse, hvor vedligeholdelsen af en bygningsmasse for penge, man ikke har, er drænende for det lokale engagement og går ud over kirkens liv og vækst.

Mette Bock argumenterer for et mageskifte mellem kirke og stat, så staten i stedet for at finansiere en del af præsternes løn og pension overtager det økonomiske ansvar for middelalderkirkerne og kirkegårdene, som er fælles kulturarv for hele folket – ikke blot folkekirkemedlemmerne.

For Landsforeningens bestyrelse er det vigtigt at fastholde, at staten bidrager økonomisk til folkekirken. Den nuværende ordning er et udtryk for, at staten er forpligtet på folkekirken, og at staten i overensstemmelse med Grundloven understøtter den evangelisk-lutherske kirke som folkekirke.

Lokal vilje og virkelyst

Forslaget om en ny ordning med et bloktilskud rejser en række spørgsmål som for eksempel definitionen på kulturarv, behovets omfang, præsternes ansættelse og hvem, der kan modtage og fordele bloktilskuddet fra staten til bygningskulturarv og kirkegårde lokalt.

Mette Bocks hjerte banker for folkekirken lokalt, det lokale folkekirkelige demokrati og dets mulighed for at tage ansvar for kirkens liv og vækst. Landsforeningen af Menighedsråd har også hjertet placeret her.

Jeg oplever, at der er lokal vilje og virkelyst i menighedsrådene, men der er nogle strukturelle udfordringer i folkekirken, som skal løses for at skabe de bedste arbejdsbetingelser lokalt.

På Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde fik vi i bestyrelsen mandat til at arbejde videre med modeller for at sikre den lokale folkekirkelige tilstedeværelse og økonomi, men vi har ikke lagt os fast på konkrete modeller.

Der skal nemlig fortsat være plads til debatten og gode input, før vi kan komme i mål med den bedste løsning på en alvorlig udfordring.