Tidligere kirkeminister: Menighedsrådenes økonomiske forslag grænser til det selvmorderiske

Intet ville være lettere og mere solidarisk og lighedsskabende end at overlade hele folkekirkens brogede molevitte til staten, der så med millimeterretfærdighed kunne skabe lighed over det ganske land. Det vil så bare medføre et farvel til folkets kirke og konstante besparelser, da der er så mange andre gode formål, der presser sig på i statsøkonomien.

Med det in mente vil jeg nu kommentere de syv forslag med ét parameter for øje: Understøtter forslaget, at vi fortsat har en folkekirke, der er båret af folket? Eller medfører forslaget øget statsliggørelse af en i forvejen overstyret folkekirke?

Jeg vil afslutningvis pege på ét enkelt forslag, der kan løse stort set hele den aktuelle problematik. Men først Landsforeningens forslag.

Jeg er enig i, at der er massive problemer, der kalder på reformer. Men jeg er ikke begejstret for forslagene fra landsforeningen

Mette Bock
Sognepræst og tidligere kultur- og kirkeminister

Det første forslag handler om at "reducere antallet af kirker i tyndt befolkede områder".

At der er for mange kirker i visse områder af landet er hævet over enhver tvivl. Det klassiske eksempel er de godt 30 kirker på øen Mors med en befolkning på blot 20.000 beboere. Men inden lukninger skal vi blive meget bedre til differentieret anvendelse af kirkerne.

Jeg er selv sognepræst i fire kirker, hvoraf de to er i meget små sogne. De anvendes kun lejlighedsvist, men der er liv i dem, og de er ofte det eneste samlingspunkt, der er tilbage i de små samfund.

Den differentierede anvendelse kan understøttes af oprettelsen af flere og større pastorater. Hermed bevares det folkelige medejerskab og nærheden.

Det andet forslag handler om at "sætte fokus på vedligeholdelse af den bygningsmæssige kulturarv inden for rammerne af den nuværende ligningsordning".

En dårlig idé. Simpelthen. Det er netop denne tunge forpligtelse, der er hovedårsagen til, at de mange små sogne er ved at segne under den økonomiske byrde. Desuden medfører det igen øget centralisering.

Vejen frem er, at staten overtager forpligtelsen til vedligeholdelse af kulturarven, der netop er hele folkets – ikke blot folkekirkemedlemmernes. Det vender jeg tilbage til.

Det tredje forslag handler om at "øge rammen for udligningsordningen, så der bliver råd til en større omfordeling".

Intet er lettere end at løse problemer ved at bruge flere penge. Forslaget forudsætter, at kirkeskatten forøges, og det er en dårlig idé, hvis vi gerne vil holde på medlemmerne.

Det fjerde forslag handler om at lade "Fællesfonden overtage det økonomiske ansvar for vedligeholdelse af kulturarv som kirkegårde, kirkebygninger og visse tjenesteboliger".

Også dette forslag vil medføre øget kirkeskat og øget centralisering til nationalt niveau. Er det virkelig dét, Landsforeningen af Menighedsråd ønsker?

Dette kunne blive første skridt til at nedlægge menighedsrådene. For hvad bliver der efterhånden tilbage på deres dagsorden?

Det femte forslag handler om at lade "stat eller kommune overtage begravelsesvæsnet".

Ja, så er vi da helt i statens favn fra vugge til krukke. Visse kommuner har allerede begravelsesvæsnet, men det er en opgave, der indholdsmæssigt ligger så tæt på hele folkekirkens virke.

En tvangsoverdragelse af driften er et skridt i den forkerte retning. Til gengæld bør staten finansiere driften, som kan gives som bloktilskud.

Det sjette forslag handler om en "ensartet kirkeskat i hele landet". Endnu en yderligere centralisering og ensliggørelse, der hæmmer lokalt ansvar og hensyntagen til lokale forhold.

Det syvende og sidste forslag handler om "fokus på mere bæredygtig kirkegårdsdrift".

Det er altid en god idé at undersøge, om noget kan drives mere effektivt, uden at det går ud over kvaliteten. Igen må jeg dog advare imod centralisering. Kirkegårdenes varierede udtryk med lokale præg er en vigtig del af folkekirkens liv og historie, der skyldes den lokale indflydelse.

Middelalderkirkerne er fælles kulturarv for hele folket – ikke blot folkekirkemedlemmerne. Derfor er det en oplagt statslig opgave

Mette Bock
Sognepræst og tidligere kultur- og kirkeminister

Jeg er enig i, at der er massive problemer, der kalder på reformer. Men jeg er ikke begejstret for forslagene fra landsforeningen, da de i min optik lægger entydigt op til både centralisering og statsliggørelse.

Folkekirken er et af de eneste steder i samfundet, hvor den lokale forankring fortsat bogstaveligt talt rager op i landskabet. Det skal vi virkelig værne om, for bliver der først centraliseret, forsvinder forankringen – og dermed med stor sandsynlighed også opbakningen.

Vejen frem er derfor et helt nødvendigt økonomisk mageskifte mellem stat og folkekirke. Det ligger allerede implicit i dele af betænkning 1477 om opgaver i sogn, provsti og stift (udgivet i 2006) samt betænkning 1544 om folkekirkens styre (udgivet i 2014).

Det grundlæggende princip skal være, at staten finansierer alt det, der kommer alle borgere til gavn, mens kirkeskatten skal finansiere alt det, der udelukkende vedrører medlemmerne og folkekirkens indre anliggender.

En sådan reform indebærer, at staten skal overtage den økonomiske forpligtelse til vedligeholdelse af kulturarven. I dag varetager sognene selv vedligeholdelsen af de gamle middelalderkirker, og det er som sagt netop denne forpligtelse, der er ved at tage livet af mange små sogne med faldende befolkningsgrundlag.

Middelalderkirkerne er imidlertid fælles kulturarv for hele folket – ikke blot folkekirkemedlemmerne. Derfor er det en oplagt statslig opgave. Ligesom det er oplagt, at staten finansierer driften af kirkegårdene, mens ansvaret for driften fastholdes i folkekirken.

Til gengæld finansierer staten i dag af historiske grunde 40 procent af løn og pension til præsterne samt flere andre opgaver, der vedrører forkyndelse og indre forhold i folkekirken. Disse forpligtelser bør i et mageskifte overtages af folkekirken, så de finansieres af den kirkeskat, som medlemmerne betaler.

En sådan reform vil gøre forholdet mellem stat og folkekirke langt mere gennemsigtigt, og skærme folkekirken for kritik af, at ikke-medlemmer skal betale præstelønninger.

Som jordbærret i toppen af lagkagen indebærer denne reform ikke en samlet set ringere økonomi for folkekirken

Mette Bock
Sognepræst og tidligere kultur- og kirkeminister

Men vigtigst af alt vil reformen indebære, at de små sogne med middelalderkirker får en langt mere bæredygtig økonomi og frihed til at koncentrere sig om det væsentlige, nemlig folkekirkens liv og vækst.

Som jordbærret i toppen af lagkagen forholder det sig lykkeligvis sådan, at denne reform ikke indebærer en samlet set ringere økonomi for folkekirken. Reformen vil tværtimod give et lille plus på kontoen.

Måske er det derfor, at der endnu ikke har været stor politisk opbakning til forslaget? Det kommer der forhåbentlig.

Gennemføres dette økonomiske mageskifte er der ikke længere behov for at gennemføre de syv centraliseringsforslag, som Landsforeningen af Menighedsråd af uforståelige grunde næsten selvmorderisk lægger op til.

Vend blikket den anden vej – mod folkekirken og folket. Held og lykke med reformarbejde.