Kommentar af 
Peter Skov-Jakobsen

Præstens arbejde har altid været en intellektuel indsats. Så hvorfor diskuterer vi køn?

Selvfølgelig er det helt uacceptabelt i en institution som folkekirken, at et menneske kan blive afvist på grund af sit køn. Jeg forstår ganske enkelt ikke dem, der påstår andet, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.

Jeg har aldrig hørt andre fag diskutere, hvorvidt kvinderne satte fagets faglighed på spil på grund af deres køn. Præstens arbejde har altid været en intellektuel indsats, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.
Jeg har aldrig hørt andre fag diskutere, hvorvidt kvinderne satte fagets faglighed på spil på grund af deres køn. Præstens arbejde har altid været en intellektuel indsats, skriver biskop Peter Skov-Jakobsen.Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
Peter Skov-Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I folkekirken er vi vænnet til at ansætte på baggrund af faglige kvalifikationer og meninger.

Ethvert menighedsråd vælger selv sin præst. Hvis man som menighedsmedlem ikke finder, at den forkyndelse, som præsten leverer tiltaler, kan man søge sognebånd til en anden præst. Meningsfrihed og åndsfrihed er altså garanteret.

Heldigvis lykkedes det dansk kvindesamfund og ihærdige kvindelige teologer at trænge igennem den anlagte døvhed, som de danske biskopper og store dele af det kirkelige liv i Danmark gjorde sig skyldig i, da kvinder ønskede at få den sidste del af ligebehandlingen i offentlige stillinger ført igennem.

Det var ikke uden grund, at den kvindelige teolog og senere kirkeminister Bodil Koch bemærkede om biskopperne, at de var den “tristeste forsamling mandfolk”, hun var stødt på. Forinden havde en valgmenighed og en menighed i Sydslesvig ønsket sig en kvinde som præst.

Der er nogle stemmer, der ikke har lydt i den sidste tid. Det gjorde en præstelig kollega, der er pensioneret, mig opmærksom på forleden.

Nogle hævder at føle sig tyranniseret af en moderne lighedskultur. De hævder, at det kvindesyn, der herskede for 2.000 år siden, er en legitim teologisk position den dag i dag. Det mener jeg ikke

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Nemt havde det ikke været for hende. Man fik lov til hele tiden at mærke, at man var trængt ind på mænds område. Nogle mænd syntes, at de skulle spritte alteret af, når der havde været en kvinde ved bordet.

I sin præstetid skulle hun hele tiden redegøre for, om hendes intellekt kunne klare denne opgave, om hun ikke i virkeligheden var med til at devaluere faget og gøre det til et omsorgsfag. Og så var der det rent bedærvede, nemlig at hun besudlede rummet på grund af sin menstruation – og hvad med de urene gravide?

Var kvinder overhovedet psykisk i stand til at løfte embedet, eller var de følelsesmæssigt for bevægelige for nu ikke ligefrem at antyde, at man lod hysteriet trænge ind i kirken.

Meget nøgternt gjorde min kollega mig opmærksom på, at det slet ikke handlede om evangeliets sandhed, men om det sædvanlige, nemlig undertrykkelsen af kvindens person og krop. Det, der skete, var ikke mindre end en skamplet på kirkens historie. Både biskopper og den faglige organisation havde svigtet.

I mit univers indrømmer jeg gerne, at dette såvel handler om kønnenes ligeberettigelse som en teologisk provokation og indsigt, der går tilbage til den tidligste menighed.

Læs også

Det var kvinder, der grædende gik ud til graven og fandt den tom. Allermest bevægende skildret af Maria Magdalene, der ikke kunne genkende den opstandne. Han sagde hendes navn: Maria! Hun vendte sig om og genkendte ham, der kaldte hende ud af glemslen, fortvivlelsen og mørket.  

Det er min overbevisning, at det var ved den lejlighed, at prædikenen blev født. Hun fortalte om denne hændelse – om det helt usædvanlige. Ud af Langfredagens smerte, ud af den uretfærdige henrettelse og den frygteligste forbandelse blev der født liv, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at det skulle hun ikke holde for sig selv!

To ting kendetegner den tidligste kristendom, nemlig næstekærligheden og statusopgøret. De sidste skal blive de første. Voksen eller barn; mennesker er lige. Synder eller retfærdig; man er lige for Gud. Mand eller kvinde, jøde eller græker. Status har forandret sig, og det er sket på baggrund af næstekærlighed og barmhjertighed.

Nogle hævder, at det er en moderne lighedskultur, der slår igennem, og som de føler sig tyranniseret af. De hævder, at det kvindesyn, der herskede for 2.000 år siden, og som kom til udtryk ved, at den fromme dagligt takkede sin gud for ikke at være blevet hedning, fjols eller kvinde, er en legitim teologisk position den dag i dag.

Jeg aner ikke, hvor folkekirken ville have været, hvis ikke vi havde været kvinder og mænd til at løfte opgaverne og fortolke verden

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

Det mener jeg ikke. I alle tidsaldre er vi afhængige af samtidens tanker, og disse tanker kan være så tidsafhængige, at de ikke er brugbare for senere generationer.

Man bliver da teologisk nødt til at reflektere et sådant menneskesyn, især på grund af alle de øvrige udtryk i Ny Testamente. Statusopgøret slår da i særdeleshed igennem i Jesus' adfærd over for kvinder.  

Nogle hævder om sig selv, at de er tøvende med hensyn til ordningen med kvindelige præster. Hvad nøler de egentlig for? På alle måder har kvindelige teologer og præster vist faglighed, og de har ingen som helst grund til at stå beskæmmede, stille og fortrykte noget sted.  

Betyder denne tøven, at de mener, at deres kvindelige kolleger ikke forvalter dåb og nadver på den rette måde eller holder sig til vores kirkes bekendelser?

Læs også

I al venlighed vil jeg bare gøre opmærksom på, at siden 1949 har det været kirkens orden, at kvinder kan kaldes til præsteembedet. Der er ikke to slags præster i folkekirken. Der er præster med mange holdninger. Heldigvis.  

Jeg aner ikke, hvor folkekirken ville have været, hvis ikke vi havde været kvinder og mænd til at løfte opgaverne og fortolke verden. Når der skal tales om fred, retfærdighed, barmhjertighed, forsoning, glæde og sorg, er der brug for alle erfaringer. Religionens dybeste lag har brug for alle erfaringer.  

Selvfølgelig mener vi det, når der står, at såvel kvinder som mænd kan søge en præstestilling. Selvfølgelig er det helt uacceptabelt i en institution som folkekirken, at et menneske kan blive afvist på grund af sit køn.  

Jeg har aldrig hørt andre fag diskutere, hvorvidt kvinderne satte fagets faglighed på spil på grund af deres køn. Præstens arbejde har altid været en intellektuel indsats. Man skal gøre sig umage for at kunne tale ind i tiden om det universelle og det evige.

I folkekirken er kvinder ikke på tålt ophold. De er præster. Kvinder og mænd er fælles om at udlægge evangeliet

Peter Skov-Jakobsen
Biskop, Københavns Stift

I de senere år er det klart, at der skal både tanke og “varme hænder” til. Samfundet og kirken har forandret sig. Jeg kan ikke forestille mig det mere spændende.  

At hævde at muligheden for at diskriminere kvinder på grund af kønnet skulle være et udtryk for åndsfrihed forstår jeg ganske enkelt ikke. Kunne man forestille sig, at det skulle være muligt at fravælge kvindelige læger, jurister, lærere, kranførere eller murere med henvisning til åndsfrihed?  

Jeg synes, at vi skal gøre det klart en gang for alle, at i folkekirken skal kvinder ikke “have lov”, kvinder skal ikke “have tilladelse”, kvinder er ikke på tålt ophold. De er præster. Kvinder og mænd er fælles om at udlægge evangeliet.

Lad os nu få sat et punktum for, at evangeliet også fik bugt med et tungt kirkeligt magtapparat, dengang de første kvinder blev ordineret i 1949.

Det punktum kunne på smukkeste vis blive sat, hvis bekendtgørelse 350 af 1978 blev ophævet for folkekirkens vedkommende. Men selvfølgelig bibeholdt for de kirkesamfund og andre trossamfund, der tænker anderledes.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skov-Jakobsen

Biskop, Københavns Stift, rådsformand, Folkekirkens Nødhjælp, formand, Grænseforeningen
cand.theol. (Københavns Uni. 1993), MA (University of Hull 1992)

0:000:00