Vores nationale fællesskab skabes ikke gennem enshed, men gennem respektfuld og religiøs sameksistens

Besøget faldt samtidig med, at debatten om danskhed og national identitet igen fylder meget i Danmark. Diskussioner om, hvem der er 'rigtig dansk,' om blod, reemigration, religiøse symboler præger debatten.

Tonen er mange steder blevet mere polariseret, og spørgsmålet om, hvordan mennesker med forskellige kulturelle og religiøse baggrunde kan leve sammen i et fælles nationalt fællesskab står mere centralt end længe.

Man kan sige, at danskhedsdebatten, som burde have været opbyggelig, samlende og seriøs, endte i en diskussion om mælk. 

Ofte bliver religion fremstillet som noget, der skaber splittelse, konflikt og afstand mellem mennesker. Men spørgsmålet er, om vi i Danmark har været for hurtige til at se religion som et problem frem for som en mulig ressource til at styrke fællesskabet og respektfuld dialog.

Når dansk identitet i stigende grad bliver beskrevet som noget kulturelt og etnisk snævert, eller som noget bestemte grupper aldrig kan blive en del af, risikerer man at svække følelsen af fælles tilhørsforhold.

Naveed Baig

Indonesien er en stabil demokratisk nation og verdens største muslimske land med over 270 millioner indbyggere og omkring 1300 etniske grupper og subgrupper.

Der tales cirka 700 forskellige sprog fordelt på de omkring 6000 beboede øer, som Indonesien består af (der er omkring 17.000 øer i alt). Samtidig lever muslimer, kristne, hinduer, buddhister, konfucianere, indfødte religioner og andre side om side.

At holde sammen på et så mangfoldigt samfund er ikke nogen let opgave. Derfor blev begrebet og den filosofiske teori Pancasila udviklet som fundament for nationen efter uafhængigheden i 1945.

Pancasila består af fem principper: troen på Gud, humanisme, national enhed, demokrati gennem dialog og social retfærdighed.

Ideologien forsøger at skabe balance mellem religiøs tro, demokratisk deltagelse og fælles national identitet. Det interessante er, at Pancasila hverken forsøger at gøre religion usynlig eller lade én religion dominere.

I stedet anerkendes religion som en vigtig del af menneskers liv, samtidig med at staten skal sikre sameksistens og respekt mellem forskellige trosretninger.

Staten støtter de anerkendte trossamfund – islam, protestantisme, katolicisme, hinduisme, buddhisme, konfucianisme og indfødte religioner – både moralsk og økonomisk.

De må for eksempel fejre deres religiøse højtider, få religiøs undervisning inden for deres egen tradition i skolerne og selv registrere vielser.

Men alt kører ikke på skinner. Der er udfordringer med at overholde basale menneskerettigheder som ytringsfrihed og religionsfrihed for særlige grupper. Eksempelvis er der dele af sharialovgivningen, der praktiseres i en af Indonesiens autonome provinser, Aceh (det eneste sted i Indonesien), som i nogle tilfælde også gælder for ikke-muslimer.

Det tætteste, man kommer på Pancasila i Danmark, er det relativt ukendte begreb 'åndsfrihed.' Åndsfrihed er især knyttet til N. F. S. Grundtvig og den danske frihedstradition. Begrebet handler om menneskets ret til frit at tænke, tro, tale og danne sig uden statslig tvang.

Det hænger tæt sammen med ytringsfrihed, trosfrihed og skolefrihed. Grundtvig mente, at sandhed ikke skulle påtvinges gennem magt, men vokse gennem fri samtale og levende debat.

Men netop i den aktuelle debat om danskhed ser man også en udfordring. Når dansk identitet i stigende grad bliver beskrevet som noget kulturelt og etnisk snævert, eller som noget, bestemte grupper aldrig kan blive en del af, risikerer man at svække følelsen af fælles tilhørsforhold.

Debatten om danskhed bør ikke handle om grænserne for, hvem der kan høre til, men om hvilke værdier og relationer der kan binde os sammen på tværs af baggrund, tro og kultur.

Naveed Baig

Derfor er det humanistiske i Pancasila iøjnefaldende, fordi det lægger vægt på menneskeligheden, hvor etnicitet og religion ikke er byggestenene for at være indoneser, men accepten af, at man som menneske er værdifuld i sig selv.

I Indonesien findes der en grundlæggende forståelse af, at samfundets stabilitet afhænger af relationer mellem mennesker med forskellig tro.

Interreligiøs dialog handler derfor ikke kun om formelle initiativer, men om det daglige liv. Naboer deltager i hinandens højtider, lokale samfund samarbejder på tværs, hvor respekt er en forudsætning for national sammenhængskraft.

Det, jeg især lagde mærke til under turen, var, at indonesere tager ære i og er stolte over denne forskellighed. Dette kommer til udtryk i mottoet 'Bhinneka Tunggal Ika' – 'Enhed i mangfoldighed.' Mottoet understreger, at Indonesien består af mange folk og religioner, men stadig udgør ét land.

Det bruges aktivt i skole, politik og offentligheden som ideal for fredelig sameksistens. Et eksempel på det er Terowongan Silaturahmi – ofte kaldet 'Friendship Tunnel' – som er en symbolsk underjordisk tunnel i Jakarta, som vi besøgte, der forbinder Indonesiens største moské, Istiqlal Mosque, med den katolske Jakarta Cathedral.

Tunnelen blev officielt åbnet i 2024 som et konkret symbol på interreligiøs sameksistens. Forbindelsen mellem de to religiøse bygninger skal vise, at forskellige trosretninger kan leve side om side med respekt og samarbejde.

Danmark kunne lære noget af denne måde at tænke fællesskab på. Tolerance kan nemlig nogle gange blive passiv: 'Du må gerne være anderledes, så længe du holder dig for dig selv.'

Men et demokratisk samfund bliver stærkere, når borgere faktisk lærer hinanden at kende på tværs af forskelle og danner robuste relationer bygget på respekt og positiv nysgerrighed. Demokrati er hverdagssamtaler, mente Hal Koch.

Det betyder ikke, at Danmark skal kopiere Indonesien eller andre lande, hvor forskellige etniske og religiøse grupper har eksisteret side om side i århundreder. Tværtimod er der også ting, Indonesien kan lære af Danmark.

Pancasila lægger stor vægt på social harmoni, men i nogle tilfælde kan ønsket om harmoni gøre det svært at håndtere kritik og uenighed åbent. Religiøse minoriteter (og mennesker uden religion) kan opleve begrænsninger i deres frihed. Danmark har en vigtig styrke, som kommer til udtryk igennem den åbne debatkultur.

I Danmark er det legitimt at kritisere religion og stille spørgsmål ved autoriteter. Det er afgørende i et demokratisk samfund. Dialog må ikke betyde, at man undgår uenighed.

Tværtimod kræver ægte dialog, at mennesker kan tale frit og ærligt med hinanden – også når samtalen er vanskelig.

Danmark repræsenterer principper om individuel frihed, lighed og ytringsfrihed. Indonesien repræsenterer erfaring med religiøs mangfoldighed og sameksistens. Hvor Danmark ofte tager udgangspunkt i individets rettigheder, tager Indonesien i højere grad udgangspunkt i fællesskabets stabilitet. Begge perspektiver er nødvendige.

Debatten om danskhed bør ikke handle om grænserne for, hvem der kan høre til, men om hvilke værdier og relationer der kan binde os sammen på tværs af baggrund, tro og kultur.

Her kan Danmark lade sig inspirere af Indonesiens insisteren på, at nationalt fællesskab ikke skabes gennem enshed eller samme blodtype, men gennem en aktiv vilje til respektfuld sameksistens og til at menneskeliggøre hinanden – ikke umenneskeliggøre.

Danskhed bliver stærkere, når den forstås som noget, man kan vokse ind i og bidrage til – ikke som en lukket identitet, der konstant skal forsvares mod forskellighed. Netop dér ligger måske en mere håbefuld vej for danskhedsdebatten.