Op til to års fængsel: Regeringen klar med lovindgreb mod koranafbrændinger

Regeringen har fredag præsenteret sit forslag til et lovindgreb, der skal forhindre afbrænding af hellige bøger som Koranen og Bibelen offentlige steder i Danmark. 

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Mauricio

Efter lige knap en måned i det juridiske maskinrum er regeringen klar med deres forslag til et lovindgreb, der skal sætte en stopper for koranafbrændinger i Danmark. 

Fredag præsenterede justitsminister Peter Hummelgaard (S) regeringens lovudspil på et pressemøde flankeret af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen.

"Når enkeltpersoner stiller sig op og afbrænder Koranen, er det en grundlæggende forhånende og usympatisk handling. Det skader Danmark og danske interesser, og det risikerer at skade sikkerheden for danskere ude i verden og herhjemme. Derfor har regeringen ønsket et afgrænset og præcist lovindgreb," indledte Peter Hummelgaard på pressemødet.

Konkret vil SVM-regeringen fremsætte et lovforslag, der forbyder "utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund."

Ifølge justitsministeren "handler det ikke kun om koraner", og derfor vil lovforslaget også gøre det strafbart for eksempel offentligt at afbrænde Koranen, Bibelen eller Toraen.

Et brud på loven kan straffes med en bøde eller fængsel i op til to år.

Lynanalyse: Sådan vil indgrebet blive modtaget

Af Erik Holstein, politisk kommentator

Det er reelt en genindførelse af blasfemiparagraffen. Man kalder det noget andet, man kommer det ind i en paragraf om statens sikkerhed, men retstilstanden bliver i det store og hele den samme som før 2017, hvor man afskaffede blasfemiparagraffen.

Rent parlamentarisk kan regeringen sandsynligvis få Radikale og størstedelen af Alternativet til at støtte indgrebet. De andre partier vil fortsat være imod, men det er hævet over enhver tvivl, at forslaget bliver til lov engang i løbet af oktober eller november.

Der bliver især tre kritikpunkter mod regeringen efter fremsættelsen af lovforslaget.

For det første bliver det svært at afgrænse indgrebet helt præcist. Eksempelvis kunne regeringen ikke svare på, om det er en "utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig betydning for et trossamfund", hvis man pakker en koran ind i et regnbueflag og lægger den uden for den iranske ambassade.

For det andet er sikkerhedsargumentet problematisk. For skal man så også ændre lovgivningen næste gang al-Qaeda kommer med terrortrusler mod Danmark, eller de islamiske landes samarbejdsorganisation kræver nye indskrænkninger af ytringsfriheden?

For det tredje er der hele spørgsmålet om hykleriet fra de islamiske lande, som regeringen ikke har konfronteret. Danske ambassadører må stå skoleret i muslimske lande, men der er ingen mærkbar reaktion fra den danske regering, når der sker langt værre i de muslimske lande. Så sent som for et par uger siden blev kirker og kristne hjem raseret i Pakistan uden mærkbar reaktion fra den danske regering.

Mit gæt er også, at lovforslaget i første omgang vil blive rimelig godt modtaget af vælgerne. Noget helt andet er, hvordan vælgerne vil reagere den dag, en spinkel, iransk kvinde slæbes væk af politiet, fordi hun har revet sider ud af Koranen foran den iranske ambassade i protest mod præstestyrets drab på kvinder.

Omfatter ikke muslimske tørklæder 

Lovforslaget vil kun sigte mod "handlinger, der foretages et offentligt sted, eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds". 

I sit lovforslag skriver regeringen, at "utilbørlig behandling" eksempelvis omfatter afbrænding, tilsøling og at der trampes på eller sparkes til genstanden. Det omfatter også at genstanden ødelægges ved for eksempel at blive revet i, klippet i eller stukket med en kniv.

Jeg synes generelt ikke, man skal brænde noget af, men vi gør det ikke strafbart at ødelægge et tørklæde

Peter Hummelgaard (S)
Justitsminister

Ifølge Peter Hummelgaard vil lovforslaget alene omfatte religiøse symboler med "en væsentlig betydning" for et trossamfund. Det vil sige hellige bøger eller "et krucifiks", forklarede han som eksempler. 

"Men det er ikke afledte genstande eller symboler som af enten politiske eller kulturelle årsager bliver brugt i folks dyrkelse af religionen. Jeg synes generelt ikke, man skal brænde noget af, men vi gør det ikke strafbart at ødelægge et tørklæde, hvis måtte have lyst til det i sympati med det, som iranske kvinder gør på gaden i Tehran," uddybede Peter Hummelgaard.

Han understregede samtidig eksplicit, at indgrebet "selvfølgelig ikke omfatter religiøs satire". Og dermed lykkes regeringen med at undgå enhver tvivl om det spørgsmål, vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

"Nu står det helt klart, at man fortsat kan lave satire-tegninger af Muhammed. Det lykkedes det ellers regeringen at så tvivl om undervejs," lyder det fra Erik Holstein.

Løkke: "Situationen er usikker og uforudsigelig"

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen lagde på pressemødet særligt vægt på de skærpede sikkerhedsvurderinger fra PET. 

"Lige nu er situationen rimelig rolig, men også usikker og uforudsigelig. Dels har vi set Al-Qaeda opfordre til angreb på vores ambassader, og så har vi i Danmark skærpet terrortrusselsvurderingen inden for det i forvejen høje niveau, vi befinder os på," sagde han. 

De danske koranafbrændinger besværliggør samtidig Danmarks engagement og forhandlinger i udlandet, heriblandt i Afrika, lød det fra udenrigsministeren. 

"Koranafbrændingerne står i vejen for den politiske indsats, som handler om at bygge alliancer op. Også af hensyn til Ukraine-krigen, men meget mere end det. De tjener ikke andet formål end at provokere, forhåne og skabe splittelse," lød fra det Lars Løkke Rasmussen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Hummelgaard

Justitsminister, MF (S)
cand.jur. (Københavns Uni. 2012)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Jakob Ellemann-Jensen

Fhv. vicestatsminister og økonomiminister, fhv. partiformand, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 2002)

0:000:00