Debat

Resam: Skal vi sende alle dem hjem, der ikke er præcis som os, får vi nok at gøre

Den demokratiske samtale handler om at være villig til at lytte til dem, man er uenig med. Den sikre vej til at fremme konflikt og polarisering er at fortegne andres holdninger og synspunkter, skriver Nik Bredholt. 

Men det forhold, at mennesker er berørt af begivenheder ude i verden og reagerer på det i Danmark, kan ikke begrunde, at vi ikke vil lytte til dem og forholde os til deres argumenter. Og det er tydeligvis ikke alle, man beder om at rejse.
Det er vores muslimske medborgere, der får det stempel, skriver Nik Bredholt.
Men det forhold, at mennesker er berørt af begivenheder ude i verden og reagerer på det i Danmark, kan ikke begrunde, at vi ikke vil lytte til dem og forholde os til deres argumenter. Og det er tydeligvis ikke alle, man beder om at rejse. Det er vores muslimske medborgere, der får det stempel, skriver Nik Bredholt.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nik Bredholt
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det er blevet mere almindeligt at sige, at dem, som ikke passer ind, skal rejse hjem.

Morten Messerschmidt havde mange klik på sin berygtede rejs-hjem film, og senest er der fulgt op med en direkte opfordring til Isam B om at rejse hjem.

Læs også

Journalist Rune Selsing skriver i Jyllandsposten 2. januar, at “Naturligvis fungerer islam og kristendom heller ikke i Danmark. Det er velkendt, og løsningen må enten være at få muslimerne til langsomt at blive kristne ved at blive gift ind i den danske kultur eller ved at få muslimerne til at rejse ud”.

Endelig har Henrik Dahl for nylig i et tweet som reaktion på en demonstration for ofrene i Gaza, skrevet: ”En masse mennesker, der beklageligvis opholder sig i Danmark…”.

Noget tyder på, at der er nogle, der hellere lukker ned end tager samtalen og uenigheden.  

Ikke alle, man beder om at rejse

Der er ingen tvivl om, at konflikten i Mellemøsten trækker sine spor i den danske debat og medvirker til at øge konfliktniveauet. Vi kan ikke mere påstå, at vi står på siden og observerer en konflikt langt væk.

Generelt finder langt de fleste indvandrere i Danmark, at de hører til her, og de gør, hvad de kan for at bidrage konstruktivt til samfundet

Nik Bredholt
Sekretariatsleder, Religion og Samfund

Krigen i Gaza rækker direkte ind i danske hjem. Mange jøder er dybt berørt af begivenhederne 7. oktober, og mange har enten familie i områderne, eller de kan ikke forlige sig med, at kampene i Gaza har kostet over 25.000 liv heraf mange børn.

Men det forhold, at mennesker er berørt af begivenheder ude i verden og reagerer på det i Danmark, kan ikke begrunde, at vi ikke vil lytte til dem og forholde os til deres argumenter. Og det er tydeligvis ikke alle, man beder om at rejse.

Det er vores muslimske medborgere, der får det stempel.

Generelt finder langt de fleste indvandrere i Danmark, at de hører til her, og de gør, hvad de kan for at bidrage konstruktivt til samfundet.

Den seneste rapport fra det nationale integrationsbarometer fra januar 2024 giver ikke grund til bekymring. Siden 2012 er flere kommet i arbejde. De er bedre til dansk, oplever større anerkendelse, og færre er på overførselsindkomst.

Læs også

Den demokratiske samtale handler om at være villig til at lytte til dem, man er uenig med.

Demokrati bygger ikke på at alle er enige, men derimod på gensidig respekt og plads til forskellighed. Det være sig forskellige meninger, køn, tro eller race.

Skal vi sende alle dem hjem, der ikke er præcis som os, så får vi nok at gøre.

Vi har brug for mangfoldigheden

Det fortælles om den opdagelsesrejsende, Vasco da Gama, at da han endelig nåede frem til Indien, anbefalede han den lokale konge at skille sig af med muslimerne, som de havde gjort i Portugal. Men det nægtede kongen. Muslimerne var gode medborgere, og de skabte handel, som riget tjente på.

Det viste sig også, at da magthaverne på den Iberiske halvø i 1500-tallet forviste jøder og muslimer fra Spanien og Portugal, så ramte det dem selv hårdt, fordi de mistede både håndværkere og intelligentsia.

Skal vi sende alle dem hjem, der ikke er præcis som os, så får vi nok at gøre

Nik Bredholt
Sekretariatsleder, Religion og Samfund

Da Idi Amin i 1972 smed inderne ud af Uganda, brød den lokale økonomi sammen. Inderne havde stået for en stor del af handlen og bidraget med omkring 90 procent af skattegrundlaget.

Vores samfund har brug for mangfoldighed for at trives og udvikle sig.

Det vil derfor ikke være godt for Danmark, hvis de, der tror og tænker anderledes end majoriteten, føler, at de er uvelkomne, eller bliver smidt ud.

Vejen frem i ethvert demokratisk samfund kræver dialog, hvorimod den sikre vej til at fremme konflikt og polarisering er at fortegne andres holdninger og synspunkter.

Vi har også brug for en samtale om tro, som kan hjælpes på vej, når folk søger kontakt på tværs af fordomme og modsætninger. Konflikten i Mellemøsten har samtidig vist, at der er mennesker på begge sider, der rækker ud.

Flere kirker er den senere tid blevet opmærksomme på, at de har moskeer som naboer i sognet og har taget kontakt.

PL-fonden gav 17. januar den årlige pris til Bassam Aramin og Rami Elhanans, som begge har mistet 12-årige døtre i konflikten. De har talt for alle, der vil lytte, og er stærke eksempler på, at dialogen kan række ud over konflikten og vise en anden vej.

Samtalen er afgørende for, at vi kan finde vej igennem en tid præget af uro og konflikter, mens det at true folk til tavshed eller ønske dem udelukket fra diskussionen eller fra landet kun vil fastlåse situationen.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nik Bredholt

Sekretariatsleder, Religion & Samfund, landssekretær, Danske Kirkedage
cand.polit. (Københavns Un.,1991), kandidat i afrikastudier (Københavns Uni., 2022)

Henrik Dahl

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (LA), MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

Rune Toftegaard Selsing

Debattør
Cand.mag. i filosofi og cand.polit.

0:000:00