Og hermed mener jeg ikke, hvad vi har lært om etat, embedsværk og efterretningstjenester.

Nej, jeg tænker på det, som det hele faktisk handlede om, dengang jeg sammen med de andre demonstranter skred til handling og gik på gaden: Ytringsfrihed.

Sat på spidsen er svaret vel i al sin enkelthed, at ytringsfriheden ikke kun holdes i live af at have tilhængere, der forsvarer den men derimod i kraft af, at vi, der er så privilegerede at have den, konstant tager (selv)kritisk stilling til, hvordan den skal bruges.

Den dag i 2012, da den kinesiske præsident bevægede sig rundt i København, kunne jeg konstatere, at politiet systematisk fjernede alle Kina-kritiske demonstranter i gadebilledet.

Jeg husker, hvordan mine tanker dengang faldt på den tyske præst og modstandsmand, Martin Niemöller, der er kendt for efter krigen at have opremset de politiske grupper i Tyskland, der en efter en blev anholdt af nazisterne uden, at nogen gjorde indsigelser.

Og, skrev Niemöller som illustration på egen (og andres) manglende evne til at sige fra, da de så kom for at hente ham, var der ikke flere tilbage til at sige fra på hans vegne.

Jeg var ikke selv, har aldrig været og er stadigvæk ikke tibetaktivist.

Men den dag stillede jeg mig op i sympati med alle dem, der var det, og som blev fjernet af et politi, der selv lod sig udnytte for at sikre ”de mange penge, der var på spil”, som begrundelsen lød, da vi blev fjernet.

Selvom vi med Tibetsagen må siges at have været igennem tragedien, er der ikke meget, der tyder på, at vi har taget ret meget ved lære af den.

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende og organisationssekretær i Enhedslisten

Vi var altså nogen, der brugte ytringsfriheden og sagde fra. Det gjorde betjentene derimod ikke, de makkede ret.

Og dog er jeg sikker på, at samtlige politifolk, der var på gaden den dag, alle var og er tilhængere af vores grundlovssikrede ytringsfrihed, som de jo også er ansat til at forsvare.

Men viser Tibetsagen ikke netop, at det slet ikke er tilstrækkeligt bare at være tilhænger af ytringsfriheden i det omfang, man ønsker at forsvare eller forvalte den?

For betjentenes vedkommende, ja for hele det statsapparat, der i et endnu ukendt omfang var involveret i, at demonstranterne i sidste ende blev fjernet, kan man jo konstatere, at det at være tilhænger endsige forvalter af en grundlovssikret rettighed ikke var nok til at beskytte den imod dem selv.

Alligevel noterer jeg mig, at også i Danmark gentager historien sig – først som tragedie, som Hegel skriver et sted, dernæst som farce.

For selvom vi med Tibetsagen må siges at have været igennem tragedien, er der ikke meget, der tyder på, at vi har taget ret meget ved lære af den.

I de verserende diskussioner om netop ytringsfrihed i forbindelse med regeringens lovforslag om et såkaldt forbud mod utilbørlig behandling af religiøse genstande har flere observatører allerede draget paralleller til den såkaldte karikaturkrise i 2006, hvilket også er indlysende.

Langt færre ser dog sammenhængen med Tibetsagen.

Farcen står dog lige om hjørnet: Ét er, at en dansk regering igen ser ud til at føje udenlandsk pres (vi demonstrerede i 2012 imod, at kinesisk lov skulle gælde i Danmark, hvorfor jeg også i dag vil være modstander af en ny variant af denne eftergivenhed).

Men hertil kommer, at ytringsfrihedens forsvarere ser ud til at være totalt ligeglade med, at denne hellige ko atter engang bruges til at tilsvine samme gruppe mennesker som i 2006, nemlig vores muslimske medborgere.

Læren af Tibetsagen er imidlertid, at det er vores forbandende pligt som dem, der har ytringsfriheden altid at forholde os til, hvordan vi forvalter den

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende og organisationssekretær i Enhedslisten

Begge dele er lige forkastelige og lige forkerte.

For ikke nok med at det foreliggende lovforslag er så uigennemskueligt, at det halve kunne være nok, så kan vi med Tibetsagen i baghovedet endnu engang konstatere, at ytringsfriheden i ligeså høj grad trues af en indre moralsk degenerering, der kommer fra dens tilsyneladende mest ivrige forsvarere.

I debatten om det omtalte lovforslag ser jeg intet forsvar for ytringsfriheden ved at blot at tale for dens på én og samme tid største styrke og største svaghed – nemlig at ytringsfriheden intet kræver af sine udøvere; den tager os slet og ret, som vi er.

Læren af Tibetsagen er imidlertid, at det er vores forbandende pligt som dem, der har ytringsfriheden altid at forholde os til, hvordan vi forvalter den.

I dag er det ikke nok at gøre, som vi gjorde i 2012 – at sige fra over for udenlandsk påvirkning i udøvelsen af dansk lov.

I dag må vi også sige fra over for den fare, der ligger i, at vores demokrati og dets frihedsrettigheder udnyttes til at legitimere handlinger og ytringer, der medfører splittelse og forhånelser i vores samfund – også selvom det kun er nogle få, der udnytter situationen.

At det er kommet dertil, at man nu må skride til lovgivning, viser vel, hvad ytringsfrihedens anvendelse angår, at det, vi mangler, er en debat om den enkeltes evne til at forvalte denne vor nok så højtbeskattede rettighed.

Det skylder vi - om ikke os selv - så i hvert fald ytringsfriheden.