Religionssociolog: Koranloven viser, at politik og religion ikke er adskilt i Danmark

Det er et religionspolitisk valg, at man fastsætter et kriterie om væsentlighed og fravælger tøj i denne sammenhæng. Det åbner for en diskussion om, hvorvidt en genstand har betydning i sig selv. Det kan virke abstrakt, men det er selve essensen af politik at diskutere og fastsætte betydning, som får konsekvenser for hverdagen.

Er omskæring af drenge en lovlig religiøs tradition, eller er det et ulovligt overgreb? Det handler om den betydning, vi giver handlingen. Er en oblat i den kristne gudstjeneste blot et stykke brød, der skal minde om den sidste nadver, eller sker der helt konkret en forvandling af brødet til Jesu legeme? Svaret afhænger af, om du spørger en ortodoks, katolsk eller protestantisk kristen.  

Det er ikke uvæsentlige detaljer, men spørgsmål, som har haft samfundsmæssige konsekvenser. Hvem er det, der skal bestemme, hvad der er en væsentlig religiøs genstand? Præsten eller politimanden, som til stadighed må undre sig over mangfoldigheden i sit arbejdsliv?

Udflydende grænser

Forfatterne til lovforlaget forsøger sig med en sondring mellem religiøse genstande og genstande, som er kulturelt eller politisk forbundet til religion. Det er en forståelig tilgang til problemet, men det er en vej ud i en begrebsmæssig sump. Jeg har ondt af de embedsmænd, som har måtte rode med dette problem, fordi grænserne mellem kultur, politik og religion er udflydende, om ikke i lovgivningen, så i den hverdag, hvor de fleste mennesker opholder sig.

Det politiske rum er med til at skabe det, vi forstår ved begrebet religion. Også, når det sker under pres.

Jes Heise Rasmussen
Lektor, NTNU

Her er to eksempler, der kan illustrere udfordringerne med at sondre mellem religion, politik og kultur. I januar 2023 var 72 procent af indbyggerne i Danmark medlem af Folkekirken, men ifølge den europæiske værdiundersøgelse fra 2017 er det kun 19 procent af befolkningen, som tror på forestillingen om Paradis.  

Det indikerer, at ikke alle medlemmer tror på det, som præsten prædiker. Det kan selvfølgelig også være, at medlemmerne har en utrolig høj grad af syndsbevidsthed og fornemmer, at de ikke lever et liv, som fører ind i Paradisets Have.  

For mange er medlemskabet af Folkekirken et kulturelt medlemskab. De er medlemmer, fordi det er tradition, og fordi det giver mening for dem. De bliver gift i kirken, fordi det er romantisk – ikke nødvendigvis af religiøse grunde.  

Et andet eksempel er udviklingen i Frankrig, hvor det netop er blevet forbudt at bære den muslimske kjole abaya i skolen. Årsagen er, at beklædningen ifølge den franske regering bryder med princippet om läicité, hvor religion bør begrænses til den private sfære og fjernes fra den offentlige.  

I Frankrig er tøj genstand for lovgivning om religion, men i det danske tilfælde løses problemet med tøj ved at kategorisere det som noget, der ikke skal tages hensyn til. Det er et eksempel på, at religionspolitik skaber faktiske virkeligheder og handlemuligheder.  

Præstekjole, abaya og kippa, hovedbeklædningen til jødiske mænd, kan, som forslaget ser ud nu, brændes, uden at loven brydes, upåagtet hvad det ellers ville skabe af følelser hos den undrende befolkning.

Politik og religion

En væsentlig religionspolitisk konsekvens af lovforslaget er, at det ikke kun er anerkendte trossamfund, der skal beskyttes.

Religiøse fællesskaber kan i dag søge om at blive registreret som et anerkendt trossamfund. Det giver visse rettigheder og pligter i forhold til den danske stat, men i lovforslaget har man udvidet beskyttelsen til alle religiøse fællesskaber, der kan falde inden for paragraf 1 i lov om trossamfund uden for folkekirken: "Et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer."

Her har vi statens religionsdefinition og derved også den linse, igennem hvilken staten ser religiøse fællesskaber. Baggrunden for at vælge den tilgang kan være en hensynstagen til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14: Forbud mod diskriminering.  

Ved at at inkludere alle, fremmes princippet om ligebehandling, og staten sikrer sig mod fremtidige sagsanlæg ved den Europæiske Menneskeretsdomstol. 

Om lovforlaget bliver vedtaget, er uvist, men det er et interessant indblik i religionspolitik og en understregning af, at idéen om, at religion og politik er adskilte størrelser, er et meget vanskeligt udsagn – så længe der er konkrete love og regler, som sætter grænserne for, hvad der er offentligt, hvad der privat, og hvilken rolle religion må spille i begge rum.  

Det politiske rum er med andre ord med til at skabe det, vi forstår ved begrebet religion. Også, når det sker under pres.