Tysk bombe under euroen

EURO: Tyskernes euro-skepsis tager med hastige skridt til og er både en bombe under euroen og den siddende tyske regering.
Foto: Pressefoto
Morten Øyen

Hvis det her er den her slags klub, euroen er ved at blive, så skulle Tyskland måske forlade den.

Angela Merkel
Tysklands forbundskansler
"Tysklands skæbne afhænger af euroens overlevelse."

Sådan har Angela Merkel de seneste måneder begrundet sin kamp for euroen. Men hun kæmper en hård kamp for at overbevise sine landsmænd om sit budskab, for tyskerne bliver mere og mere kritiske over for euroen.

I takt med indførslen af euro-redningspakker - der hovedsageligt finansieres af Tyskland - og med udsigt til, at der i fremtiden skal udstedes flere, ønsker den tyske befolkning at træde på bremsen.

Senest har en rundspørge vist, en for Tyskland, historisk modstand mod euroen. I målingen fra starten af december mente 60 procent af tyskerne, at euroen i overvejende grad fører til ulemper i deres hverdag.

Anti-euro-kræfter
Regeringens største frygt er, at der etableres et anti-euro parti og denne trussel skal, ifølge den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, tages alvorligt. Den største udfordring ligger i at forklare euroens konsekvenser for befolkningen, så pessimismen vendes til kollektiv optimisme.

"Euroen vil altid beskytte borgerne bedre, end den nationale valuta nogensinde vil kunne," sagde Schäuble til Bild-Zeitung i denne uge.

En af de stærke fortalere mod euroen er den tidligere markante euro-tilhænger og direktør for det tyske industriforbund, Hans-Olaf Henkel. Han har netop udgivet bogen "Rettet unser Geld - Deutschland wird ausverkauft", hvori han opfordrer regeringen til at afvikle det tyske euro-samarbejde. Han forestiller sig i stedet en en Nordeuropa-gruppe under lederskab af Tyskland og en sydeuropæisk gruppe under fransk lederskab.

Partipolitiske stridigheder
Alle forsøg på at etablere et anti-EU-parti er så vidt mislykkedes, og også denne gang er det svært at få øje på en klar leder for et sådant parti, vurderer det anerkendte tidsskrift der Spiegel.

Istedet er det forblevet med små-kritikere internt i partierne. I regeringspartiet har man blandt andet Peter Gauweiler. Han har lagt sag an ved forfatningsdomstolen og vil have afklaret, om den økonomiske redningspakke er forfatningsstridig.

Og samtidig har den nye oppositionsleder, Sigmar Gabriel fra det ellers euro-positive parti SPD, forsøgt at udnytte enhver lejlighed til at klantre regeringen for kun at gøre den økonomiske krise værre og lade den tyske skattebetaler betale gildet.

Pres på Merkel
Og meget tyder på, at den tyske kansler Angela Merkel føler sig presset omkring euroen. Ifølge den britiske avis The Guardian har den tyske kansler for første gang advaret om, at Tyskland kunne forlade euro-samarbejdet.

Advarslen faldt ved EU-topmødet i slutningen af oktober, hvor euroen og fremtidens økonomiske samarbejde blev diskuteret blandt EU's regeringschefer. Tyskland ønskede en traktatændring, så man kan få etableret en permanent "krise-mekanisme". Desuden ville tyskerne gerne have endnu hårdere sanktioner over for lande, der ikke lever op til euro-samarbejdets økonomiske krav. En sanktionsmulighed, der blev diskuteret, var retten til at stemme i rådet.

Ifølge øjenvidner skulle det have fået den græske premierminister, George Papandreou, til at kalde Merkels forslag for "udemokratiske". Men Merkels svar faldt tørt: 

"Hvis det her er den her slags klub, euroen er ved at blive, så skulle Tyskland måske forlade den," skulle Angela Merkel, ifølge The Guardians, kilder have svaret.  

0:000:00