Adam Holm frygter værdiskred: Polsk borgmester blev kaldt landsforræder – nu er han død

KOMMENTAR: Vi er ikke i færd med at genopføre 1930’erne. Men der er alligevel grund til panderynker, efter at Gdansk-borgmester Pawel Adamowicz, der forsvarede homoseksuelle og flygtninge, er blevet dræbt. 

Forleden blev Pawel Adamowicz, borgmester i Gdansk, stukket ned, mens han holdt en tale ved en velgørenhedskoncert for syge børn.

En 27-årig mand sprang op på scenen og stak borgmesteren adskillige gange i bryst- og maveregionen, før han blev overmandet.

Efter fem timers forgæves operation og 41 blodtransfusioner måtte lægerne opgive kampen for at holde den ilde tilredte Adamowicz i live.

Titusindvis af borgere gik spontant på gaderne i Gdansk for at vise deres respekt for den mand, der i to årtier havde stået i spidsen for den gamle værftsby.

Adamowicz var liberalt orienteret, ikke så meget i sin økonomiske politik som i sit menneskesyn.

I hans univers var rummelighed en vigtig værdi. Selvom han var gift og praktiserende katolik, understregede han betydningen af, at seksuelle og religiøse minoritetsgrupper også skal have plads i det polske samfund.

Den 53-årige borgmester havde som studerende i slutningen af 1980’erne været på barrikaderne sammen med Solidaritetsbevægelsen imod de kommunistiske undertrykkere. Det Polen, han arbejdede for, skulle være fundamentalt anderledes end det politisk ensrettede og kulturelt konforme land, han selv var vokset op i.

Drabet på Adamowicz har naturligvis vakt opsigt og affødt mange oprørte erklæringer og kondolenceskrivelser. Må det ikke ske igen, er den chokerede og enslydende opfordring.

Det hører heldigvis fortsat til sjældenhederne, at en folkevalgt bliver forulempet og endda slået ihjel. Det er fristende, undskyld ordvalget, at se tragedien som galmandsværk og en hændelse, der hovedsageligt angår polakkerne.

Pawel Adamowicz blev dræbt af en mand, der angiveligt var utilfreds med en fængselsdom, han fandt dybt uretfærdig. Han rettede sin blussende vrede imod det øverste politiske symbol.

Men som den britiske renæssancedigter John Donne engang skrev, så er ”No man an island entire to itself”; vi er alle præget af vores samtid og påvirket af dens luner og forbandelser. Drabet på Adamowicz er i den forstand ikke opstået som en pludselig indskydelse, og det er heller ikke alene et polsk anliggende.

Adamowicz blev i mange år hængt ud af den konservative presse og i nationalistiske fora for at være forræder mod de ’sande’ polske værdier. Manden gik jo i brechen for det, som man i mangel af bedre kunne kalde for et tolerant samfund, vel at mærke tolerant over for andre end dem, der ligner en selv. 

I et land, hvor premierministeren ikke ønsker at tage imod muslimske flygtninge fra Mellemøsten, gik Adamowicz ud og anfægtede, at det kristne næstekærlighedsbudskab kun skal forstås som hjælp til ens nærmeste nabo.

I et land, hvor homoseksuelle og transkønnede frister en vanskelig tilværelse, var Adamowicz også på gaden for at vise sin solidaritet.

I et land, hvor en nationalistisk tankegang har vundet stadig mere indpas i parlamentet, og ledende statslige institutioner spændes for den vogn, stod Adamowicz klar til at minde om vigtigheden af et styrket europæisk samarbejde.

Kort inden sin død blev Adamowicz fremstillet i et satireindslag på tv (se rettelse i bunden af kommentaren)* sammen med et bundt zloty med en påtegnet davidsstjerne. Få polske seere kan have været i tvivl om budskabet, satire eller ej: Jøder er lig med penge, og penge er lig lykke, vel at mærke ’deres’ og ikke de ’rigtige’ polakkers lykke.  

Om Adamowizc havde jødiske rødder eller ej, har ingen betydning. At blive set som en ’mammonsohn’, en forgyldt jøde, er en risiko i Polen. Jo flere lag, der bliver lagt på – humanist, liberal, internationalist, jøde – desto større bliver afstanden til det genkendelige, til flertallets position.

Derfra bliver vejen kortere til at betragte en person med sådanne synspunkter som formastelig og måske endda et fritgående bytte for verbal og fysisk vold. Delegitimering af ens modstanders synspunkter med ufine kneb – en foreteelse, som også venstrefløjen er skyldig i – kan afføde trusler, chikane og overfald. Nogle gange med døden til følge.

I 2002 blev den hollandske politiker og sociolog Pim Fortuyn dræbt af en pistolbevæbnet mand, der var erklæret socialist. Også Fortuyn, som var kendt for sin indvandringskritik og modstand imod islam, havde været udsat for barske personangreb og udråbt til samfundsnedbryder af de venstreorienterede dele af medierne.

Attentater vil altid forekomme. Det ville være naivt at tro andet. Men i disse år gælder det om at tage bladet fra munden og sige fra dér, hvor demokratiet enten bliver forsøgt givet et illiberalt præg, eller hvor folk som Adamowicz og Fortuyn søges nedgjort som forrædere og fjender, blot fordi de har holdninger, som ikke falder i god jord.  

Vi er ikke i færd med at genopføre 1930’erne. De parlamentariske institutioner er bedre forankret i dag end dengang. Men der er alligevel grund til panderynker, når en mand som Adamowicz dræbes. Uanset at motivet ikke i første omgang er ideologisk, får handlingen politiske konsekvenser, og den understreger, at vi ikke bare kæmper om kroner og ører i et stort fordelingspolitisk spil. Det handler også om menneskesyn.

* En læser har gjort os opmærksom på, at det ikke var Adamowicz, som blev fremstillet i satireindslaget på tv, men derimod Jurek Owsiak, stifter og leder af den velgørenhedsorganiation, som Adamowicz støttede. Vi beklager fejlen. 

----------

Adam Holm, f. 1969. Ph.d. i historie og journalist, tidl. Deadline på DR2. I dag tilknyttet bl.a. P1 og Berlingske. Udgav i 2017 bøgerne ’Endestation Europa’ og ’En by i krig. Scener og skæbner fra Damaskus’. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Forrige artikel Direktør om kunstig intelligens: Europa skal med på vognen nu Direktør om kunstig intelligens: Europa skal med på vognen nu Næste artikel Niels Jespersen: I DF går den vilde EP-jagt på nogen, der ikke er Anders Vistisen Niels Jespersen: I DF går den vilde EP-jagt på nogen, der ikke er Anders Vistisen
  • Anmeld

    Anders Bo · Realist

    Politisk korrekthed...

    ... er ikke det samme i hhv Danmark og Polen! ☻

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Videovolds syndromet

    For ca. 30 år siden forsøgte besindige danskere at opfordre til, at voldsvideoer ikke blev alment distribuerbare. Det kunne have en skadelig indflydelse på den opvoksende ungdom. Disse mennesker blev grinet ud som hysteriske kællinger, for der var jo "big money" i skidtet.

    I den accelerende digitale verden med you tube videoer om alle emner og alle individer spredt over planeten på sociale medier, er det desværre nok en irreversibel proces at kunne bremse op for en kritikløs distribution af voldelige scener.

    Kunsten at med pli kunne tie noget ihjel når dette er påkrævet - enten af hensyn til nærtstående pårørende eller fordi det kan være strategisk hensigtsmæssigt - er ikke en disciplin, der manuduceres i hverken på højere eller lavere uddannelsesinstitutioner, allermindst de journalistiske.

    Vold er blevet noget der sælger. Jo grovere, jo større omsætning.

  • Anmeld

    Peter Kristoffersen · Selvstændig

    Hvor er højrefløjshystaderne?

    Jeg synes ikke, at vi har hørt de sædvanlige højrefløjshystader galpe op i denne sag. Hvor er Espersen? Hvor er Vermund? Hvor er Henriksen? Hvor er Seier? Det samme sted som da Breivik huserede?

  • Anmeld

    Anthony Barrett

    Far, far away - ikke håndbold, men knivstik

    Peter Kristoffersen det er jo uden for andedammen det har fundet sted; og det er jo ikke håndbold, men knivstik.

  • Anmeld

    Johanna Haas

    Godt at se så ufattelig mange mennesker på gaden i Gdansk

    Pawel Adamowicz var den længst siddende borgmester nogensinde, læste jeg efter hans død. En humanistisk modstemme til det nuværende polske styre. Og humanistiske modstemmer er der brug for mange steder - ikke kun i Polen.

    Det er forfærdeligt, at nogen skal miste livet, fordi de er offentlige, kendte personligheder og stemples som "landsforræder" pga. deres synspunkter.

    Det bruges jo flittigt dette potentielt dødelige stempel - ikke kun i Polen, men overalt.

    Jeg var chokeret over at læse om den "gammel- klassiske" antisemitiske hadhetz mod Adamowicz, som polsk TV udsendte få dage før han blev myrdet. Jeg håber, at drabet får konsekvenser for, hvad der fremover sendes - og navnlig ikke sendes - på polsk TV. Uanset hvor sindsyg gerningsmanden måtte have været i gerningsøjeblikket, så gør denne "satire" polsk TV meddelagtig i mordet på Pawel Adamowicz.

    Godt at se så ufattelig mange mennesker på gaden i Gdansk for den afdøde borgmester og hans levende synspunkter. Tanker kan man ikke dræbe. Og Pawel Adamowicz tanker må stå stærkt i Gdansk efter billedet at dømme.

  • Anmeld

    Juni Arnfast · Lektor

    Lille korrektur

    Tak for en grundig analyse.
    Dog en lille korrektur: det var ikke Adamowicz, som figurerede i det satiriske indslag, men derimod Jurek Owsiak, stifter og leder af den velgørenheds organisation, som Adamowicz støttede.
    Det ændrer dog ikke ved den centrale pointe om at propaganda i sit væsen dæmoniserer sine modstandere ved at pirke til alt hvad "manden på gaden" formodes at foragte og hade.
    Det er så meget desto mere interessant og forstemmende, at Kaczyński (som i sin tid svang sig ind den offentlige bevidsthed gennem sit engagement i Solidaritet) ikke har taget offentlig afstand fra den giftige tone i polsk politik og desuden glimrede ved sit fravær, da Sejmen i den forløbne uge holdt 1 minuts stilhed for Adamowicz.
    Mvh Juni

  • Anmeld

    Kim Kaos

    Uffe Elbæk

    @Peter Kristoffersen

    Skal vi ikke snakke lidt om Uffe Elbæks sidste fascist-tango han har opført i medierne? Tror du ikke hans snak er med til at grave grøfter og kan medfører en sindsforvirret tåbe gør noget åndssvagt?

Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

PARLAMENTET: Hvorfor har EU’s ledere givet den britiske premierminister en ny Brexit-aftale, og har aftalen en snebolds chance i helvede for at blive godkendt i Underhuset? Podcasten rapporterer direkte fra topmødet i Bruxelles, hvor dramaet om Storbritanniens exit igen nåede nye højder.