Amnesty: EU's rapporteringskrav underprioriterer social bæredygtighed

Fra årsskiftet skal større europæiske virksomheder i højere grad rapportere om bæredygtighed, når EU’s Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) træder i kraft. 

Med det nye CSRD-direktiv følger mere omfattende rapporteringskrav om virksomhedernes bæredygtighedsforhold baseret på nye fælles rapporteringsstandarder. Rapporteringskravene, der gradvis bliver indfaset de kommende år, vil i sidste ende omfatte alle store virksomheder og alle børsnoterede virksomheder (med undtagelse af børsnoterede mikrovirksomheder).

Spørgsmålet er, om direktivet og de medfølgende rapporteringsstandarder bliver en drivkraft for handling, når det handler om ansvarlig virksomhedsadfærd i overensstemmelse med de internationale FN- og OECD-standarder på området – eller om det bliver ”business as usual”?

Plads til forbedring

Amnesty International finder det overordnet positivt, at der med bæredygtighedsdirektivet og de fælles rapporteringsstandarder kommer mere fokus på, at virksomheder ikke kun skal forholde sig til, hvordan bæredygtighedsforhold påvirker virksomheden selv, men også hvordan virksomheder påvirker mennesker og miljø i forbindelse med deres globale aktiviteter. 

Dette er centralt i forhold til at efterleve de internationale FN- og OECD-standarder for ansvarlig virksomhedsadfærd.

Det er også positivt, at antallet af virksomheder, der omfattes af EU’s krav til rapportering om bæredygtighedsforhold forøges med CSRD i forhold til det tidligere direktiv om ikke-finansiel rapportering (NFRD).

Der kan være en fare for, at virksomhederne vælger de forhold, som de synes, det er nemmest at rapportere om

Sanne Borges
Seniorrådgiver, Amnesty International

Men det er problematisk, at direktivet primært lader det være op til den enkelte virksomhed, om der skal rapporteres på de enkelte bæredygtighedsemner eller ej.

Revisorerne får et stort ansvar her, for der kan være en fare for, at virksomhederne kan vælge de forhold, som de synes, det er nemmest at rapportere om – blandt andet fordi der ikke kræves en forklaring på, hvorfor virksomhederne måtte vælge ikke at rapportere på et givent emne (med undtagelse af klimaforandringer).

Det er også problematisk, at rapportering om menneskerettigheder og herunder arbejdstagerrettigheder i værdikæden og virksomhedens indvirkninger i forhold til lokalsamfund, forbrugere og slutbrugere bliver forsinket med to år for virksomheder med under 750 medarbejdere. Der sendes dermed et signal om, at nogle bæredygtighedsforhold er vigtigere end andre fremfor at fremhæve de vigtige sammenhænge mellem klima, miljø, menneskerettigheder med videre.

Det er i forhold til menneskerettighederne yderligere bekymrende, at det er helt frivilligt for virksomhederne, om de vil rapportere på vigtige parametre, når det handler om forholdene for løstansatte (blandt andet hvad angår tilstrækkelig løn og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen). Det er netop på det prekære arbejdsmarked, at vi har set alvorlige eksempler på usle og usikre arbejdsforhold.

Det er sidst, men ikke mindst, også kritisabelt, at direktivet ikke har tilstrækkelig fokus på den handling, der skal til for at sikre ordentlige resultater, når det handler om bæredygtig og ansvarlig virksomhedsadfærd.