Analytikere: Situationen i Georgien viser, at Ruslands ambitioner rækker ud over Ukraine

Det er derfor en noget opsigtsvækkende udmelding fra et militærlogistisk synspunkt, og dertil meget tvivlsomt om en sådan base vil være operationsdygtig inden for den nærmeste fremtid.

Spørgsmålet er derfor, hvorfor Rusland netop nu vælger at påbegynde projektet – og hvorfor sige det offentligt i det hele taget? Svaret skal sandsynligvis findes et andet sted end i den sikkerhedspolitiske udvikling i Ukraine.

Russisk ekspansionisme i Sydkaukasus

Selvom Rusland ser Sydkaukasus som sin legitime indflydelsessfære, er forholdet til Georgien, Armenien og Aserbajdsjan i Sydkaukasus siden 2008 blevet gradvist forværret.

I 2008 valgte Moskva at forsyne Armenien med våben i forbindelse med konflikten med Aserbajdsjan over Nagorno-Karabakh. Det skadede imidlertid forholdet til Aserbajdsjan og fik dem til at styrke det allerede tætte forhold til Tyrkiet.

Selvom Rusland ser Sydkaukasus som sin legitime indflydelsessfære, er forholdet til Georgien, Armenien og Aserbajdsjan siden 2008 blevet gradvist forværret

Rasmus Greffrath Damgaard Petersen og Daniel Emil Strand Petersen
Hhv. fuldmægtig og praktikant, Center for Stabiliseringsindsatser, Forsvarsakademiet

Det seneste eksempel på nedadgående russisk indflydelse i Sydkaukasus skal findes i september 2023, hvor Rusland ikke bistod Armenien, da Aserbajdsjan indledte en ny offensiv i Nagorno-Karabakh og overtog kontrollen med enklaven.

Det blev i Armenien opfattet som regulært forræderi fra Rusland og førte til, at den armenske premierminister Nikol Pashinyan offentligt udtalte, at landet ville afsøge sikkerhedsgarantier fra andre allianceforhold fremadrettet, og at det var en fejl, at Jerevan udelukkende havde sat sin lid til Moskva.

Mere bekymrende for Rusland er dog relationen til Georgien. I løbet af 2008 udviste Rusland en særlig ekspansionistisk og aggressiv udenrigspolitik over for Georgien, idet de sendte militærkonvojer ind i Abkhasien og Tskhinvali (bedre kendt som Sydossetien) for at støtte regionernes separatister.

Dette resulterede i en fem-dages krig med Georgien, der kan ses som forløberen til Ruslands ageren i Ukraine siden 2014.

Potentiel eskalation

Påskuddet for interventionen var blandt andet, at Georgien begik folkemord mod de abkhasere og ossetere, som Moskva i årene forinden havde udstedt hobevis af russiske pas til.

Invasionen var dog nærmere en reaktion på, at Georgien orienterede sig mod Vesten og ønskede at blive medlem af Nato og EU. Påstanden om folkemord er Rusland aldrig lykkedes med at dokumentere.

Den militære intervention blev sammenkoblet med en massiv russisk hybridkrig, og Rusland har lige siden haft de-facto kontrol med regionerne, der udgør cirka 20 procent af Georgiens samlede areal.

De beslutninger, som Putin tog i august 2008, har selvsagt skadet det efterfølgende forhold til Tbilisi. Det har skubbet Georgien tættere på EU og Nato, og selvom der endnu er lang vej til medlemskab, kan det konstateres, at landet opnår fremskridt. For eksempel for nylig da Georgien blev anbefalet EU-kandidatstatus af EU-Kommissionen.

Derfor er de to besatte områder Abkhasien og Tskhinvali pludseligt blevet Ruslands eneste pålidelige pressionsmidler i Sydkaukasus. Det er sandsynligvis på baggrund af Ruslands aftageende indflydelse i deres sydlige nabolag, at udmeldingen om den nye flådebase skal fortolkes.

Georgien er en særdeles vigtig og samarbejdsvillig partner i en region, hvor Vesten historisk har haft dårlige vilkår

Rasmus Greffrath Damgaard Petersen og Daniel Emil Strand Petersen
Hhv. fuldmægtig og praktikant, Center for Stabiliseringsindsatser, Forsvarsakademiet

I betragtning af de spinkle praktiske udsigter til at etablere en flådebase af nævneværdig strategisk, taktisk og operativ betydning i Abkhasien, må udmeldingen tolkes som et russisk forsøg på at afskrække Georgien fra at forøge sit engagement med EU og Nato yderligere.

Rusland sender reelt tre signaler til Georgien og Vesten. For det første, at Ruslands tilstedeværelse i Abkhasien er langsigtet, og udsigterne til, at Georgien kan genopnå kontrol med området, derfor er minimale.

For det andet, at Rusland fortsat både besidder viljen og evnen til at allokere militære ressourcer til Sydkaukasus til trods for krigen i Ukraine.

For det tredje, at Rusland betragter Abkhasien, Tskhinvali og Sydkaukasus i almindelighed som værende en fast del af sin legitime indflydelsessfære.

Forhåbningen er i den forbindelse også at afskrække EU- og Nato-medlemslandene fra at øge deres fysiske tilstedeværelse i regionen, idet dette potentielt vil føre til en konflikteskalation.

Det russiske bluf

Erfaringen fra Ruslands adfærd over for både Georgien og Ukraine understreger, at officielle russiske udmeldinger må tages med et gran salt.

Siden krigen i 2008 har Rusland ført en vedvarende og intens hybridkrig mod Georgien. Ét af de mest omtalte redskaber i Ruslands hybride arsenal er den såkaldte krybende okkuperingsstrategi, hvorved Putin gradvist forsøger at tage mere og mere af Georgiens territorie. Det sker helt konkret ved at flytte grænsehegn og skilte ved de administrative grænselinjer i ly af natten.

Derudover er den russiske desinformationskampagne i (og om) Georgien ligeledes veldokumenteret. I vesten har Rusland forsøgt at promovere en fortælling om, at Georgien er en særdeles risikabel partner i EU og Nato, som potentielt kan trække resten af alliancen ind i en væbnet konflikt med Rusland.

Internt i Georgien har Rusland forsøgt at afskrække beslutningstagere og befolkningen fra at søge mod Vesten ved at promovere en fejlagtig historie om, at Georgien vil blive tvunget af EU og Nato til at anerkende Abkhasien og Tskhinvali som selvstændige stater. Det vil endegyldigt eliminere håbet om territorial integritet.

Endeligt har den russiske militære tilstedeværelse i områderne også været konstant siden 2008. Det er derfor ikke en specielt opsigtsvækkende udmelding, at Moskva vil udbygge sin militære infrastruktur i områderne – noget der også afspejles i den næsten totalt fraværende dækning af udmeldingen i russiske medier.

Dækningen begrænser sig mestendels til kortfattede og overfladiske pressemeddelelser, og Kreml har kontinuerligt nægtet at give yderligere detaljer om planen.

Ruslands territorielle og politiske ambitioner rækker ud over krigen i Ukraine

Rasmus Greffrath Damgaard Petersen og Daniel Emil Strand Petersen
Hhv. fuldmægtig og praktikant, Center for Stabiliseringsindsatser, Forsvarsakademiet

Hvis vi udelukkende betragter udmeldingen om den nye flådebase som et tegn på, at Ruslands flåde er presset i krigen mod Ukraine, så fejlfortolker vi den sikkerhedspolitiske udvikling og risikerer at overvurdere Ukraines kapabiliteter i Sortehavet.

Det kan føre til et stigende forventningspres på Ukraine, og samtidig overser vi den vedvarende indirekte og subtile trussel, som Rusland retter mod Georgien.

Ruslands territorielle og politiske ambitioner rækker ud over krigen i Ukraine. Selvom Ukraine er det tydeligste eksempel på russisk aggression, er Georgien også truet af Ruslands adfærd, der sigter mod at afskrække vestligt engagement.

Hvis Vesten ikke udfordrer, hvad der kan betegnes som et russisk bluf og forholder sig til forskellen mellem intentioner og evner, er der risiko for, at det bliver en selvopfyldende profeti.

Georgien er en særdeles vigtig og samarbejdsvillig partner i en region, hvor Vesten historisk har haft dårlige vilkår. Geografisk er det selvsagt en frontlinjestat for russisk aggression og en vigtig brik til at inddæmme yderligere russisk ekspansion i Sortehavet og Sydkaukasus.

Georgien besidder dermed væsentlige karakteristika for at udgøre et værdifuldt sikkerhedspolitisk medlem i både EU og Nato, hvilket understreger betydningen af Ruslands signalering.

Rusland vil givetvis forhøje indsatsen yderligere i takt med et stærkere vestligt-georgisk samarbejde, som det var tilfældet i perioden op til krigen med Georgien i 2008 – men konsekvenserne ved at undlade at styrke dette samarbejde vil i bedste fald være at tjene russiske interesser.