Kandidatlande skal have en plads ved forhandlingsbordet i EU som observatører

Det er dog ikke sikkert at regeringen ser det på samme måde.

I sin forrige regeringstid var statsminister Mette Frederiksen (S) nemlig blandt de regeringsledere, der blokerede for at starte optagelsesforhandlingerne med Albanien og Nordmakedonien blandt andet sammen med sine franske og hollandske kollegaer tilbage i 2020.

EU-toppen frygter en gentagelse. Ikke overraskende befandt formanden for Det Europæiske Råd, Charles Michel, sig derfor i København midten af november for at overbevise Frederiksen om sit eget ønske: en udvidelse af EU inden 2030.

Selvom Michel fik kritik fra flere regeringsledere – som han er i spidsen for at repræsentere – for at sætte et præcist årstal på, hvornår sådan en udvidelse skal være fuldendt, står han fortsat fast. Derfor kunne valget om at rejse til Danmark og mødes med i alt seks stats- og regeringschefer tyde på, at han alligevel forsøger at samle flere lande bag sin plan.

Efter Ruslands invasion af Ukraine har Frederiksen da også skiftet mening og bakker nu tilsyneladende op om en udvidelse. Men i spørgsmålet om udvidelse har hun indtil videre primært haft ét fokus i hovedet: Danmark skal ikke betale regningen.

"Ingen må lægge til grund, at os, der traditionelt har ydet mest, så bare yder endnu mere," sagde Frederiksen tilbage i oktober. Præcis samme retorik så vi fra hendes side tilbage ved EU-budgetforhandlingerne i 2020, hvor hun kaldte et større EU-budget for "fuldstændig gak".

Hvis Ukraine, Moldova, Georgien og seks lande på Vestbalkan skal med i EU bliver fordelingen af de lande, der betaler og modtager penge fra den fælles EU-kasse, da også meget anderledes end den balance vi kender i dag, viser et estimat fra EU selv. EU-budgettet kommer til at stige med hele 257 milliarder euro med den nuværende fordelingsnøgle af støttemidler. Så penge er absolut et vigtigt spørgsmål.

Optagelseslande bør få en plads ved bordet i EU’s centrale beslutningsorganer som observatører.

Jakob Wind
Landsformand, Europæisk Ungdom

Men når Mette Frederiksens største og første bekymring er, om pengepungen rækker og at de rige EU-lande ikke skal betale mere, vidner det om en enorm snæversynethed om Europas fremtid.

De mere velstillede lande kommer til at betale mere, og det er i vores egen interesse at gøre det. Hvorfor? Det klassiske fokus på nettomodtagere og nettobidragsydere til EU’s budget kan ikke gøres så sort-hvidt op.

Adgang for vores virksomheder til nye, enorme markeder og en kæmpe arbejdsstyrke gavner de rigere lande mest, og nu er der så tilmed sikkerhedsaspektet oveni. Udvidelsen handler om vores egen sikkerhed, og den må vi være villige til at betale for i penge. Ukrainerne betaler med deres liv.

Det statsministeren således i stedet bør kæmpe for er, hvordan vi bedst får de her lande på rette vej til EU-medlemskab – og ikke om excel-arket går op, når de her lande allerede er kommet med.

De tre kandidatlande – Ukraine, Moldova og Bosnien-Herzegovina - fik sidste år en opgave om at opfylde en masse rigide, men nødvendige målsætninger. De var en forudsætning for overhovedet at få EU-kommissionen til at foreslå en igangsættelse af en optagelsesproces, der kommer til at indebære en endnu større tilpasning til EU. Og det er bare begyndelsen.

Denne her lange men nødvendige proces, hvor de skal reformere alt fra domstolene til kæledyrspas og miljøstandarder, betyder i sidste ende, at de skal de tilpasse sig hele EU’s regelsæt (den såkaldte acquis communitaire). Først dér kan de nyde godt af hele EU-samarbejdets mange goder.

Men det er nødvendigt, at regeringen her og nu presser på for at binde de her lande tættere på EU under processen. I stedet for først at få alle fordelene som fuldt medlem for enden af en svær og sikker meget lang proces, bør vi give dem en slags pakkekalender, hvor de løbende kommer til at nyde godt af visse goder ved EU-samarbejdet, før de til sidst får hele pakken.

Noget lignende foreslog en gruppe af eksperter fra Tyskland og Frankrig – the Group of Twelve – tidligere på året. Og kun på den måde vil befolkningerne i de her lande kunne se ind i et realistisk fremtidsperspektiv for at blive fulde medlemmer uden at miste tålmodigheden med deres egne politikere og os i EU.

Regeringen burde være frontløber blandt de andre EU-lande og sikre en fleksibel optagelsesproces. Det er lige nu det eneste realistiske bud på vores fælles europæiske fremtid.

Jakob Wind
Landsformand, Europæisk Ungdom

En sådan pakkekalender ville kunne bestå af mange ting. Der er allerede flere EU-programmer i dag, som er mulig at deltage i, uden at det kræver medlemskab. For eksempel 'roam like at home', hvor forbrugere ikke skal betale ekstra for deres mobildata i andre EU-lande (som Island, Lichtenstein og Norge også tager del i selvom de ikke er med i fællesskabet).

Det kunne også være Erasmus-programmet for studerende eller Horizon-programmet for forskning, ligesom det kunne være visa til EU i et vis antal dage (noget ukrainere som bekendt allerede har). Deltagelse i EU-tiltag på sundheds- og forsvarsområdet vil også være en mulighed.

Derudover bør optagelseslande få en plads ved bordet i EU’s centrale beslutningsorganer, for eksempel i Ministerrådet, Parlamentet eller Kommissionen, som observatører. På den måde vil landenes politikere og embedsmænd fra starten få en bedre forståelse for, hvordan vores system fungerer.

Der skal dog ikke være nogen tvivl om, at optagelseslandene ville skulle leve op til de fælles spilleregler på de områder, de er med i. Ligesom det også skal være en mulighed at blive sat et skridt tilbage, hvis reformdagsordenen i landene går den forkerte vej og de ikke lever op til EU’s regler og værdier.

Det, jeg foreslår her, er således et fint kompromis mellem hverken at tøve for meget med optagelsesforhandlingerne eller lade det gå for hurtigt. Men modsat den førnævnte ekspertgruppes holdning, skal et fuldt medlemskab altid være slutmålet. Ellers risikerer vi et endnu mere fragmenteret Europa.

Befolkningerne i Ukraine, Moldova og Vestbalkan ønsker så desperat medlemskab. EU betyder velstand, frihed og muligheder for generationer i fremtiden præcis som det har betydet for os i Danmark.

Derfor burde regeringen være frontløber blandt de andre EU-lande og sikre en fleksibel optagelsesproces. Det er lige nu det eneste realistiske bud på vores fælles europæiske fremtid.