Anna Libak: It's the immigration, stupid

I 1992 opfandt James Carville som leder af Bill Clintons valgkampagne udtrykket ”It's the economy, stupid”. Det har været brugt lige siden til at minde om, hvor stor betydning økonomien har for vælgerne.

Men for nylig hævdede politologen og forfatteren Florian Hartleb i det konservative magasin Cicero, at det måske nu om dage ville være mere oplagt at omskrive udtrykket til ”It's the immigration, stupid”. Efter valget handler alt i tysk politik nemlig om indvandring.

Det kan han bestemt have ret i. I hvert fald synes vælgerne at have sammensat Forbundsdagen på en sådan måde, at ligegyldigt hvad Merkel i disse uger gør for at danne en regering, så bliver spørgsmålet om flygtninge og indvandrere hurtigt omdrejningspunktet. I praksis har det vist sig helt umuligt at se bort fra, at det højrenationale AfD blev det tredjestørste parti på sin modstand mod muslimsk indvandring ved valget i september.
 
Merkels modvilje mod en mindretalsregering skyldes således ikke bare den tyske tradition for flertalsregeringer og ønsket om stabilitet. Den skyldes også en frygt for, at en mindretalsregering i visse spørgsmål vil komme til at afhænge af stemmer fra AfD, som for hende ligner noget, katten har slæbt ind.

Ikke desto mindre vanskeliggøres hendes forsøg på at danne en flertalsregering også af spørgsmålet om, hvor stram flygtninge- og indvandrerpolitikken skal være.

Foreløbig sætter Merkel sin lid til storkoalitionen mellem SPD og CDU/CSU som et nødvendigt onde: et ildesmagende lægemiddel, som ikke fjerner mavesyren.

Anna LIbak

Torsdag stemmer SPD på sit partikonvent i Berlin om, hvorvidt der skal indledes forhandlinger med CDU/CSU om en såkaldt storkoalition, der ganske vist ikke er så stor længere: Med 53 procent af stemmerne tilsammen har de to partier ikke haft et værre valg i over halvtreds år. For begge parter er det en nødløsning at fortsætte i koalition sammen.

Derfor er det aldeles ikke givet, at SPD lader sig overtale for fædrelandets skyld. Men selv hvis man gør, bliver det store spørgsmål, der skiller parterne, deres holdning til familiesammenføringer.

Man kan faktisk godt beskytte demokratiet mod AfD, hvis andre partier er villige til at komme den store gruppe af bekymrede vælgere i møde med en stram og konsekvent flygtninge- og indvandrerpolitik.

Anna Libak

CSU's nyvalgte ministerpræsident i Bayern, Markus Söder, forlanger allerede nu, at socialdemokraterne i SPD afstår fra at kræve en genoptagelse af familiesammenføringer for flygtninge med subsidiær beskyttelsesstatus. Altså flygtninge, som ikke er personligt forfulgte, men som har fået ophold på grund af generelt kaos og krig i deres hjemlande.

Sidste år besluttede den tyske regering – og herunder SPD – at de flygtninge, der har fået subsidiær beskyttelsesstatus efter 17. marts 2016, skal vente to år, før de kan søge om at få deres familie til Tyskland. Nu skal det besluttes, hvad politikken skal være efter den 16. marts 2018.
 
Og der er ingen tvivl om, at CSU's Markus Söder helst vil stå fast på, at flygtninge med subsidiær beskyttelsesstatus fortsat skal vente to år, hvis ikke længere, før de kan søge.

CSU led et kæmpe nederlag ved valget i september. Partiet tabte ti procent af stemmerne, mens rivalen AfD i Bayern gik frem fra 4,2 til 12,4 procent. I byen Deggendorf i Bayern fik AfD ligefrem sit bedste resultat uden for det tidligere Østtyskland med 19,17 procent af stemmerne.

Så selv om CSU frem til dette valg har været det mest indvandrerkritiske parti i den tyske Forbundsdag overhovedet, var det altså ikke nok: Og mindre smerteligt bliver det ikke af, at AfD i Bayern førte valgkamp under mottoet: ”Franz Josef Strauss ville have stemt AfD”. Strauss var Bayerns ministerpræsident mellem 1978-1988 og sikrede gennem årtier CSU en fremtrædende rolle i tysk politik. Vælgerne har ikke glemt hans formaning om, at der aldrig må opstå et demokratisk legitimt parti til højre for CSU.

Men nemt bliver det nu ikke for CSU/CDU at få SPD's formand Martin Schulz til at skifte holdning til familiesammenføringer: Han har netop ladet forstå, at en mere human familiesammenføringspolitik er en af partiets betingelser for et regeringssamarbejde.

Og lykkes det på den baggrund ikke at enes med SPD, ja, så vil det være anden gang, at Merkel må opgive at lave en flertalsregering på grund af familiesammenføringer.

Ifølge Spiegel Online var det nemlig primært det spørgsmål, som vanskeliggjorde forhandlingerne om en regeringskoalition mellem De Grønne, FDP og CSU/CSU – den såkaldte Jamaica-koalition.

De Grønne var hårdt presset gået med til at ”forsøge” at begrænse antallet af asylansøgere til 200.000 om året, som CDU og CSU i forvejen var enedes om. ”Forsøge”, fordi en fast overgrænse principielt ville være i strid med flygtningekonventionen, der giver flygtninge retskrav på at blive beskyttet, uanset hvor mange der kommer.

De Grønne var også gået med til at erklære Algeriet, Tunesien og Marokko for sikre lande, som afviste asylansøgere kunne returneres til. Men grænsen gik ved familiesammenføringerne. De Grønne ville ikke acceptere, at flygtninge med subsidiær beskyttelsesstatus skulle vente to år.

Der gik grænsen. Til gengæld ville FDP – ligesom CSU – ikke acceptere, at alle flygtninge kunne søge familiesammenføring med det samme. Til sidst forlod FDP forhandlingerne med beskeden om, at det ikke nyttede at fortsætte. FDP var trods alt gået til valg på en stram asyl- og flygtningepolitik, og en genoptagelse af familiesammenføringer fra dag ét ville betyde mange flere hundreder tusinder af mennesker til Tyskland. At tillade det ville ifølge FDP være en politisk blankocheck til AfD til indløsning ved næste valg.
 
Det sidste lyder sandsynligt, eftersom antallet af muslimer i Tyskland under alle omstændigheder vil blive øget frem mod 2050. Det amerikanske Research Center Pew har netop offentliggjort en prognose, der i tre scenarier fremskriver befolkningsudviklingen i de europæiske lande.

Hvis tilstrømningen af muslimer fortsætter med den kraft, den har haft mellem 2010 og 2016, vil 20 procent af befolkningen i Tyskland være muslimer i 2050. Hvis tilstrømningen af asylansøgere derimod sættes til det markant lavere niveau, som den faldt til i sommeren 2016, mens familiesammenføringer og arbejdstilladelser fortsætter uændret, så vil 10,8 procent af den tyske befolkning være muslimsk i 2050. Hvis al immigration af enhver art standses fra i morgen, vil den muslimske befolkningsandel vokse til 8,7 procent i 2050. I alle tre scenarier forudsættes det optimistisk, at afviste asylansøgere forlader Tyskland.

Den store forskel mellem fremskrivningerne vidner om, at det absolut ikke er ligegyldigt, hvilke politiske beslutninger der træffes på indvandrer- og flygtningeområdet i de kommende år. Diskussionen går derfor næppe væk, uanset hvor meget de øvrige partier lader som om, at AfD ikke eksisterer.

Pointen er dog kun langsomt ved at sive ind. Foreløbig sætter Merkel sin lid til storkoalitionen mellem SPD og CDU/CSU som et nødvendigt onde: et ildesmagende lægemiddel, som ikke fjerner mavesyren, men holder de værste sure opstød væk.

Hvis alt andet fejler, kan der som den sidste mulighed selvfølgelig udskrives nyvalg. Men det er der ikke stemning for. Mange frygter nemlig, gæt selv hvad: at det blot vil skaffe AfD en endnu større valgsejr.

AfD fryder sig og vil hævde, at man ikke i længden kan beskytte demokratiet mod vælgerne. Det kan man ikke, nej. Men man kan faktisk godt beskytte det mod AfD, hvis andre partier er villige til at komme den store gruppe af bekymrede vælgere i møde med en stram og konsekvent flygtninge- og indvandrerpolitik. Foreløbig har CSU og FDP bevæget sig.

For der er sket et paradigmeskift i tysk politik: ”It's the immigration, stupid!”

-------------

Anna Libak (født 1968) er journalist, uddannet cand.mag. i russisk og samfundsfag fra Aarhus Universitet samt uddannet som sprogofficer i russisk. Hun har blandt andet været Berlingskes Ruslandskorrespondent og udlandsredaktør. Desuden sidder Anna Libak i Berlingske Fonds bestyrelse og Det Udenrigspolitiske Selskab. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.