Concito: EU-forpligtelser skal tænkes ind i nationale klimabeslutninger

En analyse fra Det Europæiske Miljøagentur viste sidste år, at medlemslandene – selv dem med lave mål - skal stramme sig gevaldigt an, hvis de skal nå målene for 2030.

Der er altså en reel risiko for, at sværvægtere som Tyskland og andre lande også skal ud at købe mange udledningsrettigheder. Hvis landene med lave mål, der ellers må forventes at være de mest sandsynlige sælgere af overskydende rettigheder, også får problemer med målopfyldelsen, kan udbuddet også risikere at være begrænset.

I praksis skal aftalerne forhandles på plads mellem køber og sælger uden nævneværdig gennemsigtighed, og da der ikke er noget loft på priserne, kan stor efterspørgsel efter udledningsrettigheder føre til høje priser.

Kort sagt aner vi ikke, hvor mange penge vi ender med at bruge på den her strategi. Det ville være interessant at høre Finansministeriets vurdering af tilgangen, da de normalt ikke er særligt begejstrede for, at Danmark binder sig til noget, hvor der ikke er nogen øvre grænse for omkostningerne.

Vi kan ende med at betale dobbelt

Dertil vil de penge, vi bruger på at købe udledningsrettigheder fra andre lande eller for den sags skyld på at annullere CO2-kvoter, ikke hjælpe os med at lave den reelle nationale omstilling, der er brug for, når vi skal leve op til næste runde af klimamål samt regeringens mål om klimaneutralitet i 2045.

Vores klare anbefaling er imidlertid, at Danmark som udgangspunkt bør anvende pengene på reel og hurtig klimahandling for biler, bønder og boliger.

Jens Mattias Clausen
EU-chef, Concito.

Sætter man det lidt på spidsen, kan man sige, at vi reelt vil betale to gange.

I første omgang for at undgå at reducere tilstrækkeligt herhjemme, og i anden omgang, efter 2030, for at lave den grønne omstilling, vi i første omgang nedprioriterede.

Spørgsmålet er, om det er den bedste brug af pengene, særligt når vi ikke engang kender regningens størrelse endnu.

Danmark som foregangsland

Sidst, men ikke mindst, handler det her også grundlæggende om Danmarks rolle i verden og den globale klimakamp. Regeringens forandringsteori, som vi kun kan støtte op om, er, at Danmark skal være et foregangsland. Vi skal vise, hvordan man bedriver en succesfuld grøn omstilling, og den model skal så eksporteres til andre lande.

Som grønt foregangsland har Danmark også den nødvendige troværdighed til at sætte en ambitiøs dagsorden i internationale fora, herunder i EU og til klimatopmøderne i FN-regi.

Man kan imidlertid spørge sig selv, hvordan rollen som grønt foregangsland hænger sammen med en udpræget brug af fleksibilitetsmekanismer, der i praksis udskyder omstillingen nationalt. Hvis alle lande forfulgte den strategi, ville vi have store problemer.

Derudover vil der være en naturlig begrænsning på mængden af udledningsrettigheder, der er tilgængelige. Så selv hvis andre lande, herunder EU-lande, skulle ønske at følge den danske model, ville det ikke engang nødvendigvis være muligt at gøre i praksis.

Danmarks egen omstilling bør være førsteprioritet

Det hører selvfølgelig med til historien, at Lars Aagaard i første omgang blot skitserede muligheden for at købe udledningsrettigheder. Det virkede ikke som en entydig beslutning endnu. Det hører også med til historien, at hvis Danmark køber udledningsrettigheder i andre lande, så skal indtægterne bruges på grøn omstilling i de lande.

Det er selvfølgelig positivt.

Hvis regeringen ønsker at benytte sig af fleksibilitetsmekanismerne, bør der først laves en grundig og transparent analyse af implikationerne.

Jens Mattias Clausen
EU-chef, Concito.

Vores klare anbefaling er imidlertid, at Danmark som udgangspunkt bør anvende pengene på reel og hurtig klimahandling for biler, bønder og boliger, der både kan anvendes til opfyldelse af vores nationale mål på 70 procent, vores EU-forpligtelser og samtidig understøtter Danmark langsigtede omstilling. EU-forpligtelserne skal indtænkes grundigt i de nationale klimabeslutninger, herunder klimaafgift i dansk landbrug, der ligger lige om hjørnet.

Hvis regeringen ønsker at benytte sig af fleksibilitetsmekanismerne, bør der først laves en grundig og transparent analyse af implikationerne. Det gælder også af de forventede omkostninger og risici ved at basere målopfyldelsen på, hvad der kan forekomme at være en risikabel strategi.

Dertil bør analysen omfatte de politiske omkostninger, der kan være forbundet med, at Danmark i mindre grad vil blive set som et foregangsland.