Dansk EU-lobbysucces solgt: "Vi er nu i den globale superliga"

INTERVIEW: Den danskejede EU-lobbyvirksomhed Cabinet DN blev i sidste uge solgt til det store amerikanske public affairs-bureau Teneo. Ambitionerne er nu at gå efter de helt store globale kunder, siger grundlægger Timme Bertolt Døssing.

Dele af Cabinet DN's hold. Det er Timme Bertolt Døssing yderst til venstre.
Dele af Cabinet DN's hold. Det er Timme Bertolt Døssing yderst til venstre.Foto: Cabinet DN
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: ”Den største handel i EU-kommunikationsbranchen nogensinde”.

Sådan brander den danskejede lobbyvirksomhed Cabinet DN selv nyheden om, at de i sidste uge blev solgt til det amerikanske rådgivningsfirma Teneo og bliver en del af en 600 mand stor virksomhed med kontor i 14 byer på fem kontinenter.

Dermed er det blevet nye tider for den danske lobbysucces, der på sine 12 år i Bruxelles er vokset til at være det største uafhængige bureau udi politisk rådgivning i EU-hovedstaden med 35 ansatte med 18 forskellige nationaliteter.

”Vi ser det helt klart som at komme i den absolutte superligaklasse på globalt niveau,” siger Timme Bertolt Døssing, der sammen med Jacob Lund Nielsen, der i dag er administrerende partner, grundlagde virksomheden tilbage i 2005.

Fra politik til lobbyisme
De to mødte hinanden, da de begge var assistenter for EU-parlamentarikere fra hver sin side af det politiske spektrum.

Jacob Lund Nielsen, der arbejdede for Konservatives Christian Rovsing, og Timme Bertolt Døssing, som sad hos de danske Socialdemokrater hos blandt andre Torben Lund og Helle Thorning-Schmidt, havde selv mødt rigeligt med lobbyister, som forsøgte at komme i kontakt med deres politiske chefer.

Deres konklusion var, at meget få danske virksomheder forstod sig på, hvordan de skulle pleje deres interesser.

De manglede politisk timing. De kom ikke med de tekniske indspark, som kunne bruges i lovgivningsprocessen, og de fleste overlod deres interessevaretagelse til internationale brancheorganisationer, som ikke nødvendigvis havde øje for den danske kontekst, som virksomhederne opererede i.

”Det var meget sjældent, at enkeltvirksomheder var inde og sige noget, selv om de havde store økonomiske interesser, som ikke blev varetaget,” siger Timme Bertolt Døssing.

Plan B
Planen om at blive de danske virksomheders indgangsport til Bruxelles-verdenen var dog bedre på papiret end i virkeligheden.

”Det viste sig ikke at være den bedste idé at satse på Danmark, fordi der bare ikke var nogen særlig public affairs-forståelse. Når man ringede op, var der mange, der ikke engang vidste, hvad lobbyister var. Så enten røg man over til marketingsafdelingen eller den juridiske afdeling eller helt op til direktørens sekretær, fordi de ikke vidste, hvad de skulle gøre ved det”.

”Vores tre første kunder var Microsoft, De Europæiske Bryggerier, og den sidste var vist McDonalds,” siger Timme Bertolt Døssing og trækker på smilebåndet.

”Det var meget forbavsende, at vi fik så store kunder, og at de ikke havde noget med Danmark at gøre. Men så blev det bare signalet til, at vi blev en international virksomhed i stedet”.

De tunge drenge
De danske kunder kom dog hen ad vejen sammen med andre store internationale virksomheder som Starbucks, VISA og Facebook, som alle har trukket på Cabinet DN’s politiske tæft.

Ifølge Timme Bertolt Døssing har både deres egen erfaring fra det politiske maskinrum og det faktum, at de har besat deres rådgiverposter med folk med tung ballast fra EU’s hjertekamre, haft stor betydning for deres succes.

”Det gør, at vi er bedre til at forstå, hvad politikerne gerne vil have, og hvordan de gerne vil lobbyes. Lobbyisten tror, at han bare skal tage et møde, så har han gjort sit. Men i virkeligheden skal han jo sørge for, at politikeren gør en masse ting, efter man har haft et møde. Det tror jeg, at vi har haft meget mere fokus på, fordi vi har siddet på den anden side af bordet,” siger han.

Større opgaver
I dag tæller rådgiverstaben blandt andre Danmarks tidligere EU-ambassadør Poul Skytte Christoffersen, Irlands tidligere premierminister John Bruton og flere tidligere EU-parlamentarikere og kommissionsansatte.

Den filosofi vil der ikke blive ændret på nu. Faktisk understreger Timme Bertolt Døssing, at strukturen i virksomheden forbliver mere eller mindre den samme.

Der kommer nye medlemmer i bestyrelsen, og de indlemmer amerikanernes seks ansatte i Bruxelles på kontoret. Men ellers håber han, at den primære forandring bliver, at de kan løfte større opgaver.

”Det er en erkendelse af, at der er visse typer opgaver med strategisk sigte, der strækker sig så langt ud over Bruxelles’ grænser, at man bliver nødt til at have et netværk. Det har vi i den grad fået med Teneo, der har over 200 mand i London og det samme i New York,” siger han.

Brexit-effekten
Netop Teneos store tilstedeværelse i London var én af hovedårsagerne til, at Cabinet DN var interesseret i salget.

Den stående joke i Bruxelles er, at de eneste der vinder ved den skilsmisseproces, som briterne lige har indledt med europæerne, netop er konsulenterne og lobbyisterne, der kan tilbyde deres tjenester til alle dem, der frygter det reguleringsmæssige limbo, som de næste års tovtrækkerier mellem Bruxelles og London kommer til at sende dem ud i.

”En samtænkning af indsatsen mellem Bruxelles og London både under og efter forhandlingerne kan være meget betydningsfuld for vores kunder,” nøjes Timme Bertolt Døssing med at sige.

Han ser også en mulighed for at hjælpe nogle af de globale kunder, som Teneo allerede har i folden, som Coca-Cola, Heineken, kemigiganten Dow Chemicals og den store schweiziske bank UBS og andre, der kan have aktier i den lovgivning, der kommer ud af Bruxelles.

”Vi vil nu bedre kunne rådgive de helt store virksomheder omkring nye policy trends,” siger Timme Bertolt Døssing.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Lund Nielsen

Forretningschef, Rud Pedersen, formand Media Track Singapore
Cand.scient.pol (Aarhus)

Timme Bertolt Døssing

Grundlægger, partner, Cabinet DN

0:000:00