Danske EU-politikere jagter pladser i nye udvalg

FOKUS: EU-parlamentarikerne skal senere på ugen stemme om oprettelsen af fem nye underudvalg, der blandt andet skal fokusere på kræft, kunstig intelligens, skattesnyd og desinformation. De danske medlemmer har allerede udset sig deres foretrukne udvalg.

Plenarsalen i Strasbourg forbliver tom, selvom der egentlig er samling sidst på ugen. Denne gang skal Parlamentet blandt andet stemme om oprettelsen af fem nye underudvalg.
Plenarsalen i Strasbourg forbliver tom, selvom der egentlig er samling sidst på ugen. Denne gang skal Parlamentet blandt andet stemme om oprettelsen af fem nye underudvalg.Foto: Fred Marvaux/Europa-Parlamentet
Simon Holst Jensen

Flere af de danske europaparlamentarikere har forsøgt at sætte fokus på skattesnyd over længere tid, og nu er de og andre ligesindede kommet så langt, at Europa-Parlamentet vil oprette et permanent underudvalg, der skal tage sig af netop den sag.

Skattelyudvalget bliver det eneste permanente af de fem nye udvalg, der formentlig bliver vedtaget i forbindelse med denne uges plenarsamling, hvor de alle er til afstemning.

Foruden udvalget mod skattesnyd kommer der tre midlertidige specialudvalg for kampen mod kræft, for kunstig intelligens og digitalisering samt bekæmpelse af indblanding i valg gennem eksempelvis fake news.

Derudover kommer der et undersøgelsesudvalg, der drejer sig om dyretransporter.

Nedsættelsen af udvalgene sker, fordi EU-parlamentarikerne har vurderet, at der er behov for et større politisk fokus på netop de områder.

Danske politikere byder ind
De enkelte politiske grupper skal selv finde ud af, hvem der skal repræsentere dem, og samtlige udvalg har allerede nu danske bejlere.

I en rundspørge, Altinget foretog mandag, fremgik det således, at Søren Gade (V) og Marianne Vind (S) begge vil forsøge at komme i kræftudvalget.

Det vil Christel Schaldemose (S) også, ligesom hun gerne vil med i udvalget om kunstig intelligens og digitalisering. Her får hun muligvis følgeskab af Karen Melchior (R).

Enhedslistens Nikolaj Villumsen er blandt dem, der længe har haft skattesnyd blandt sine mærkesager, selv om han ikke selv kan få en plads i udvalget.

”Det er virkelig glædeligt, at det nu endelig er lykkedes at få oprettet det særlige skatteudvalg for at bekæmpe skattely,” siger han.

Det nye underudvalg ligger under Økonomiudvalget, og man skal være medlem af det for at komme i betragtning.

Derfor er det kun Kira Marie Peter-Hansen (SF), der er fuldt medlem, samt Niels Fuglsang (S) og Linea Søgaard-Lidell (V), der begge er suppleanter, der kan få en plads ved bordet. De to førstnævnte går begge efter at komme med.*

Lovgivning skal kulegraves
Fuglsang vil også gerne i undersøgelsesudvalget om dyretransporter, som han har arbejdet for at få oprettet.

 
Undersøgelsesudvalget får 30 medlemmer, og dets endelige afrapportering skal ligge klar 12 måneder efter oprettelsen. Dog har Parlamentet mulighed for at forlænge fristen to gange tre måneder.

De midlertidige specialudvalg løber også i et år, men de har friere rammer for forlængelsesmuligheder.

Det er første gang, det nuværende Europa-Parlament opretter nye underudvalg, men der findes i forvejen to permanente under Udenrigsudvalget. De handler om menneskerettigheder samt sikkerhed og forsvar.

De nye udvalg skal til afstemning torsdag og fredag i denne uge. De skal bemandes ved den næste plenarsamling i juli.

*Artiklen er ændret 17. juni 11.50: Altinget er blevet gjort opmærksom på, at det kun er medlemmer af Økonomiudvalget, der kan få plads i det kommende underudvalg mod skattesnyd.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Niels Fuglsang

MEP (S)
ph.d. (CBS 2021), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

Nikolaj Villumsen

MEP (EL), næstformand, Venstrefløjsgruppen, Europa-Parlamentet
BA.mag. i historie (Københavns Uni. 2009)

0:000:00