Der var et DF før og efter Meld og Feld

Men at end ikke en intern, sønderlemmende EU-revisionskritik af Olaf kunne finde vej til mere end ét dansk medie, så vidt jeg husker Altinget, er beskæmmende.

Ikke mindst i en periode, hvor det ellers bredt ukendte Olaf pludselig var noget, alle medier skrev om, og ofte som heroiske svindeljægere der snuppede svindlere på fersk gerning og samlebånd.

Der var, og er, rigelig anledning til at kigge Olaf efter i sømmene. End ikke EU’s egen revision er tilfreds med foretagendet.

Jeg var selv med til at sørge for, at Søik – Bagmandspolitiet - som er er den danske myndighed, der skal efterforske videre og eventuelt rejse tiltale, fik hele molevitten af bilag med mere – herunder et bilag, som DF ikke selv forstod eksistensen af, som ingen ville kendes ved, som dog ikke havde haft betydning i sagen, men som ikke desto mindre nemt kunne efterlade et indtryk af rod og, ja, svindel.

Men afleveret blev det hele, naturligvis.

Netop rod er en fællesnævner i sagen, og allerede da sagen nåede et ret dramatisk klimaks i DR i efterårsferien 2016, erkendte DF-formand Kristian Thulesen Dahl, at der havde været for meget rod og sjusk, og at der skulle ryddes op i Bruxelles. Om svindel var der absolut ikke tale, var DF’s klare position.

Nok for meget trang til politik og for lidt trang til administration i DF’s kontorer i Europa-Parlamentet. Ikke godt nok, det er klart. Men bedrageri er det altså ikke at rode.

Messerschmidt selv kunne ikke svare for sig, han var i ugens løb bukket under med stress – et forløb, der tog langt over et halvt år, og som formentlig var et resultat af et stormvejr af hidtil uset omfang for DF og ham selv.

Allerede i ugens løb havde DF gennemgået alle bilag og udarbejdet et samlet regnskab, der stemte på sidste krone. Disse blev gennemgået med de journalister, der ville, på Christiansborg allerede samme uge.

Der er så mange mellemregninger og vilde historier, forsider og topnyheder i de seks år fra oktober 2016 til december 2022, at man kan skrive en bog. Om alt muligt fantasifuldt om svindel med polske kuglepenne, sangklubber og hvad ved jeg.

Den store såkaldte sag for millioner svinder gradvist ind, ender med en anklage om misbrug af godt 98.000 og slutter præcis der, som jeg oprigtigt regnede med; pure frifindelse.

Det har været min linje fra dag ét, det ved alle i medierne og partierne, der har talt med mig i de år – også dem, der i grunden ikke gad lytte til mit frifindelses-”spin”.

En sag om ingenting der tog sin begyndelse, da et forurettet medlem af DF’s fire mand store Europa-Parlamentsdelegation forlod DF og på vej ud ad døren smed en tændstik i legehuset med antydninger om svindel og identitetstyveri og andet.

Man skal huske, at det var andre tider.

EU var i krise, Brexit under opsejling.

DF var i sommeren 2015 ved folketingsvalget blevet Folketingets andet største parti, den borgerlige bloks største.

Flere års uafbrudt succes, der begyndte med et forbilledligt formandsskifte i 2012 fra Pia Kjærsgaard til Kristian Thulesen Dahl, fortsættende med Morten Messerschmidts historisk flotte genvalg til Europa-Parlamentet i 2014 kulminerede i 2015 med et knusende flot folketingsvalg og toppet i december samme år med en DF-sejr med danskernes nej tak til at droppe retsforbeholdet.

”Den gule bølge” forskrækkede mange steder. I Politikens Hus kunne man deltage i et paneldebatmøde i Pressen om, hvad man mon kunne stille op med det der forvoksede DF.

Det var underholdende. Jeg var der selv som tilskuer og fornemmede klart, hvor ubekvemt DF’s succes bekom de kulturradikale gæster.

Bum! Så smækker en DF’er med døren og lufter en masse mistanker.

Endelig var der et hul i DF-panseret.

Det var for fristende for medier og modstandere. Resten er historie.

At Ole Ryborg har delt store dele af sin research med antisvindel-enheden Olaf er helt miserabelt

Søren Søndergaard
Presse- og kommunikationschef, Danske Havne

En historie med den overbygning at DR’s Ole Ryborg har været blandt de drivende kræfter i at gøre det til en stor, meget langvarig sag.

Skal man rapportere om en brand, bør man ikke selv have båret brændet…

Det bør både det politiske Danmark, alle mediehuse og jo særligt DR forholde sig til.

DR var så venlige i begyndelsen af 2017, da sagen kogte, at invitere mig ud i deres velvoksne kommunikationsafdeling. Jeg skulle fortælle om at kommunikere i en svær krise. Det sagde jeg ja tak til, selv om jeg, takket være ikke mindst DR, havde andet at lave.

Som afslutning blev vi enige om at mødes igen og tale om sagen og mediedækningen, når den var slut, uanset udfaldet. Jeg tror, vi alle regnede med at mødes senere på året… det er så illustrativt nok mere end seks år siden.

Efter Messerschmidts pure frifindelse i december sidste år, håbede jeg så småt på en invitation fra DR, så vi kunne tage tråden op fra januar 2017. Men DR har vist travlt med så meget andet.

Der var et DF før Meld og Feld-sagen, og der er et DF efter. Sagen har haft enorme konsekvenser – for Dansk Folkeparti, for Morten Messerschmidt personligt og for vælgerne.

Da jeg blev indkaldt som vidne i retssagen i december, var det imod min vilje. Jeg havde fået nok af den sag, havde skiftet job og beskæftiger mig i dag med noget uhyre mere positivt og konstruktivt end folks grundløse beskyldninger og lysten til klapjagt i politik.

Men jeg erkender, at ikke meget gjorde mig gladere end frifindelsen af Morten Messerschmidt. Han og DF havde ikke bedraget nogen. Det vidste jeg jo godt. Jeg var der hele vejen, og jeg har ment det samme hele vejen.

Men det holdt godt nok hårdt og tog sin tid at få det på plads i retten.

Så lang tid, at det har fået demokratisk betydning. De færreste politikere og partier kan holde til syv år med røven på kogepladen.

Også dét burde det politiske Danmark se på og forholde sig til.