Det Udenrigspolitiske Selskab: EU’s værdier og interesser hænger sammen

Af Mogens Lykketoft (S) og Charlotte Flindt Pedersen,
Hhv. MF og medlem af udenrigsudvalget, og direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab.

Fremme af demokratier, der bygger på retsstatsprincipper og menneskerettigheder, er ikke længere et eksplicit mål i EU's udenrigspolitik. Der er stadig henvisninger til disse vigtige principper, men reelt har den opdaterede naboskabspolitik fra 2015 og EU's Globale Strategi fra 2016 skabt en kursændring:
Den nye, globale strategi har større fokus på stabilitet og sikkerhed end på et eksplicit mål om velfungerende demokratier.

De seneste års opbrud og uroligheder i EU's nabolande har resulteret i en politik præget af realisme og et ønske om stabilitet. Den ny politik har fokus på økonomisk udvikling og ungdomsbeskæftigelse, energisamarbejde, sikkerhed, en kamp imod terrorisme og migration og samarbejde med naboernes naboer.

Med andre ord: EU's interesser – især i lyset af migrations- og flygtningesituationen og de seneste terrorangreb mod europæiske storbyer – kommer nu til at fylde mere end udbredelsen af EU’s værdier.

De seneste års opbrud og uroligheder i EU's nabolande har resulteret i en politik præget af realisme og et ønske om stabilitet.

Mogens Lykketoft (S) og Charlotte Flindt Pedersen

Men behøver man at vælge mellem fremme af demokrati på den ene side og stabilitet og sikkerhed på den anden? Demokratiske metoder såsom borgerinddragelse og dialog mellem borgere og myndigheder kan på sigt fremme en sikkerhed, som ikke er funderet på autoritære, militære eller strafferetslige metoder, men på tillid og opbygning af social kapital, og som ansvarliggør frem for fremmedgør. 

På den måde kan man alt i alt skabe fundamentet for mere demokratiske samfund. Og her er eksemplets magt stærkt.

Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Dialog og samarbejde bærer frugt
I 2002 var Danmark vært for et af de vigtigste og største EU-topmøder nogensinde. På netop det topmøde blev der taget hul på at indlemme 10 nye EU-medlemslande. Der var blevet arbejdet hårdt i tiden op til. EU-embedsmænd roste senere det danske EU-formandskab for at være et af de bedst forberedte, de nogensinde havde oplevet.

Også uden for mødesalene var de danske myndigheder forberedt. For eksempel på demonstrationer og kampe mellem politi og demonstranter fra hele Europa, som det havde været tilfældet ved de foregående EU-topmøder i Gøteborg og i Genova. Men afviklingen af topmødet blev historisk. Der var ganske vist store demonstrationer, men alt foregik i ro og orden.

Hvad var forskelligt fra de andre topmøder?

De minus ti grader hjalp selvfølgelig med at nedkøle gemytterne, men det var ikke det alene. Allerede et halvt år inden selve topmødet påbegyndte politiet en dialog med de forskellige grupperinger, der var i gang med at mobilisere og planlægge aktioner i forbindelse med topmødet.

Dialogen handlede om, at alle var ansvarlige for, at topmødet blev gennemført fredeligt. Som daværende politichef, Kai Vittrup, påpegede, så er politiets ultimative opgave i forbindelse med demonstrationer at beskytte grundlovens princip om forsamlingsfrihed.

Med dialogen og forberedelsesarbejdet havde politiet ansvarliggjort danske organisationer, som dermed under topmødet var opmærksomme på urolige elementer og selv greb ind eller underrettede politiet. Det kom senere til at stå i skærende kontrast til politiets og lovgivernes måde at håndtere demonstrationer på under klimatopmødet COP15 i 2009.

Afviklingen af EU-topmødet for 15 år siden er et klart og tydeligt eksempel på, hvordan dialog og samarbejde bærer frugt. Samspillet mellem staten – for eksempel politiet – og civilsamfundet har afgørende betydning, også for at der er god ro og orden ved et møde og en demonstration.

Det er selvfølgelig ikke kun i Danmark, at man har gode erfaringer med at balancere sikkerhed og demokrati. Dusjan Mikhailovic, Serbiens indenrigsminister i de første år umiddelbart efter Slobodan Milosevics fald, formulerede over for Institut som Menneskerettigheder sin opgave som følgende: På den ene side skal politiet klædes på til at efterleve de nye demokratiske principper for politiarbejde, som Europarådet kræver, hvis Serbien skal gøre sig håb om Europamedlemskab.

På den anden side skal politiet kunne håndtere følgerne af Milosevics styre i forhold til hadforbrydelser, organiseret kriminalitet i og uden for politiet, kampe mellem forskellige befolkningsgrupper i Sydserbien – og alt dette i en situation, hvor tilliden til politiet og de statslige myndigheder er på nulpunktet.

En rådgivende gruppe med blandt andet Serbiens fremmeste menneskerettighedseksperter anbefalede ministeren at integrere menneskerettighedsstandarder i politiets virke for at styrke politiets legitimitet over for borgerne.

Et nyt nærpoliti blev etableret med det formål at gå i dialog med lokale borgere om kriminalitet og sikkerhed. På ganske få år blev politiet dén statslige myndighed, som almindelige borgere havde størst tillid til i årene umiddelbart efter Milosevics fald. Også i Sydserbien faldt gemytterne til ro.

Demokrati versus sikkerhed
Den 10. maj afholder Det Udenrigspolitiske Selskab og European Endowment for Democracy (EED) en konference sammen med International Media Support og DIPD, hvor vi stiller skarpt på spørgsmålet om demokrati versus sikkerhed. 

I EU's nabolande bliver spørgsmålet mere og mere presserende. Ytringsfriheden, forsamlingsfriheden og foreningsfriheden bliver undertrykt med henvisning til beskyttelse af den nationale sikkerhed og stabilitet.

Sikkerhed er vigtig for alle, og staten har en meget vigtig opgave i at skabe sikre rammer for borgernes liv og virke og beskytte mod vilkårlighed, vold og konflikt og angreb på landets institutioner. Ligesådan skaber sikkerhed og stabilitet mulighed for økonomisk og personlig udvikling.

Men når sikkerhed sker på bekostning af ytringsfrihed og forenings- og forsamlingsfrihed, kan det skabe grobund for magtfuldkommenhed, korruption, straffrihed, afmagt og passivitet eller radikalisering af de stemmer, som ikke kommer til orde. Og det skaber på længere sigt ustabilitet.

Derfor er valget mellem sikkerhed og demokrati et falsk valg. I stedet skal EU forsøge at fremme en forståelse blandt ansvarlige ledere i EU's nabolande, om at sikkerhed og stabilitet på sigt er mest bæredygtigt, når det bygger på principper for demokratisk deltagelse, ytringsfrihed, uafhængige medier, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed.