Ekspert efter EU-klimaudspil: Champagnen må vente

Af Jørgen Henningsen
Seniorrådgiver, European Policy Center

I smuk overensstemmelse med at politik i dag skal ses enten som en sportskamp eller en krig, kan vi nu konstatere, at Connie Hedegaard vandt, og de sorte tabte.

Hatten af for det. Martin Lidegaard har allerede kvitteret. Og heldigvis har vi en klimaminister, der godt ved, at det er nu, der skal trækkes i arbejdstøjet. Champagnen må vente.

Efter slaget kommer forhindringerne 
Den første forhindring er stats- og regeringschefernes møde i marts, hvor Helle Thorning Schmidt (S) og Martin Lidegaard (R) skal forsvare de danske positioner. Det er ikke svært at finde argumenter for, at Kommissionens forslag er utilstrækkelige i forhold til målsætningen om at begrænse den gennemsnitlige globale temperaturstigning til to grader.

Der er simpelthen for mange af medlemslandene, der vil argumentere for en udvanding, og meget få, om overhovedet andre end Danmark, der kan tænkes at gå ind for en skærpelse af klimamålene.

Jørgen Henningsen
Seniorrådgiver European Policy Center

Per Clausen (EL) har ret, når han påpeger, at hvis policyen skal være konsistent med to-graders-målsætningen, uden at vi skubber hovedparten af byrden videre til næste generation, skal der reduceres med betydeligt mere end 40 procent. Men forestillingen om en skærpelse forbliver desværre en illusion. Der er simpelthen for mange af medlemslandene, der vil argumentere for en udvanding, og meget få, om overhovedet andre end Danmark, der kan tænkes at gå ind for en skærpelse af klimamålene.

Hvis Kommissionen havde fulgt den "normale" procedure og forelagt et direktivforslag til almindelig behandling i Rådet og Parlamentet, ville traktatens regler om kvalificeret flertal gælde for forhandlingerne.

Det betyder, at der skal et betragteligt antal medlemslande, afhængig af størrelsen, til at hindre flertallet i at beslutte. Sådan er det imidlertid ikke, når statsministrene drøfter policy. Her er der tradition for en langt mere konsensus-præget proces, der giver de enkelte lande større mulighed for at blokere tiltag, der ikke passer dem. Det bliver en udfordring for Helle og Martin, allerede fra i morgen, at sikre, at deltagerne i topmødet respekterer, at klimapolitik er flertals-, ikke enstemmighedspolitik.

Målet for vedvarende energi skal være bindende
Næste udfordring er målsætningen for vedvarende energi (VE). 

Politikere ved, at forhandlinger handler om "give and take". Det er ikke et urealistisk scenarie, at de lande, der finder forslagene for ambitiøse, som en mindste modydelse vil sikre sig, at VE-målet bliver gjort vejledende i stedet for bindende.

Det vil være en alt for høj pris at betale for at fastholde det politisk mere "synlige" 40 procent reduktionsmål. Hvis der overhovedet skal gives køb på noget af pakken, er det vigtigere at fastholde VE-målet som bindende. Næsten 25 års klimapolitik har vist, at det først og fremmest er de sektorspecifikke tiltag, der har leveret.

Biomassens bæredygtighed 
En tredje udfordring for Helle og Martin er at sikre, at VE-forpligtelsen tager behørigt hensyn til de forskellige VE-kilders klimaprofil. Mange, bl.a. Det Europæiske Miljøagenturs videnskabelige komite, har på det seneste påpeget, at biomasse ikke nødvendigvis leverer de CO2-reduktioner, man hidtil har regnet med; og hvis den gør, da ofte med betydelig forsinkelse.

Fra dansk side bør der stilles krav om, at en endelig beslutning om detaljerne i et nyt VE-direktiv gøres betinget af en afklaring af regler for biomassens bæredygtighed, et emne Kommissionen synes at have sat på vågeblus.

Blikket rettet mod Paris 
Alle klimapolitikere har blikket rettet mod Paris, 2015: tidspunktet, hvor Klodens regeringer har givet hinanden håndslag på, at der skal indgås en global klimaaftale.

De fleste har været af den opfattelse, at udfordringen er at få resten af verden til at følge EU's mere ambitiøse klimapolitik. Det er kun rigtigt ud fra konstateringen af, at resten af verden stort set overalt har en endnu ringere politik. Hvis EU om godt halvandet år skal møde op i Paris med noget at tilbyde, må Martin Lidegaard lægge næsten al sin energi i at sikre en respektabel EU-politik på området. Det er ikke svært for Danmark at finde beundrere ud i verden.

Men det hjælper desværre meget lidt på de globale udledninger.