Forsker: 60 år gammel aftale mellem EU og tidligere kolonier balancerer på en knivsæg

Først i juli i år er det lykkedes at få både Polen og Ungarn og resten af EU til at støtte op om aftalen, som blev officielt underskrevet af både EU og OASCSS-landene 15. november. Men det betyder langt fra, at forløbet er slut nu.

For at aftalen kan træde i kraft fra januar 2024, som planlagt, skal alle EU-lande og to tredjedele af OACSS-landene ratificere den. Og det bliver måske et problem, for næsten halvdelen af OACSS-landene stemte ikke for aftalen til topmødet i Samoa.

I forvejen har det været pinligt for EU, at det har taget så lang tid at få intern opbakning til aftalen, men hvis aftalen nu falder, kan det blive et stort ansigtstab for EU.

Falder aftalen vil det være en cementering af, at EU's internationale rolle i stigende grad er under pres

Sarah Kristine Poppelkvist
Ph.d.-studerende, DIIS og RUC

EU har tidligere været den absolut vigtigste partner og bistandsyder til OACSS-landene, særligt til landene i Afrika, og sådan ser EU stadig sig selv.

Falder aftalen vil det være en cementering af, at EU's internationale rolle i stigende grad er under pres, og måske allerede er skrumpet langt mere, end man har erkendt i EU.

Men lad os se på de primære årsager til at næsten halvdelen af OACSS-landene tøver med at tilslutte sig aftalen.

Usynlig EU-støtte 

Der følger ingen penge med Samoa-aftalen. Tidligere var hovedparten af EU's udviklingsbistand koblet særskilt op på aftalerne mellem EU og OACSS-landene, men i dag er hele bistanden blevet en del af EU's budget.

Nuværende og fremtidige udviklingssamarbejder mellem EU og OACSS-landene fastlægges og finansieres derfor nu uafhængigt af Samoa-aftalen.

Samoa-aftalen danner dog fortsat rammen omkring EU's økonomiske samarbejdsaftaler og samhandel med OACSS-landene, og tidligere sikrede aftalen også lettere adgang til det europæiske marked. Men den del er med årene forsvundet mere og mere ud af aftalerne. Det betyder, at en del af OACSS-landene simpelthen ikke synes, de får nok ud af aftalen.

Selv om EU og dets medlemslande længe har været – og stadig er – den største bidragyder til udviklingsbistand globalt, og derfor med egne øjne fortsat burde være den vigtigste partner for OACSS-landene, er det for mange både politikere og befolkninger i landene utydeligt, hvordan EU's penge egentlig har hjulpet.

Mange af pengene fra EU er gået direkte ind i statsbudgetterne og har fokuseret på demokratiprojekter, opbygning af retfærdige retssystemer eller menneskerettighedsprojekter.

Begge forhold gør EU-støtten mindre synlig, end hvis man for eksempel bygger en bro eller en vej. Samtidig harmonerer fokusset på demokrati og menneskerettigheder ikke nødvendigvis med den udvikling, ledelsen i de forskellige lande ønsker.

Trætte af EU's moraliseren

Og det bringer os meget fint frem til den anden årsag til, at denne vigtige aftale risikerer af falde. En del af de lande, som muligvis ikke vil ratificere aftalen, er simpelthen trætte af EU's moraliseren.

Det vil nok ikke være forkert at sige, at EU føler sig forrådt

Sarah Kristine Poppelkvist
Ph.d.-studerende, DIIS og RUC

For eksempel har særligt religiøse stemmer fra Jamaica og Trinidad og Tobago støttet op om, at landene undlod at stemme for aftalen, da førstnævnte mener, aftalen indeholder afsnit om, at OACSS-landene skal arbejde for bedre reproduktiv sundhed – for eksempel adgang til prævention – og for at sikre LGBT+ rettigheder.

På samme måde er landene trætte af, at støtte fra eller samarbejde med EU ofte indebærer mere eller mindre indirekte krav om, at de skal arbejde mod en bestemt (EU-dikteret) udvikling – for eksempel mod mere frihed, demokrati og markedsøkonomi.

Andre samarbejdspartnere er mere attraktive

Den sidste og måske vigtigste årsag til, at så mange af OACSS-landene stiller sig tvivlende over for aftalen med EU, er, at der i dag findes alternativer, som virker mere attraktive: Andre stormagter, såsom Kina, som landene kan samarbejde med, og som ikke kommer med krav om demokrati, LGBT+ rettigheder og ligestilling mellem kønnene.

Særligt Kinas gigantiske infrastrukturprojekt – Belt and Road Initiative, også kendt som den nye Silkevej, der skal forbinde Kina med hele resten af verden – har udmøntet sig i store infrastrukturprojekter i flere OACSS-lande.

Når der bliver bygget for eksempel en bro, en havn eller en ny vej, så er det meget tydeligt, hvad pengene er blevet brugt på det. At pengene fra Kina ofte kommer som lån, som i sidste ende kan stavnsbinde landene i gæld, er en anden historie.

Tidligere har OACSS-landene ikke haft reelle alternativer til EU, og derfor har de måtte acceptere de krav, der fulgte med EU-samarbejdsaftalerne (om for eksempel demokrati og menneskerettigheder). Nu forholder det sig stik modsat, og EU oplever den hidtil største modstand mod aftalen.

Det vil nok ikke være forkert at sige, at EU føler sig forrådt. Efter man i så mange år – siden 1963 – med egne øjne har gjort så meget for disse lande, der nu lige så stille begynder at vende EU ryggen.

Både ved at stemme modsat EU i internationale organisationer som FN på spørgsmål om krigene i Ukraine og Gaza, og måske også nu ved at afvise at videreføre den strategiske partnerskabsaftale med EU.

Tre milliarder euro skal redde EU's globale rolle

Modstanden hos OACSS-landene kommer ikke fuldstændigt bag på EU, og EU er godt opmærksom på, at flere og flere af landene foretrækker andre samarbejdspartnere end EU.

Derfor vil man nu gøre EU's bidrag og indsats mere synlig for ledere og befolkningerne i OACSS-landene ved at mobilisere tre milliarder euro (mere end 22 milliarder kroner) til projektet Global Gateway. Halvdelen af pengene skal komme fra udviklingsbistanden og halvdelen fra private investeringer.

Landene er trætte af, at støtte fra eller samarbejde med EU ofte indebærer mere eller mindre indirekte krav om, at de skal arbejde mod en bestemt udvikling

Sarah Kristine Poppelkvist
Ph.d.-studerende, DIIS og RUC

Som navnet antyder er det (ligesom Kinas Belt and Road Initiative) et globalt infrastrukturprojekt med særligt fokus på udvikling af infrastruktur (bredt forstået) i det globale syd.

Med Global Gateway vil EU, særligt gennem nogle flagskibsprojekter, tydeliggøre, hvad EU-pengene bidrager til. Og så skal Global Gateway skabe i et ligeværdigt partnerskab mellem EU og landene i det globale syd, der tager udgangspunkt i sidstnævntes interesser og behov.

Men spørgsmålet er om, dette er nok at få to tredjedele af OACSS-landene til at knytte sig til EU i Samoa-aftalen. For man kan retteligt spørge, hvad OACSS-landene, særligt de afrikanske, egentlig får ud af aftalen, som de ikke kan få uden?

At Samoa-aftalen danner retsgrundlaget for de økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og OACSS-landene er måske det eneste, der kan holde aftalen i live.

Men på trods af nye initiativer som Global Gateway er det stadig et slag for EU's selvforståelse, hvis Samoa-aftalen falder. Det vil være et klart signal fra OACSS-landene om at bryde det tætte strategiske og økonomiske bånd, som landene har haft til Europa i over 60 år – og derfor også have betydning for EU's fremtidige rolle i verden.

Samtidig vil det kunne få betydning for Danmarks samarbejde med de afrikanske lande. Lige nu arbejder man i udenrigsministeriet på sin nye Afrika-strategi, hvor en del af udgangspunktet ser ud til at blive, at EU skal spille en større rolle, og at Danmark skal binde sig op på EU.

Men hvad er EU's rolle overhovedet?