Grundlæggende set har jeg altid fremhævet, at det er superpositivt, at EU arbejder med virksomheders etik og ansvar. Det er vigtigt, at EU siden skabelsens af det indre marked i 1993 har haft stærkt fokus på at styrke virksomhedernes ESG-performance, som udtryk for et stærkt samfundsansvar.

EU's nye 2024 direktiv om due diligence (CSDDD) og formulering af krav til virksomheders rapporteringer, som blev samlet i direktivet fra 2023 (CSRD) skal ses i forlængelse af disse bestræbelser på at styrke virksomhedens bæredygtige samfundsengagement.

Dette er blandt andet sket ved at udvikle standarder, det vil sige krav til klassifikation og taksonomi til bestemmelse af nøgletal til måling og beregning af virksomheders ESG-påvirkning  i samfundet.

Det er centralt i det nye direktiv, at virksomhederne følger krav om respekt for menneskerettigheder og miljø hele vejen igennem leverandørkæden.

Dette indebærer, at virksomheder skal undgå enhver menneskerettighedskrænkelse, for eksempel igennem tvangs- eller slavearbejde, og ledelsen skal også aktivt sikre, at man overholder miljøreguleringer. 

Virksomheders etiske pligt

Skal man alligevel forholde sig kritisk til EU’s regulering af due diligence, kan man fremhæve, at virksomheders etik og ansvar opfattes som integreret i virksomhedens nyttebaserede risikostyring og arbejde med at styrke virksomhedens langsigtede bæredygtighed.

Due diligence forstås dermed som et led i virksomhedens selvopretholdelse og egeninteresse, som går forud for visionær tænkning og kreative bidrag til det fælles gode.

Problemet er, at due diligence ses i lyset af en økonomisk og juridisk maksimeringslogik, og at EU ikke tager hensyn, at krav til virksomheders ordentlighed ikke kun kan begrundes økonomisk og juridisk, men skal ses som udtryk for virksomhedens position i samfundet, hvor virksomheden ret til at eksistere bygger på et etisk ansvar for altid at bidrage til at løse samfundets problemer.

Due diligence-reglerne er en realisering af menneskerettigheds-juristernes drøm om kontrol, transparens og hård styring af virksomheder

Jacob Dahl Rendtorff
Professor i ledelsesfilosofi og virksomhedsetik, Roskilde Universitet

Ganske vist taler direktivet om, at man ikke må gøre ondt (do no harm), men dette begrundes ud fra en risikominimeringslogik, som ikke fanger den etiske og moralske dimension ved at engagere sig, opføre sig ordentligt at gøre noget godt for samfundet.

Nu kunne man indvende, at direktivet ved at lægge vægt på strenge krav til at overholde menneskerettigheder og miljøregler netop gør virksomheden moralsk ansvarlig.

Her er risikoen, at de høje tekniske og kvantitative krav til overholdelse af regler gennem bæredygtigheds- og CSR-rapporter kan komme til at skygge over den etiske og moralske, indre og frivillige motivation for at gøre godt for samfundet.

Hvor etik og ansvar før var et led i virksomhedens værdier, identitet og kultur gennem motiverede ledere og medarbejderes kamp for at gøre en forskel i verden, risikerer EU's fokus på regler at flytte CSR og bæredygtighed ind i et juridisk rapporterings- og regnskabsrum, hvor jurister, revisorer og virksomhedskonsulenter bliver ansat til at sikre, at virksomhederne opfylder kravene.

Eftersom rapporterings- og compliance-reglerne er ret komplekse, risikerer EU, at etik og ansvar overlades til specialisterne. Så er den paradoksale konsekvens, at ledelse og bestyrelse kan fraskrive sig det moralske ansvar, da det jo er parkeret i virksomhedens compliance og regnskabskontor.

Moralsk integritet som fundament

Due diligence-reglerne er en realisering af menneskerettighedsjuristernes drøm om kontrol, transparens og hård styring af virksomheder, der opfattes som profitmaksimerende kynikere, der vil gøre alt for at få en god forretning på trods af mennesker og miljø.

Virksomhederne kan skrive store og fine rapporter, uden at det behøver at føre til nogen større forandring i det globale syd

Jacob Dahl Rendtorff
Professor i ledelsesfilosofi og virksomhedsetik, Roskilde Universitet

En forløber for EU’s regler om due diligence er FN’s vejledende principper for virksomheder og menneskerettigheder fra 2012, der handler om at respektere, beskytte, og hele menneskerettigheder, men det er ikke sikkert, at en sådan regelbaseret sanktionsbaseret tilgang til etik og ansvar er så effektiv endda.

Virksomhederne kan skrive store og fine rapporter og ansætte jurister, revisorer og konsulenter til at kontrollere regelbureaukratiet, uden at det behøver at føre til nogen større forandring i den virkelige verden i det globale syd, da EU og FN ikke rigtig har nogen effektive sanktionsmuligheder i resten af verden.

Lov og ret fungerer ikke uden indre moralsk integritet, hvilket ikke nødvendigvis sikres af et stort juridisk regulerings- og rapporteringssystem. Dermed kan regeltvangen føre til svækkelse af det etiske ansvar, eftersom virksomhederne har stor mistillid til regelbureaukrati og dermed betragter menneskerettigheder og miljø som en spændetrøje, der ødelægger forretningen.