Forsker: Hold godt øje med de tre største myter i debatten om det danske forsvarsforbehold
Den danske debat om EU's forsvarspolitik og det danske forsvarsforbehold er præget af sejlivede myter, skriver EU-forsker Christine Nissen, der i dette indlæg punkterer de tre største.
Christine Nissen
Chefanalytiker, Tænketanken EuropaDa Danmark fik sit forsvarsforbehold i 1993, efter det danske 'nej' til Maastricht-traktaten, fandtes der ingen EU-forsvarspolitik.
Derfor blev det danske forbehold skabt ud fra ideer om, hvad fremtiden måske kunne bringe. Her var det især frygten for, at et fremtidigt EU-forsvarssamarbejde kunne materialisere sig i en overnational EU-hær, hvor Danmark ville blive tvunget til at afgive suverænitet og soldater. Da EU cirka ti år senere fik en egentlig forsvars- og sikkerhedspolitik, begrænset i sit fokus og lanceret i et mellemstatsligt format, blev den danske frygt manet i jorden.
Den danske debat er dog stadig præget af myter om, hvad EU's forsvarspolitik går ud på, samt hvad det danske forbehold indebærer. De største af disse omhandler den frygtede (men ikke-eksisterende) EU-hær; at Danmark mister selvbestemmelse, hvis vi opgiver forbeholdet; og at mere EU betyder mindre USA.
- Myte 1: EU-hæren kommer!
At EU som institution har eller kan oprette en overstatslig EU-hær er en sejlivet myte, men ikke desto mindre usand.
Den militære del af EU's forsvarspolitik er både mellemstatslig og frivillig, hvilket betyder, at alle lande skal være enige, før en politik kan vedtages, og det står landene frit for om de vil deltage i en EU-operation eller ej.
Der er blevet foreslået en europæisk hurtig reaktionsstyrke på 5000 mand, som efter Ukraine-krigen har fået fornyet tilslutning
Christine Nissen
EU- og sikkerhedspolitisk forsker, DIIS
Konsekvensen heraf har været, at EU's udenrigs- og forsvarspolitik som regel kritiseres for at være svag, begrænset og ofte repræsenterer laveste fællesnævner.
Når den franske præsident eller tyske kansler taler om, at de ønsker en "sand europæisk hær" er der derfor tale om, at der ønskes et styrket, og mere struktureret men stadig mellemstatsligt EU militært samarbejde.
Blød magt ikke længere nok
Siden starten af 00'erne har EU udsendt militære missioner til konfliktramte lande uden for Europa med frivillig deltagelse af EU-lande. Disse operationer har som regel været begrænset i kapacitet, sammenlignet med eksempelvis Natos militære operationer eller FN-fredsbevarende missioner.
EU's operationer har typisk haft fokus på at sprede fred og europæiske værdier, men senere år har de haft et øget sigte mod at beskytte det europæiske kontinent og dets borgere. I takt med en større usikkerhed i Europas nærområde er EU's forsvarspolitiske dimension også blevet styrket betydeligt de seneste 5 år.
Som der står i EU's nyeste sikkerhedsstrategi fra 2016 så er "blød magt ikke længere nok", og det er derfor nødvendigt at "styrke EU som et sikkerhedsfællesskab, der er parat til at afskrække, svare igen og beskytte sig selv imod eksterne trusler".
Reaktionsstyrke på 5000 mand
Det er især på en de indre linjer at EU's forsvarssamarbejde har udviklet sig de senere år med nyt fokus på at harmonisere den europæiske forsvarsindustri og udvikle militært isenkram med støtte fra EU.
Flere EU-lande, ikke mindst intensiveret af Putins krig i Ukraine, synes også villige til at øge EU's operationelle kapacitet. Eksempelvis er der blevet foreslået en europæisk hurtig reaktionsstyrke på 5000 mand, som efter Ukraine-krigen har fået fornyet tilslutning.
Denne styrke vil fortsat være frivillig for medlemslandene at deltage i, ligesom den vil kræve enstemmighed både at etablere og at deployere. Der har aldrig i verdenshistorien eksisteret en overstatslig hær, og en sådan er heller ikke på vej i EU-regi.
- Myte 2: Danmark mister suverænitet ved at opgive sit forsvarsforbehold
Danmark vil ikke miste suverænitet eller selvbestemmelse ved en afskaffelse af forbeholdet, som ellers er tilfældet ved de andre danske EU-forbehold (retsforbeholdet og euro-forbeholdet).
Eftersom EU's militære forsvarssamarbejde er både mellemstatsligt og frivilligt, ville Danmark uden et forbehold selv kunne vælge hvilke EU-aktiviteter man vil deltage i og hvilke man vil stå udenfor. Da samarbejdet er frivilligt, og forbeholdet er en undtagelse fra et politikområde i dets substans, er det derfor heller ikke muligt at indgå 'parallelaftaler', som vi kender det fra retsforbeholdsområdet.
Da de fleste EU-lande også er Nato-medlemmer, eksisterer der en gennemgående interesse i at komplimentere og ikke duplikere ressourcer på tværs af organisationer.
Christine Nissen
EU- og sikkerhedspolitisk forsker, DIIS
Den mellemstatslige karakter af EU-samarbejdet betyder også at alle lande har veto-ret, og frit kan blokere for beslutninger. Dermed er det danske forsvarsforbehold bemærkelsesværdigt, fordi Danmark som det eneste land har valgt at frasige sig denne vetoret, og dermed ikke kan forhindre en udvikling i EU som måtte gå imod danske interesser.
Som der står skrevet i forbeholdet: "Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstater på det (forsvarspolitiske) område".
Hvis man ønsker at EU's forsvarssamarbejde bør begrænses og svækkes, er det således, paradoksalt nok først muligt, hvis man opgiver forbeholdet og dermed sikrer dansk vetoret på området.
- Myte 3: Mere EU betyder mindre USA for Danmark
Hvis man spørger amerikanerne selv, eksisterer der intet modsætningsforhold mellem deltagelse i EU's forsvarspolitik og det at være en god Nato-allieret og partner til USA. Tværtimod ønsker USA, at Europa såvel som EU styrker sin såkaldte 'strategiske autonomi' forstået som evnen til at agere mere selvstændigt og effektivt på den internationale scene.
Bidens regering ønsker, at Europa får flere forsvarspolitiske muskler, som i USA's øjne vil styrke – ikke svække – det transatlantiske samarbejde.
Christine Nissen
EU- og sikkerhedspolitisk forsker, DIIS
Det fandt jeg ud af, da jeg var i USA for et par måneder siden for at tale med amerikanske embedsmænd og eksperter om deres syn på styrket, europæisk autonomi, hvilket de alle så som en vigtig forudsætning for det transatlantiske forhold.
Selvom den nyeste udvikling i Østeuropa har fået Biden til at vende fokus mod det europæiske kontinent, er tiden for amerikansk deltagelse i fjerne krige er ovre. Hvis Europa fremover vil sikre stabilitet i sit eget nærområde, må man derfor øge kapaciteten til at være til stede – også militært og med begrænset eller ingen amerikansk støtte.
EU og Nato komplimentere hinanden
At en styrkelse af Europas samlede evne til at agere forsvarspolitisk foregår i EU-regi, vil ikke betyde, at Nato kommer til at fylde mindre for den Europæiske sikkerhedsarkitektur - eller for Danmark uden et forbehold.
Da de fleste EU-lande også er Nato-medlemmer, eksisterer der en gennemgående interesse i at komplimentere og ikke duplikere ressourcer på tværs af organisationer. EU og Nato er to meget forskellige aktører, når det kommer til forsvarspolitikken, og derfor vil der sjældent opstå situationer, hvor deltagelse i Nato-sporet udelukker EU-sporet og vice versa.
EU's nyeste fokus på at styrke den Europæiske forsvarsindustri, og udvikle militært isenkram, er også noget Nato kan drage fordel af, da militære kapaciteter udviklet i EU-regi, vil kunne bruges i Nato-sammenhæng eller bilateralt – det står EU's deltagende lande frit for.
Specifikt ønsker Bidens regering, at Europa får flere forsvarspolitiske muskler, som i USA's øjne vil styrke – ikke svække – det transatlantiske samarbejde.