Jens Chr. Grøndahl: Europas lande skal blive mere troværdige Nato-partnere

KOMMENTAR: Hvad enten vi vil det eller ej, er den amerikanske vilje til at bruge magt afgørende for Europas sikkerhed. Vi har ikke råd til at matche USA's forsvarsudgifter, men et styrket europæisk forsvarssamarbejde kan gøre os til mere troværdige Nato-partnere, skriver Jens Chr. Grøndahl.

Ironien var blodig. Præsident Trump har ikke bestilt andet end at true med den helt store militære tilbagetrækningsreform. I stedet kan han nu blive tvunget til at mase den amerikanske krigsmaskine dybere ned i den mesopotamiske sump.

Ingen ønsker krig, og dog virkede krigen uundgåelig de første døgn, hvis man skulle tro de retoriske udslip. Ayatollahen ville have Trumps hoved på et fad, og for sit vedkommende syntes Manden Med Håret parat til at lægge Isfahans islamiske kulturperler i grus.

Så galt går det nok ikke. På sidelinjen stod både Jens Stoltenberg og Jeppe Kofod og manede til besindighed. Det hedder deeskalering i år. Hvis krigen udebliver, vil vores europæiske ledere kunne lykønske hinanden med, at Teheran og Washington søreme har lyttet til dem.

Stoltenbergs landsmand, forfatteren Henrik Ibsen advarede imod at tage livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, og i storpolitisk forstand er Europa ikke andet end et gennemsnit af middelmådig mangel på troværdig handlekraft.

Jeg ved ikke, hvor smart det var at likvidere General Soleimani. Ifølge New York Times havde Pentagons rådgivere præsenteret denne option for præsidenten som den mest ekstreme blandt flere med den hensigt at få ham til at vælge en blødere mellemvare.

De burde efterhånden kende Trump godt nok til at vide, at han selvfølgelig ville trykke på den mest spektakulære knap.

Imens græder Europa over atomvåbenaftalen med Iran. Også den må siges at være likvideret. Hvad var den værd? Kendere af mellemøstligt sindelag vil vide, at man i regionen kun opfatter den europæiske forhandlingsvilje som et tegn på svaghed.

Men bare det at have Iran siddende ved forhandlingsbordet var bedre end ikke at have dem siddende, indvender europæerne. Sådan har vi siddet og siddet, mens de sorte præster holdt Bashar al-Assad ved magten og spredte terror per stedfortræder.

Blodig ironi er og bliver den alt for røde tråd i vores relationer med den nære orient. Af to fjender er Iran måske ikke engang den værste. I hvert fald er det ikke bare ironisk, men også grotesk, at Saudi-Arabien skal gøre det ud for en allieret.

De tørklædebærende prinser er ikke mindre rundhåndede sponsorer af terror, og når det kommer til værdier – det gør det jo på enhver konference – så er kvinder lidt bedre stillet i Teheran end i Riyadh, tørklæder eller ej.

Saudi-Arabien har aldrig været andet end et middelalderligt beduinregime, hvor sværdet hænger tungt over hovedet på enhver, der træder uden for klanernes nidkære, patriarkalske dekorum. Omvendt var Iran engang et vestligt orienteret land ved navn Persien.

Vi er tilbage i begyndelsen af 50'erne. Den folkevalgte, gennemsekulariserede premierminister var en dannet og fredselskende mand ved navn Mohammed Mossadeq. Om ham fortælles det, at han engang bebrejdede sin meget religiøse, meget bedende kone med ordene: "Hvorfor skal du hele tiden ulejlige Vorherre?"

Mossadeq fik den idé at nationalisere de persiske oliefelter til glæde for sine landsmænd. Det tog BP ham ilde op, og snart var han fjernet ved et vestligt støttet statskup. I stedet fik man installeret det mere medgørlige shah-vælde, men til trods for den politiske ufrihed forblev Persien i kulturel forstand en liberal nation balancerende mellem kulturhistorie og modernitet.

Festen stoppede med den islamiske revolution. Ironisk er det, at den nationale frigørelse fra Vestens postimperiale indflydelse blot skiftede den ene slags ufrihed ud med den anden.

Det fik ikke mindst jøderne at mærke. I dag er der næsten ingen tilbage, men det skal man ikke undre sig over, så sandt som navnet Iran alluderer til forestillingen om at være hjemsted for den ariske race. I en af sine seneste bøger blotlægger den franske filosof Bernard-Henri Lévy* denne nationalistiske ideologi med tråde tilbage til 1930'ernes varme forbindelse mellem islamister og nazister.

Men tænk, hvor anderledes alt kunne være gået mellem Persien og Vesten, hvis man havde respekteret den demokratisk valgte regerings legitime beslutning.

Det handlede om olie, og det vil mange mene, at det stadig gør, når vi taler om Mellemøsten og os. Som om der pludselig er slået parentes om klimakrisen og den grønne omstilling.

Hvor ironisk.

Når vi om forhåbentlig ikke så længe har gjort os uafhængige af fossile brændstoffer, vil Mellemøsten fortsat være en region af fejlslagne nationer. Den islamiske verden vil blot have mistet sin sikkerhedspolitiske relevans som andet end en permanent trussel mod Israel og en formentlig lige så permanent eksportør af terror og migranter.

Schaffen wir das?

Vil USA stadig skulle spille rollen som verdens politibetjent, uagtet hvad skiftende amerikanske præsidenter måtte have af nok så ræsonnerede eller impulsive grunde til at trække sig baglæns?

Der vil stadig være Rusland. Der vil stadig være Kina. Hverken det sovjetiske fallitbos kriminelle arvtagere eller det genopstandne kejserriges mandariner har i sidste ende respekt for andet end stålhård militær volumen og beslutsomhed.

Ingen af delene er Europa i stand til at præstere.

På en dybt ironisk måde kan det Europa, vi er vokset op i, tværtimod siges at være produktet af vores militære uformåen.

Hvis USA ikke var gået ind i Anden Verdenskrig, havde Det Tredje Rige måske overlevet. Eller også var vi blevet befriet af Sovjet. Europa var i så fald ophørt med at eksistere som andet end et nostalgisk begreb. Verden var blevet delt mellem det kommunistiske Asien og det kapitalistiske Amerika.

Som asiatisk randzone udviklede den vesteuropæiske halvø sig i efterkrigstiden til en verdenshistorisk undtagelse præget af uhørt frihed, uhørt velstand, uhørt social retfærdighed. I begyndelsen lignede det en amerikanisering, både socialt og kulturelt, men med årene tog Europa førertrøjen på som den mere sofistikerede demokratiske civilisation takket være sin smidige balance mellem økonomisk vækst og øget social lighed.

Marshall-hjælpen er igen og igen blevet fremhævet som den helt store forudsætning for, at de vesteuropæiske lande kunne rejse sig fra ruinerne, men Nato har også spillet en afgørende rolle, når det gælder opbygningen af vores velfærdsstater.

Lige før nytår interviewede Kristeligt Dagblad den tyske direktør for Europa-programmet under den amerikanske tænketank German Marshall Fund, Jan Techau. Han påpeger, at USA ikke kun beskyttede os mod Sovjetunionen:

"USA har finansieret det europæiske velfærdssystem ved at bære forsvarsbyrden. Der blev råd til velfærd, fordi europæerne ikke behøvede at betale for deres egen sikkerhed. Nu hvor pax americana er ved at rinde ud, vil vi få store diskussioner om, hvordan vi skal finansiere vores sikkerhed. Vi har udsigt til sociale opstande, der vil få de gule veste i Frankrig til at ligne vand ved siden af."

Analysen er lige så klarøjet, som den er skræmmende. Den vækker os af vores europæiske livsløgn. "Over de seneste 60 år har vi integreret de politikområder, hvor det var forholdsvis nemt at gøre det. Men fælles sikkerhed og fælles forsvar kræver ligesom euroen og fælles grænsebeskyttelse, at man afgiver suverænitet," fortsætter Jan Techau.

"Vi ved, hvad der skal til: de europæiske lande bør stå sammen om at styrke Nato og desuden stå sammen om at styrke euroen. Men de europæiske lande stoler ikke nok på hinanden til at gøre det."

Og de er bange for deres egne befolkninger, kunne man tilføje. Også EU er som politisk projekt gennemsyret af ironi. I forhold til samarbejdet og dets fælles institutioner har nationalstaterne det ultimative ejerskab, men over for vælgerne i medlemslandene kniber det for de respektive regeringer med at stå på mål for unionen, når det virkelig brænder på.

Man snakker og snakker om demokratisk underskud, men det er at tale udenom. Projektets legitimitet har jo hele tiden ligget hos regeringerne. Det er deres ansvar at forklare og forsvare fællesskabet. Det er deres opgave at give debatten udsyn. Synliggøre sammenhængen mellem den nationale og den europæiske dagsorden.

Mere EU er svaret både på vores sikkerhed og vores velfærd. Men det kræver ikke kun, at vi lytter til den franske kritik af den strenge tyske finanspolitik. Det kræver også, at vi lytter til Emmanuel Macrons tanker om et styrket europæisk forsvarssamarbejde. Ikke som erstatning for Nato i en tid, hvor USA trækker sig, men som argument for at amerikanerne forbliver tro mod musketereden.

Set i det perspektiv triumferer ironien på ny.

Først annoncerede Trump sin tilbagetrækningsdoktrin. Derpå sendte han en drone efter Irans næstkommanderende. Bag vores obligatoriske bekymring på diplomatiets vegne kan vi europæere glæde os over, at sheriffen er tilbage med fornyet transatlantisk engagement. Vi jamrer, han skyder. Det ligner en verden, man kender.

Trumps dømmekraft eller mangel på samme er fra et europæisk synspunkt ikke afgørende. Det er derimod den amerikanske vilje til at bruge magt. Vi skylder den meget, hvad enten vi bryder os om det eller ej.

Vi får aldrig råd til at matche USA på forsvarsudgifter. Det vil koste for meget af vores dyrebare velfærd. Skærer vi for alvor i den, vil det først rigtigt gå ud over den sociale fred. Men velfærd, fred og frihed kan i fremtiden komme til at afhænge af, at vi bliver mere troværdige Nato-partnere.

Og troværdige bliver vi kun i fællesskab. Det må Europas politikere ud og diskutere med deres vælgerne.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

*): Bernard-Henri Lévy: "L’empire et les cinq rois" (2018), engelsk oversættelse: "The Empire and the Five Kings: America’s Abdication and the Fate of the World".

Forrige artikel Martin Lidegaard: Forsvarsforbeholdet skader dansk sikkerhed Martin Lidegaard: Forsvarsforbeholdet skader dansk sikkerhed Næste artikel Cecilia Bonefeld-Dahl: Europas digitale B-hold gør grøn billionpulje nyttesløs Cecilia Bonefeld-Dahl: Europas digitale B-hold gør grøn billionpulje nyttesløs
EU-ønske om mindsteløn vokser efter corona

EU-ønske om mindsteløn vokser efter corona

ANALYSE: Den corona-relaterede stigende arbejdsløshed og økonomiske krise i Europa vil give mere – ikke mindre – social- og beskæftigelsespolitik fra EU, tegner det til.