Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Fremtiden begynder i morgen

KOMMENTAR: Fremtiden kræver politisk mod til at forklare befolkningerne, hvorfor der er brug for mere EU, ikke mindre. Og hvorfor vi skal lære at elske vindmøller, selvom de gør æstetisk ondt, skriver Jens Christian Grøndahl.

Vi må lære at elske de møller, eller i det mindste elske vores lutherske vilje til at gøre vold på æstetikken i den gode viljes navn, skriver Jens Christian Grøndahl.
Vi må lære at elske de møller, eller i det mindste elske vores lutherske vilje til at gøre vold på æstetikken i den gode viljes navn, skriver Jens Christian Grøndahl.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den lave sol lyste os ind i hovederne som en gigantisk forhørslampe, da mine døtre og jeg første juledag gik tur på Sønderstrand i Skagen. Og hvad var så vores nytårsforsætter? Vi vraltede over sandet som den gås, vi havde fortæret aftenen før, mens vi snakkede om alt muligt mellem himmel og jord.

Blandt andet talte vi om den globale opvarmning, og hvor kystlinjen heroppe mon kommer til at gå i fremtiden. På et tidspunkt skyller bølgeslaget vel op ad flagstakittet langs vores forhave. En dag vil Skagen være som et jysk Atlantis, forsvundet på havets bund med vores hus og Brøndums Hotel og museet med alle skagensmalernes billeder. Malerierne vil nok have fundet nye vægge at hænge på, men byen vil være væk akkurat ligesom Maldiverne og en ordentlig bid af Holland.

Hvad skal vi gøre? I store dele af verden mener man tilsyneladende, at andre bør gøre noget. I Amerika mener mange, at der slet ikke er noget problem. Ifølge dem er de smeltende gletsjere blot et af naturens luner. Hvad angår intellektuel strømstyrke, har jeg i mange år haft på fornemmelsen, at USA er som Grønland. Der er lys enkelte steder ude ved kysterne, men inde på midten sker der ingenting.

Sådan er vi ikke. Vi danskere har ganske vist også vores kontingent af dieseløgler, men det ligger i vores lutherske sindelag at begynde med os selv. Jeg har lært, at det hedder luthersk og ikke lutheransk. Det første lyder mere karsk, det andet lugter allerede en lille smule af latin og røgelse.

Fakta
Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. 
Vi ønsker en konstruktiv debat og opfordrer alle til at holde en sober tone og udvise gensidig respekt i både sprog og jargon. 
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Men er det løgn, hvad jeg siger? Forleden blev Frederikshavns borgmester interviewet i radioen om den forsøgspark for havvindmøller, som man vil anlægge ude i Kattegat. Jeg hørte hende, mens jeg kørte Vendsyssel tyndt i min desperate jagt på en rødgran. Jeg førte ikke lige klimaregnskab den dag.

Vi skal have rødgran hos os. Det er ikke, fordi vi absolut vil være ud til bens, men vi har en landsforræderisk forkærlighed for alt svensk, når det gælder julen. Selv gåsen henter vi i Saluhallen i Lund. Så kan vi komme til Luciakoncert ved samme lejlighed.

Hvad angår intellektuel strømstyrke, har jeg i mange år haft på fornemmelsen, at USA er som Grønland. Der er lys enkelte steder ude ved kysterne, men inde på midten sker der ingenting.

Jens Christian Grøndahl

Men vindmøllerne. De bliver store, lovede borgmester Birgit S. Hansen. Større end nogensinde. Nogle synes, de er grimme, fortsatte hun, andre ser mere på, at de tjener et godt formål, og det er nok ikke noget, vi kan diskutere os frem til at blive enige om.

Jeg kan godt lide hende for, at hun siger tingene, som de er. Det ligger jo i kortene, at de ansvarlige kommer til at tage nogle kritiske beslutninger, uanset hvad folk synes. Vi må lære at elske de møller, eller i det mindste elske vores lutherske vilje til at gøre vold på æstetikken i den gode viljes navn. Det er jo en luthersk specialitet, se bare på landsbykirkernes hvide vægge.

I det hele taget kommer mere og mere nok til at handle mindre og mindre om, hvad vi synes. Hvad vi sådan føler og mener. "For vandene stiger, og tiden er sen," som det lød for 50 år siden i Poul Borums oversættelse af Bob Dylans sang ”The Times They Are A Changin'".

Det var, før nogen tænkte på at give Dylan Nobelprisen. Det var også, før nogen drømte om at klandre den kommende grundlægger af Forfatterskolen for at tage sine elever på låret.

Hvad vi føler og mener bliver uaktuelt, når fremtidens Exodus af klimaflygtninge en dag får de nuværende migrantstrømme til at ligne almindelige trængselsproblemer.

Vi kommer til at rykke sammen på mindre plads, uanset hvordan vi hver især går og har det med slør eller Muhammedtegninger. Kulturkampen bliver afløst af den mere håndfaste, mere basale kamp om pladsen.

Læs også

Det blæser godt i Skagen her omkring nytår, men jeg har altid forbundet det med noget trygt og rart. Sidde indenfor, høre vinden suse om gavlen.

Er det en rent æstetisk betragtning, med andre ord en forkælet luksus? Det vil tiden vise. Der kan komme en dag, hvor stormene bliver så hyppige, at vi ikke længere ved, hvad vi skal kalde dem. Skal vi så have gang i romertallene? Knud II, Knud III, Knud IV?

Hvad angår de politiske vinde, har jeg sværere ved at se hyggen, selv om Dansk Folkepartis top med sin seneste plakat gjorde sit for at tage sig fordragelige ud. Dér sad de i jovial tegneseriestil med rødkål og løftede snapseglas.

Dårlig smag kan have noget aggressivt, nærmest intimiderende over sig. Det er for en gangs skyld ikke en rent æstetisk betragtning. Jeg synes kun, der kan ligge grimme hensigter bag en plakat, der er så grim, men nu får vi se, langt om længe.

Oven på Tulles flirterier med Mette Frederiksen må vi jo forvente, at DF går i regering efter det kommende folketingsvalg, uanset hvem der skal være statsminister. Det skylder de deres vælgere. Lurpasseriets tid er forbi. Det er bare ind på ministerkontorerne, så nedslidningen kan begynde. Ansvarets tunge vej ind mod midten, hvor opgavernes omfang oversvømmer enhver, om så man holder fanen nok så højt.

Men hvem mon får nøglerne til Prins Jørgens Gård? Da Mette F. for nylig sagde, at hun ville være børnenes statsminister, tænkte jeg, at sagen var afgjort. Fremtiden tilhører godt nok de små, men nutidens udfordringer er altså for voksne.

I mellemtiden er Løkke endnu en gang gledet i sin fond. Man skulle tro, det udtaltes på fransk, med stumt d. Nu steger statsministeren igen i sit eget fedt og vidner om, at selv den mest erfarne, mest analytiske spiller har en blind vinkel. Pudsigt nok handler Løkkefonden også om børn.

Løkke har alle dage været de udsatte drenges statsminister, men jeg har aldrig helt forstået, hvorfor man opretter en fond uden at have en formue. Forventningen om bidrag fra andre må da nødvendigvis karambolere med fremtoningen som ubestikkelig landsfader.

Jeg kan levende forestille mig, hvor irriterende det må være, at en perifer sag hænger så tungt og truende over et så sjældent og sejlivet politisk talent. Som om landets statsminister ikke havde vigtigere ting på sit bord.

Har man problemernes rette rangorden for øje, kan demokratiet tage sig tåbeligt ud. Blot må man – med Dansk Folkeparti in mente – glæde sig over at leve i et politisk system, hvor selv tåbeligheden har en stemme.

Det tør jeg selvfølgelig kun skrive, fordi jeg ikke er folkevalgt. At have demokratiet som sit levebrød indebærer et mål af forstillelse.

Men tåbeligt er det at annoncere viljen til at gå i regering, samtidig med at man fastholder sin EU-modstand. Vælgerflertallet går jo ikke ind for, at Danmark skal følge Storbritannien helt ud i hampen. Hvordan skal Løkke eller Mette kunne tage DF om bord, når partiet er så eksplicit i sin eurofobi?

Indtil nu har tosseriet givet mening ud fra en kynisk betragtning. Som alle andre populister spiller Tulle & Co. på den korte bane, hvor det gælder om at tage mindst muligt ansvar, samtidig med at udkantsdanskernes frustration udnyttes maksimalt.

Men om lidt bliver det sandhedens time, og sandheden er i dette tilfælde et fælt paradoks. DF må i regering efter alle de år som den folkelige harmes selvretfærdige talerør. Holdningen til EU blotter imidlertid partiets manglende regeringsduelighed.

Det udsigtsløse ved DF's position illustreres af den italienske højreregering, der med sit oprør mod EU's budgetregler har været på vej til at bringe landets husholdninger i alvorligt uføre.

De internationale finansmarkeder er jo ligeglade med, hvad italienerne føler eller ikke føler for Europa. Men italienerne har ikke råd til, at Italiens troværdighed forringes yderligere. Over for alverdens regnedrenge står enhver nationalstat svagt, når den står alene.

Kompromiset mellem Rom og Bruxelles viser til gengæld, at de benhårde krav til finanspolitikken må afløses af en blødere model, hvis det europæiske sammenhold ikke skal miste al opbakning hos os europæere.

Det vil kræve mere, ikke mindre EU. Og det vil kræve politisk mod at forklare vælgerne hvorfor. Valget til Europaparlamentet bliver den bedst tænkelige anledning.

Både det ene og det andet valg burde desuden give anledning til, at den politiske dagsorden efter snart mange års hysteri og lammelse igen formuleres på den politiske midte.

Jeg vågner gerne som den første. Mens de andre sover videre, tænder jeg op i brændeovnen og mediterer lidt over en kop kaffe. I vintermørket er det godt med ild, og mens jeg betragter flammerne, tænker jeg på de første mennesker. Den globale opvarmning begyndte, da de fandt ud af at slå to sten mod hinanden. Harmoni med miljøet er at leve som dyr, og jeg kan ikke engang forestille mig et liv uden kaffe.

Herude på Nordjyllands yderste næs føler man sig tættere på elementerne, men man forstår også, at svaret på klimakrisen ikke er at vende tilbage til naturen. Snart bliver det nok også forbudt at tænde op i sådan en ovn. Så går det, som den franske filminstruktør Francois Truffaut spåede, da han for et halvt århundrede siden sagde, at fjernsynet er fremtidens kaminild.

Svaret på den globale opvarmning er mere teknologi – af den bæredygtige slags – ligesom svaret på globaliseringen er at globalisere vores vilje til værdighed og solidaritet. Det er svimlende.

Vi skal overleve ved at klatre højere op i det Babelstårn af videnskab og vovemod, som vi er blevet ved med at bygge videre på, siden Prometheus stjal ilden fra guderne.

I Bille Augusts tv-serie efter Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” ser man hovedpersonen sidde på sit tagkammer og konstruere vindmøller af små pinde. Jeg har spurgt mig selv, om Pers drøm om at tøjle naturens kræfter også i forfatterens øjne var fantasteri. Om Pontoppidan har anstrengt sig for at finde på noget, der i hans egen forståelse var virkelig langt ude.

Fortællingen om Lykke-Per rummer et dybt og ironisk forbehold over for den fremskridtstro, som han er eksponent for. Samtidig med at både Pontoppidan og Bille August er loyale over for Pers oprør mod præstehjemmets kuede livsfornægtelse. Der er noget smukt ved, at forfatteren var allermest profetisk i sit portræt af fantasten, der forestillede sig en verden oplyst af vindkraft.

Tro og skepsis i samme åndedrag. Det er en god fortælling at samles om, når fremtiden virker skræmmende. På årets sidste dag tænker man, at den begynder i morgen, men det passer jo ikke. Fremtiden begyndte allerede i går. Den har længe været vores ansvar. At miste troen på den ville være at miste troen på os selv.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00