Jens Chr. Grøndahl: Giv os nu en europæisk valgkamp

KOMMENTAR: Vælgerne kan i fraværet af en synlig valgkamp op til europaparlamentsvalget ikke se forskel på rød og blå, og derfor ser mange EU’s institutioner som ét stort ensfarvet monstrum. Medierne bærer et ansvar, og kun højrepopulisterne drager fordel.

Læseren vil måske spørge, hvilket valg jeg tænker på. Vi får jo to lejligheder til at sætte kryds i første halvår, men egentlig tænker jeg på dem begge.

Når folketingsvalget bliver udskrevet, og valgkampen går i gang, vil Europa erfaringsmæssigt fylde meget lidt i debatten. National politik er en nærsynet affære, men værre er det for europaparlamentarikerne. Fører de valgkamp? Vi ved det knap nok.

Medierne bærer en del af ansvaret. Kandidaterne kan deltage i nok så mange møder rundt om i landet, men på redaktionerne formodes det, at vælgerne er ligeglade.

Den manglende formidling af europæisk politik og debat kan være en medvirkende årsag til, at så mange europæere melder pas på projektet. I fraværet af viden og indsigt får demagogerne frit spillerum. Tag Storbritannien, hvor tabloidpressens kynikere og Westminsters populister i årtier løj om EU.

Forleden så jeg en britisk vælger blive interviewet i Nyhederne. Han ville gerne have en ny afstemning om Brexit, i lyset af hvad han ved i dag – og hvad han ikke vidste, da han stemte Leave.

Det britiske kaos er et nedslående eksempel på den politiske kulturs globale forfald. Fake news er kun en del af problemet. No news er ikke mindre alarmerende. Den monumentale uvidenhed om et fællesskab, der i over en menneskealder har været en del af de europæiske samfunds hverdag.

Hvad man ikke ved, kan man heller ikke tage stilling til. Det burde være en forpligtelse for de licensbetalte medier, at vælgerne i det mindste er fuldt informeret om den valghandling, de måske, måske ikke, gider gå hen og deltage i.

I fraværet af en synlig valgkamp fortoner de politiske forskelle sig. Men heller ikke for Europa-Parlamentets vedkommende kan det være lige meget, om man stemmer blåt eller rødt.

En borgerlig kandidat vil noget andet med Europa end en socialdemokrat, ligesom de vil noget forskelligt på Christiansborg. Men hvad vil de? Hvis det kun er P1’s veluddannede, bourgognedrikkende lyttere, der får et indtryk af kandidaternes divergerende synspunkter, er der ikke noget at sige til, hvis Parlamentet for mange er ét fedt.

Den manglende valgkamp får EU og unionens institutioner til at fremstå som et homogent, forskelsløst monstrum. Ikke som det åbne forum for politisk dialog og styrkeprøve, som fællesskabet har været fra begyndelsen. Og som ethvert fællesskab er, hvad enten det er nationalt eller går på tværs af grænserne.

Kun højrefløjskandidaterne nyder godt af den manglende debat op til valget. De slipper for at blive afkrævet svar på, hvordan de vil møde globaliseringens udfordringer, hvis det ikke skal være gennem et intensiveret europæisk samarbejde.

Højrefløjens EU-hadere får i stedet lov at fremstå som de gæve vikinger, der nok skal tage ned og få stukket en knortekæp i hjulet på Bruxelles’ folkefjendske bureaukrati.

Det er et helt legitimt projekt at have, men mediernes tilbageholdenhed er i sig selv en støtte til deres destruktive forehavende.

Højrepopulismen fortjener vores opmærksomhed overalt på kontinentet, for dens opviglere har vækket Europas sovende dæmoner: den nationale chauvinisme, den uudslukkelige antisemitisme. Det sociale ressentiment, der giver sig udslag i jagten på syndebukke. Den forlorne myte om nationens harmoniske og ubesmittede fortid, blodets gemytlige bånd.

Højrefløjens vrede unge mænd og kvinder skal ikke selv dæmoniseres her. De skal heller ikke tales ned til, selv om de for manges vedkommende er historieløse. Uden erindring om de dystre associationer, som ældre mennesker får, når der hyles op om ”de fremmede” eller om national identitet.

Bag vreden ligger en frustreret arbejderklasses berettigede følelse af, at udviklingen har efterladt dem på et rangerspor. Hvor bliver venstrefløjen af? Hvorfor er klassekampen blevet en kamp mod muslimer og homoægteskaber?

Ganske vist er en ny kapitalismekritik begyndt at tegne sig, såvel intellektuelt som blandt græsrødderne, men alligevel virker de europæiske socialdemokrater lammede og rådvilde.

Historisk tog man ansvaret for at opbygge velfærdsstaten i kompromisvillig dialog med kapitalen, men i den globaliserede nutid har man svært ved at balancere mellem klassebevidsthed og "den nødvendige politik".

Nogle vender sig mod Storbritannien og vil gøre Jeremy Corbyn til rollemodel for venstrefløjens genrejsning. Man ser bort fra, at han formentlig kun blev formand for Labour, fordi ændrede valgregler forpurrede den tidligere balance mellem parti og fagbevægelse.

Man ser også bort fra, at Jeremy Corbyn under den kolde krig udmærkede sig ved den yderste venstrefløjs mekaniske og ideologiserende stillingtagen. Antiamerikansk og dermed prosovjetisk, imod Israel og derfor blind over for det arabiske jødehad.

At en gammel, træls og forbenet marxist som Corbyn kan fremstå som troværdig kandidat til posten som britisk premierminister, siger meget om Storbritanniens krise, både som demokrati og som kulturnation.

Det siger – ligesom højrefløjens giftige nationalisme – også noget om Europas tiltagende historieløshed. Vi har jo været der.

"For mig er midten et dødt punkt," sagde Anker Jørgensen engang, og han fortsatte: "at tage den som udgangspunkt for politisk tænkning er dødens pølse. Udviklingen presses altid frem fra venstre."

Da han sagde det, rummede ordene en historisk erfaring. Han havde jo ret i, at velfærdssamfundet ikke blev opfundet på den politiske midte. Tankerne bag var blevet tænkt på et tidspunkt, hvor der kun fandtes fløje, der bekrigede hinanden.

Selv om det var en krise, der gjorde Kanslergadeforliget nødvendigt, blev det også anledningen til Steinckes socialreform. Fra at være et vildt krav blev arbejderklassens værdighed ét med den politiske konsensus.

Anker Jørgensens ord peger på dynamikken i al politik. Man må komme et sted fra, hvis man skal mødes på midten. Udskifter man "venstre" med "højre", bliver citatet kun alt for aktuelt.

I mere end ti år er udviklingen på Christiansborg blevet presset frem fra højre. Dansk Folkeparti har haft vetoret. Alle på nær Radikale, SF og Enhedslisten har konkurreret om en stadig strammere udlændingepolitik. Som om vi ikke havde andre, mere dybtrækkende og strukturelle problemer at slås med.

Men også i europapolitikken har DF domineret dagsordenen med sin fjendtlighed over for Bruxelles. I dansk politik har det nærmest været synonymt med suicidal adfærd at erklære sig som uforbeholden europæer.

Både på Christiansborg og i Bruxelles er der grund til at huske, hvad præsident Roosevelt sagde i sin tiltrædelsestale i 1933, det år, Kanslergadeforliget banede vej for et mere retfærdigt Danmark: "The only thing we have to fear is fear itself."

Når udfordringerne er størst, får vi at se, hvem der har politisk format. Det gjaldt krisen i 30’erne, og det gælder krisen i dag. Hvem lader sig paralysere af modstandens omfang? Hvem har modet til at insistere på sine værdier og sin tro? Nogen må gå foran og vise politisk vilje.

I europæisk sammenhæng har det været Frankrig og Tyskland. Det historiske foto af den omfangsrige Helmut Kohl og den spinkle François Mitterrand hånd i hånd foran soldatergravene efter Første Verdenskrig rummer al den historiske bevidsthed, som nutiden mangler.

Det var ikke kun to ærkefjender, der valgte freden, da Paris og Berlin blev det europæiske samarbejdes drivende kræfter. Det var også to modsatrettede europæiske traditioner: oplysningstidens universelle humanisme over for romantikkens betoning af hjemstavn, identitet og rødder.

Europa er begge dele, og unionen har bevist det. Et fællesskab af selvstændige nationer, der har knyttet sig til hinanden, fordi det, der adskiller os, ikke vejer lige så tungt som det, vi har til fælles: demokrati og frihed, menneskerettigheder og ligestilling, social ansvarlighed og en åben økonomi.

Den Europæiske Union er en succes, som næsten ingen vil tage æren for. Stik imod hvad der ellers er gængs refleks hos de fleste politikere. Den eneste, jeg for tiden kan komme i tanke om, er den franske præsident.

I den store europatale, som Emmanuel Macron holdt i september 2017 på Sorbonne-universitetet i Paris, udfolder han en sammenhængende vision for det europæiske samarbejde, der rækker fra klima og forsvar til den sociale dimension, som man så længe har forsømt til fordel for det indre markeds frie bevægelighed.

Ironisk nok er det netop reaktionen på den sociale ulighed, der i form af de gule veste nu har indhentet ham og gjort det sværere at fremstå som en Roosevelt for nutidens Europa: manden, der kun frygter frygten.

I denne uge mødtes han med Angela Merkel i den tyske by Aachen, hvor Karl den Store ligger begravet. Det samme gør efterhånden drømmen om at samle Europa, sådan som Karl formåede. Alligevel er kejserrigets hegemoni stadig alle EU-skeptikeres evindelige skræmmebillede.

Aachen-traktaten, som Macron og Merkel underskrev forleden, er mindre ambitiøs end Elysée-traktaten fra 1963, hvori Charles de Gaulle og Konrad Adenauer befæstede den fredelige og nære relation mellem Frankrig og Tyskland.

Med den lagde de en vigtig grundsten for unionsprojektet. Det var franskmændenes håb, at traktaten med sine ambitioner om et fælles forsvar kunne gøre Europa fri af USA’s militære dominans, men et vink fra John F. Kennedy fik tyskerne til at trække i land.

Tankevækkende i et for længst genforenet Europa, der med Trump i Det Hvide Hus befinder sig i noget nær den modsatte situation. Alene i verden.

Også Merkel står svækket i sin sidste omgang som kansler. Aachen-traktatens mere beskedne ambitionsniveau afspejler, at Frankrig og Tyskland ikke kan spille den samme ledende rolle som tidligere.

Derfor kan vi danskere heller ikke længere lægge os i slipstrømmen på den før så dynamiske duo. Vores traditionelle valenhed er en luksus, vi ikke har råd til, når selv de stærkeste EU-aktører viser tegn på svaghed under presset fra højre.

Det europæiske samarbejde risikerer at falde fra hinanden. Som danskere skylder vi os selv at se det i øjnene og tage den åbne diskussion, som en valgkamp lægger op til. Vil vi Europa? Hvis ja, må vi også bidrage til at genantænde gnisten og håbet.

Svaret såvel på globaliseringen som på højredrejningen er ikke mindre, men mere EU. Hvis man ikke tør sige det højt, har man allerede overgivet sig til frygten.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Niels Jespersen: I DF går den vilde EP-jagt på nogen, der ikke er Anders Vistisen Niels Jespersen: I DF går den vilde EP-jagt på nogen, der ikke er Anders Vistisen Næste artikel Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie Martin Lidegaard: Vi bør alle lære af den britiske tragedie
Tysklands stålsatte rose: Cirklen er sluttet for kvinden i toppen af Europa

Tysklands stålsatte rose: Cirklen er sluttet for kvinden i toppen af Europa

PORTRÆT: Hun har været studerende under falsk navn i London, californisk husmor, læge, dressurrytter og mangeårig minister med knuste kanslerdrømme. Ursula von der Leyen - kvinden bag Europas genopretningsplan - vokser med kriser. Den evne har hun haft brug for i sit første år som en EU-chef plaget af pandemiens isolation.