Jens Chr. Grøndahl: Når populister skal regere, går demokratiet af led

Politisk kaos er reglen snarere end undtagelsen i Italien. Den netop overståede krise er imidlertid ikke bare et internt anliggende. Den sætter fokus på konflikten mellem to opfattelser af demokratiet, der i disse år tørner sammen.

Krisen blev udløst, da den italienske præsident Sergio Mattarella for præcis en uge siden nedlagde veto mod den finansminister, som koalitionen bestående af den populistiske Femstjernebevægelse og det ekstreme højreparti Lega Nord havde udset sig efter valget den 4. marts.

Præsident Mattarella kunne ikke godkende Paolo Savona som finansminister, fordi Savona er erklæret modstander af Italiens deltagelse i euroen. Mattarella henviste til forfatningens bestemmelser og Italiens europæiske engagement samt til, at euroen ikke indgik i det regeringsgrundlag, som Femstjernebevægelsen og Lega Nord var nået frem til.

Både det ene og det andet parti gik på gaderne og de sociale medier for at protestere mod præsidentens angivelige ”kup”, men hans veto havde hjemmel i den italienske forfatning. Det er ifølge iagttagere heller ikke første gang, at en italiensk præsident afviser at udnævne en minister.

Lega Nord, der stod bag udpegningen af Paolo Savona, kunne herefter have valgt en anden kandidat, men partiet fandt det åbenbart politisk opportunt at udløse en politisk krise.

Dét blev i hvert fald resultatet, da den nyvalgte koalition som reaktion på præsident Mattarellas beslutning valgte helt at opgive at danne regering. Præsidenten bad herefter en tidligere formand for den internationale valutafond om at danne en midlertidig regering.

Man kan undre sig over, at femstjernerne, der går ind for direkte demokrati, ønsker en premierminister, der ikke har været på valg.

Jens Christian Grøndahl

Torsdag blev Femstjernebevægelsen og Lega Nord så enige om at præsentere præsidenten for et revideret hold. Stridens æble, Paolo Savona, der mener, at euroen er ”et tysk fængsel”, skal i stedet for finansminister nu være Europaminister. Med præsident Mattarellas billigelse.

Også i denne omgang har regeringsdannelsen advokat og juraprofessor Giuseppe Conte som premierminister. Han er uden politisk erfaring og er ikke folkevalgt, men står Femstjernebevægelsen nær og har medvirket til at udvikle bevægelsens politik.

Man kan undre sig over, at femstjernerne, der går ind for direkte demokrati, ønsker en premierminister, der ikke har været på valg. I øvrigt er der allerede rejst tvivl om troværdigheden af det CV, hvormed den ukendte premierminister præsenteres for offentligheden, og kritiske røster mener, at han vil blive en marionetdukke.

Man undgår ikke at tænke på den berømte replik fra Giuseppe Tomasi di Lampedusas roman ”Leoparden” om, at alt må forandres for, at alt kan forblive det samme.

Femstjernebevægelsen og Lega Nord er et højst umage par, der spænder fra det yderste højre til moderat venstreorienterede synspunkter. Kun modstanden mod migranter, en pensionsreform og den folkeligt rodfæstede lede ved de traditionelle politikere synes at forene dem.

Den franske avis Le Mondes korrespondent i Rom bemærkede i en kommentar 28. maj, at regeringsgrundlaget er stærkt usammenhængende og desuden bærer præg af, at Lega Nord har fået langt flere ting igennem end den politisk uerfarne Femstjernebevægelse. Dette skønt sidstnævnte med næsten dobbelt så mange stemmer – mere end 30 procent – var valgets store vinder.

Blandt andet var femstjernerne altså med posten som finansminister gået med til et meget kraftigt signal om en anti-europæisk linje, der i hvert fald strider imod, hvad bevægelsens politiske leder Luigi Di Maio har udtalt om Italiens forhold til EU.

Typisk italiensk rodebutik, kunne man med et skuldertræk konkludere, hvis situationen ikke var den første bitre frugt af, at det politiske momentum i Italien domineres af populister i kras opposition til de gamle partier.

En situation, man genkender såvel i resten af Europa som på den anden side af Atlanterhavet.

Umiddelbart ville det være fordrejet at sammenligne Femstjernebevægelsen med de højrenationale strømninger i Østeuropa, Tyskland og USA. ”De er sådan en slags mix mellem unge Bernie Sanders-vælgere og Trumps arbejderklassevælgere.” Karakteristikken skyldes en professor i journalistik ved Columbia University, Alexander Stille.

I en gennemgang af nylige publikationer om det italienske protestparti (New York Review of Books, 10. maj), minder han om, at mange femstjernevælgere har baggrund på den italienske venstrefløj og for nogles vedkommende støtter traditionelle venstrefløjssager som økologi og modstand mod atomkraft, højhastighedstog, global kapitalisme osv.

Baggrunden er dyster. I starten af 90’erne, skriver Alexander Stille, var Italien verdens femtestørste økonomi med et bruttonationalprodukt, der mageligt kunne matche Storbritanniens. I dag er det italienske BNP 36 procent mindre end det britiske.

Landets lyse fortid er så meget mere bemærkelsesværdig, fordi italiensk politik efter Anden Verdenskrig måtte undvære den vekselvirkning mellem borgerlige og socialdemokratiske regeringer, der i det nordlige Europa sikrede såvel stabilitet som fornyelse.

Det italienske kommunistparti var Vesteuropas største, men kom aldrig til magten. Dén sad de kristelige demokrater tungt på, og resultatet blev en politisk kultur præget af korruption og klientelisme. Dårligdomme, der præger landet den dag i dag trods harmoniseringen med EU-regler og det mislykkede forsøg på et opgør, der gik under navnet Operation Rene Hænder.

Arbejdsløsheden er på 11 procent, og hvis man er under 25 år og ikke er i gang med en uddannelse, står man over for en ledighedsprocent på 33.

30 procent af alle italienere under 35 år tjener, hvad der svarer til 1.000 dollars om måneden. De må bo hos deres forældre og give afkald på at stifte familie. Eller rejse. To millioner unge, veluddannede italienere har i det forløbne tiår forladt deres hjemland.

Dét er virkeligheden bag kulisserne, når nordeuropæiske livsnydere slentrer rundt i landets historiske bykerner og lader sig charmere af italiensk kultur, mad og livsstil. ”Il dolce far niente” er for mange hverken dolce eller frivillig.

Når man dertil lægger den fundamentale mistillid til samfundets institutioner og det politiske system, er det ikke uforståeligt, at mange har følt sig talt til af Femstjernebevægelsens grundlægger, den politiske klovn Beppe Grillo.

Lige siden 80’erne har han med sine groft provokerende shows givet stemme til den folkelige fornuft og anstændighed i opposition til politikernes depraverede magtmisbrug.

Sidstnævnte symboliseret ved Silvio Berlusconi, der siden 1994 har fyldt parlamentet med forretningsforbindelser, der i lighed med ham selv undgik fængsel takket være deres parlamentariske immunitet.

Men hvordan er det gået med forvandlingen fra bevægelse til parti?

Femstjernebevægelsen ville være utænkelig uden de sociale medier, og det samme gælder bevægelsens ideer om direkte demokrati. De folkevalgte vælges ikke for at tage stilling selv, mener Beppe Grillo. De skal blot eksekvere folkets vilje, og beslutninger skal så vidt muligt tages ved direkte, digital folkeafstemning.

I et land, hvor politik og forbrydelse er noget nær synonyme størrelser, må det være forjættende at forestille sig en beslutningsproces, der helt overflødiggør parlament og politikere, men det direkte demokrati har sine blinde vinkler.

Én af dem er, hvem der egentlig gør den digitale folkelighed mulig. Det gjorde frem til sin død i 2006 webguruen Gianroberto Casaleggio, der bistod Beppe Grillo med at opbygge hans virtuelle folkefront. Erstatningen for en traditionel partiorganisation blev en webside, der stadig kontrolleres af Casaleggios internetvirksomhed – uden folkelig eller demokratisk kontrol.

Grillo har hidtil nægtet at lade en uvildig tredjepart monitorere Femstjernebevægelsens online-stemmeafgivning, hvor deltagelsen ifølge Alexander Stille er faldet fra 68 procent af medlemmerne i 2012 til 13 procent i 2017.

Diskussioner og afstemninger på bevægelsens webside domineres af et begrænset antal personer, og Grillo har løbende udrenset dissidenter, angiveligt for at sikre bevægelsens ”retning”. Han ejer fortsat brandet Cinquestelle og bestemmer reelt, hvem der skal repræsentere bevægelsen.

Alle er lige, men nogle er mere lige end andre.

Italienerne er ligesom den skibbrudne Odysseus fanget mellem Skylla og Charybdis. På den ene side er det politiske systems troværdighed slidt ned af årtiers misregimente, bedrag og gemen kriminalitet. På den anden side fremstår Femstjernebevægelsens alternativ uden den klarhed omkring det politiske mandat, som er demokratiets livsnerve.

I gammeldags partier er magtkampene og de strategiske alliancer til at tage og føle på, hvorimod de i et internetparti bliver usynlige. Hvem og hvad repræsenterer partiet egentlig ud over en diffus og manipulerbar forestilling om folkestemningen?

Italiens seneste krise synliggør et dilemma. Jo mere det politiske establishment fjerner sig fra borgerne, desto mere fremmedgjorte bliver de. Legitimitet uden tillid er en tom garanti for, at tingene går demokratisk til.

Omvendt viser Femstjernebevægelsens udfordringer, at det direkte demokrati ikke nødvendigvis er mere demokratisk. Der er brug for en formidlende instans, hvis legitimiteten skal være reel.

Selvfølgelig er det ikke den italienske præsident, der skal bestemme, om Italien skal forblive i euroen eller ej. Men uden præsidentens forfatningsbestemte beføjelse til at udpege eller nægte at udpege ministre, ville den demokratiske dagsorden kunne tages som gidsel.

Det var ikke præsident Mattarella, men Lega Nord, der forsøgte at gennemføre et kup med udpegningen af en euro-modstander som finansminister. Nok er Femstjernebevægelsen EU-kritisk, men Italiens udtræden af euroen er ikke bevægelsens politik og var ikke på den politiske menu, som vælgerne tog stilling til, da de satte kryds ved Beppe Grillos protestparti.

Femstjernebevægelsen var til gengæld valgets vinder – ikke Lega Nord. Blot viste femstjernerne sig at være politiske amatører, da de skulle forhandle med deres mere drevne koalitionspartner.

Det var muligvis ikke folkeviljen, præsident Mattarella fulgte, da han kortsluttede Lega Nords kupforsøg. Han forsvarede til gengæld det demokratiske princip, at man ikke kan sætte sin dagsorden igennem uden at have mandat til det.

Dét er de to opfattelser af demokratiet, der i disse år står over for hinanden, i Italien og overalt, hvor politikere mødes med folkelig mistillid: Populismens kaosteori over for den forfatningsmæssige vægt på mandatets transparens.

----------------------------------

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.