Kommentar af 
Jens Christian Grøndahl

Jens Chr. Grøndahl: Pernille Weiss må ikke have ret, men det har hun

KOMMENTAR: Det er et klassisk borgerligt og realistisk synspunkt, at det danske erhvervsliv i fremtiden får brug for mere udenlandsk arbejdskraft fra ikke-EU-lande. Det siger meget om den danske xenofobi, at den konservative EU-kandidat Pernille Weiss ikke må have den holdning, skriver Jens Christian Grøndahl.

Pernille Weiss (K) fortjener, at man i det mindste sætter sig ind i, hvad det var, hun sagde til Berlingske, skriver Jens Christian Grøndahl.
Pernille Weiss (K) fortjener, at man i det mindste sætter sig ind i, hvad det var, hun sagde til Berlingske, skriver Jens Christian Grøndahl.Foto: Altinget.dk
Jens Christian Grøndahl
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Stor var bestyrtelsen, da Pernille Weiss i et interview med Berlingske sagde, at Europa bør have "nogle ordentlige hoveddøre", som de afrikanske migranter kan komme ind ad på lovformelig vis. Det vil sige uden at sætte livet på spil i synkefærdige plimsollere.

Den konservative spidskandidat til Europa-Parlamentet var ikke i byen for at lufte sin humanitære indstilling. Det var erhvervslivets behov for "kvikke hænder og hoveder", hun sigtede til.

Ud fra en kølig, demografisk betragtning giver det god mening at vende blikket mod syd. Fødselstallet daler, og vi europæere bliver ældre og ældre. Der skal noget mandskab til at hejse os op og trille os rundt og klappe os på kinden.

Der bliver også brug for nogen til at passe produktionen, skabe velstand og lade sig beskatte, hvis der skal være råd til al den omsorg, vi forventer at kunne se frem til, når vi erklærer os nedslidte og tilbagetrækningsparate.

Fakta
Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Dette indlæg er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

De varme hænder må bare ikke være sorte.

Det var konklusionen, man sad tilbage med, efter at Pernille Weiss løb panden mod blå blok med sit frejdige virkelighedstjek.

Ud fra en kølig, demografisk betragtning giver det god mening at vende blikket mod syd. Fødselstallet daler, og vi europæere bliver ældre og ældre.

Jens Christian Grøndahl

10 millioner afrikanere kunne vi faktisk godt få brug for, på europæisk plan, var hendes vurdering. Sikke en fadæse. Hendes partifælle, socialministeren, fik morgenkaffe på kjolen, og før dagen var omme, havde Pernille Weiss måttet sluge sine 10 millioner zuluer med en brødebetynget bøvs og en helt ny glose til ordbogen: Hun havde udtrykt sig "misforståelsesmuligt".

Det synes jeg ikke. Her var for en gangs skyld bare en borgerlig politiker, der trådte ud af den lange skygge, som Dansk Folkeparti i årevis har kastet over dansk udlændingepolitik.

Et par dage efter var den franske filosof Bernard-Henri Lévy i København med sin énmandsforestilling ”Looking for Europe”. I et tætpakket kongeligt skuespilhus udlagde han med lidenskab, skarpsindighed og europæisk vingefang, hvad vi kommer fra, og hvor vi står.

Han gjorde det med et konfronterende moralsk blik på vores historieløse samtid og dens fejhed. I aftenens anledning med særlig adresse til værtslandet, hvor Dansk Folkeparti ifølge Lévy præsterer at være racister over for migranterne og socialdemokrater over for alle andre.

Så kort kan det beskrives, hvordan DF har lammet det politiske liv ved at trække alle mod højre og samtidig overbyde det gamle arbejderparti i omsorgen for den offentlige sektors mest afhængige klienter.

Man er varmhjertet over for de svage, hvis de vel at mærke er indfødte, men ellers er man kold.

Nu var det ikke Pernille Weiss’ synspunkt, at vi skal redde hele verden ved at slå dørene op for alle. Som borgerlig politiker tænkte hun først og fremmest på det erhvervsliv, der bidrager til at finansiere velfærdssamfundet.

Det burde engagere enhver, eftersom finansieringen nødvendigvis må halte bagefter de evigt voksende behov og forventninger. Som sagt er vi et aldrende kontinent, og virksomhederne råber på arbejdskraft.

Dansk Folkeparti går til valg som del af den borgerlige regerings parlamentariske grundlag. Det er derfor både selvmodsigende og beskæmmende, at partiet i så mange år har formået at lænke Venstre og Konservative til en udlændingepolitik, der strider så indlysende imod erhvervslivets interesser.

DF og Radikale skulle tage at bytte pladser i den politiske kabale. Det kunne blive en renæssance for den borgerlige anstændighed. 

Det ville også tvinge de socialdemokratiske vælgere til at spørge sig selv, om grænsebomme og fremmedfjendskhed virkelig er det bedste forsvar for velfærdsstaten.

Pernille Weiss fortjener, at man i det mindste sætter sig ind i, hvad det var, hun sagde til Berlingske: "De, der kommer hertil, skal være 'ventet og velkomne', og der skal være en klar og tydelig struktur for, hvordan man kommer ind. Og hvordan man forlader Europa igen, hvis der ikke længere er arbejde."

Hun mener, at asylansøgere skal have deres sag behandlet uden for Europa gennem et samarbejde med FN. I interviewet med Berlingske giver hun desuden udtryk for en – desværre alt for sjælden – moralsk bevidsthed om de grufulde forhold, som Libyens militser udsætter migranterne for.

Frem for alt er hun realist: "En stærk ydre grænse er ikke det eneste værktøj mod illegal migration. Presset bliver i fremtiden større, end noget hegn kan beskytte os imod. Derfor skal en ny migrationspolitik fjerne den negative, livsfarlige og illegale migration."

Reaktionerne på hendes udtalelser var endnu et eksempel på, at man miskrediterer budbringeren, når budskabet kommer ubelejligt.

Hun har jo ret.

Læs også

Da jeg for et par år siden besøgte Lampedusa og talte med nogle af migranterne, forstod jeg, at den motivation, der drev dem, var stærkere end noget andet.

De havde krydset Sahara til fods, de havde overlevet torturen i de libyske militsers fangelejre, de havde kæmpet med deres medfanger om at drikke vand af en toiletcisterne, og det havde ikke stoppet dem.

De fleste var unge mænd, fulde af livsmod og viljestyrke. Mens jeg talte med dem, spurgte jeg mig selv, om de ville være i stand til at integrere sig i et sofistikeret europæisk samfund med ligestilling, demokrati og et utal af sociale koder.

Nogle kan, andre kan ikke, og det er jo sagen.

Ligesom enhver anden har den enkelte migrant krav på at blive bedømt som individ. Det kan aldrig blive vores pligt at tage imod alle, bare fordi de har sat sig i bevægelse. Men det er dumt ikke at lukke nogle af dem ind, hvis de har arbejdsevnen og den integrationsvilje, der udgør de nødvendige forudsætninger.

Hvis man kan sige ja til ligestilling og nej til intolerance, nej til overgreb mod kvinder, nej til vold mod homoseksuelle eller folk med en anden religion eller andre værdier, hvad i alverden skulle da forhindre én i at blive en god europæer?

Eller for at spørge mere direkte: Hvad er det i os danskere, der forhindrer os i at udvise den rummelighed, som vi forventer af de fremmede?

Da Rasmus Paludan forleden igen stod med Koranen i den ene hånd og en lighter i den anden, blev han prikket på skulderen af en venlig pakistanskfødt mand og hans 11-eårige søn. De ville bare aflevere hans Mastercard, som han havde tabt.

Hvad er det i os danskere? Bernard-Henri Lévy tog H.C. Andersen i hånden, da han gav Skuespilhusets publikum sin analyse af den danske xenofobi. Han sammenlignede med Prinsessen på Ærten. Det er lige meget, hvor mange åndelige dynejakker DF's vælgere tager på, forklarede han. En enkelt fremmed vil være nok til at holde dem søvnløse.

Ifølge Lévy er det med andre ord ikke antallet, det kommer an på. Ikke flodbølgen af muslimer, der angiveligt skulle være i færd med at drukne kristenheden og den demokratiske civilisation. Ikke Pernille Weiss’ 10 millioner afrikanere.

Det er synet af mørk hud, det er bare tanken om den fremmede.

Lévy nævnte terroristen i Christchurch og påpegede, at kun én procent af New Zealands befolkning er indvandrere. Han mindede om chauvinismen i Ungarn, hvor borgerne knap nok har mødt en eneste migrant.

Panikken, hvormed Pernille Weiss blev banket på plads, efterlader et ubesvaret spørgsmål, som både det borgerlige og det socialdemokratiske Danmark bliver nødt til at stille sig selv:

Hænger der inderst inde alligevel et lille "men" og blafrer i tavsheden efter de manende ord: "Jeg er ikke racist."

Mens vi mærker efter, kan vi passende overveje det blik på fremtiden, som Pernille Weiss delte med os, i tillid til at vi som voksne mennesker ikke lader skyklapper og ønsketænkning forhindre udsynet.

Globaliseringen betyder ikke bare grænseoverskridende finansmarkeder, men også øget demografisk bevægelighed. Den indebærer, at mennesker i fattige og dysfunktionelle lande med et klik har adgang til at se, hvor godt vi har det.

Der er al mulig grund til at fremme en udvikling i Afrika, der giver afrikanerne noget at blive og kæmpe for. Der er imidlertid også grund til at overveje, hvordan folkevandringer og demografisk foranderlighed gennem menneskehedens historie har skabt udvikling og fornyelse.

Det særlige ved Europa er ikke, at vi ligner hinanden, men at vi trods vores indbyrdes forskelle har udviklet et demokratisk menneskesyn, der ikke fokuserer på religiøs eller etnisk baggrund.

Det er ikke i overensstemmelse med europæisk ånd at spørge den fremmede, hvor han eller hun kommer fra. Spørgsmålet er ikke relevant.

Nok har vi europæere historien som fælles baggrund, men friheden er vores horisont, den enkeltes frihed til at vælge sit liv, og den frihed kan enhver uanset baggrund gribe og tilslutte sig.

Vores europæiske fremtid kan derfor ikke knyttes til overvejelser om etnisk sammensætning, uden at Europa som idé går til grunde.

-----

Jens Christian Grøndahl er forfatter og skriver hver anden søndag en fast kommentar i Altinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Christian Grøndahl

Forfatter
filminstruktør (Den Danske Filmskole. 1983)

0:000:00