Jens Rohde: Europa lider af et Titanic-syndrom

KRONIK: Hvis man tror, at Titanic ikke kan synke, så synker det. Det samme gælder for Europa. Her tror landene, at de kan løse problemerne hver for sig, uden at Europa synker sammen, skriver Jens Rohde, afgående europaparlamentariker.

Af Jens Rohde
Afgående medlem af Europa-Parlamentet og folketingskandidat for Radikale

Jeg er af Altinget blevet bedt om at lave et indlæg om, hvad det vigtigste, jeg har opnået i Parlamentet i mine ti år, er.

Det kan jeg godt spille en masse gulvviolin på, men forud for det kommende valg finder jeg det ærlig talt ikke så interessant.

Det er langt mere interessant, hvorfor du som læser skal stemme, og hvad de nye kandidater går til valg på, og om de har mod og vilje til at gennemføre det, de siger, de vil kæmpe for. Alt for ofte er der ingen sammenhæng mellem visioner og handling.

Først og fremmest skal man naturligvis huske at stemme, fordi politik er alt for vigtigt til at overlade til alle de andre. Det gælder lokalt, nationalt og naturligvis også politik i det Europa, som vi alle er en del af og deler skæbne med.

Handler ikke om mere eller mindre EU
Europaparlamentsvalget handler ikke om mere eller mindre EU. Rammerne for beslutninger i EU er jo givet i traktaten. Den kunne godt trænge til en revision, men det er ikke noget, Europa-Parlamentet afgør. Valget handler om, hvordan vi skal leve sammen i Europa.

Om de rammer, der skal stilles for borgere og virksomheder i en verden, hvor der er fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer.

Med andre ord: Hvilke varer skal vi acceptere i vores butikker? Hvor mange tilsætningsstoffer må der være i, og hvordan må virksomheder markedsføre dem?

Hvilke regler skal gælde for information om medicin på en indlægsseddel? Under hvilke forhold skal varer produceres? Hvad vil vi acceptere af forhold for arbejderne for, at vi kan få vores varer og tjenesteydelser så billigt som muligt?

Er det i orden, at vi accepterer arbejdsforhold for piloter, kabinepersonale og lastvognschauffører, som vi aldrig selv ville arbejde under, blot for at flyrejsen, flæskestegen og vores iPads kan købes billigere?

Den slags spørgsmål er der meget forskellige svar på i de enkelte partier. Det er dem, man arbejder med i Parlamentet.

Man kan ikke "lege dansker" i Europa-Parlamentet
Herudover gælder det om at finde en kandidat, der kan kompromisets kunst. Uanset hvilken gruppe man sidder i, kan man ikke sidde og lege ”dansker” og argumentere ud fra nationale præmisser. Den, som gør det, bliver marginaliseret.

Den, som omvendt er god til at overkomme forskelle og laver brede aftaler mellem De Grønne, Den Liberale Gruppe, socialdemokrater og kristendemokrater på den fælles europæiske præmis, får indflydelse. Hvilken kandidat vil gøre det og hvordan?

Det er de spørgsmål, vi skal stille til parlamentskandidaterne, for dem har de indflydelse på, og arbejdet og holdningen med disse ting har overordentlig stor betydning for vores måde at leve sammen på i Europa.

Det er afgørende at få svar på, om man i den hellige fri bevægeligheds navn blot skal kunne oprette et postkasseselskab i et andet land for at tiltrække sig konkurrencefordele på løn og skat over for andre, der driver selskab i et land med høje omkostninger som Danmark.

Personligt vil jeg tillade mig at stille spørgsmålet: Hvad liberalt er der i konkurrenceforvridning? Mange partier mener ikke, at EU skal regulere på social- og arbejdsmarkedsområdet. Det er et legitimt synspunkt, men så overlader vi alt til konkurrencen om lav skat og lav løn og øvrige omkostninger, fordi vi arver hinandens ulykker i en verden med fri bevægelighed.

Europas Titanic-syndrom
Er det liberalt at eksportere sine problemer til andre? Er en strukturel ulighedsskabende politik liberal? Er det i dansk interesse? Det kan man selvfølgelig hævde, men man kan være ganske sikker på, at man med denne ideologiske tilgang langsomt og sikkert eroderer den folkelige opbakning til liberale dyder. Det er nøjagtigt, hvad der er ved at ske i Europa i disse år.

Et godt eksempel er den blinde afregulering af kapitalmarkederne i 1980’erne og 1990’erne. Den har om noget givet Europa et Titanic-syndrom.  

Hvis man tror, at Titanic ikke kan synke, så synker skibet. Vær sikker på det. Paradoksalt nok hejser vi vores nationale flag, hver gang det sker. Vi tror, at vi er i stand til at løse tingene hver især i Europa. Vi lever derfor i en verden, hvor det eneste, der internationalt er virkeligt stærkt og godt forbundet, er forbrydelser, terror og kapitalisme. Spørg din kandidat, hvor hensigtsmæssigt han eller hun synes, at det egentligt er?

Tillid er fællesskabets vigtigste råstof
Uden en grad af lighed og solidaritet, ingen tilstrækkelig grad af tillid. Og uden tillid vil de folkelige reaktioner mod enhver form for liberal tænkning vokse støt og resultere i national socialisme. Det er netop den, vi oplever æde sig ind på de liberale dyder i disse år. 

Tillid er det vigtigste råstof i et fællesskab, nationalt såvel som internationalt. Uden tillid er det slut med liberale dyder som fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital.

Slut med den tillidsbaserede danske arbejdsmarkedsmodel, der gør Danmark til verdens mest stabile arbejdsmarked og et attraktivt land at investere i. Det fører også til opgør med retsstaten og mediefriheden. Vi ser det overalt.

Med de vredes magtovertagelse følger et opgør med det liberale demokrati. Det er den liberale livsstil, opbygget i Vesteuropa i efterkrigstiden, der er på spil. Er du i tvivl, så se dig om i verden, og reflektér over det, du ser.

Uligheden er en trussel mod verdensfreden
Uligheden mellem mennesker bliver mere ekstrem i disse år. Verdens 100 rigeste tjener så meget, at de vil kunne afskaffe al verdens fattigdom fire gange om året. ”Så hvorfor gør de det ikke?” vil du sikkert spørge. Svaret blæser i vinden.

Den ekstreme formue-ulighed er en trussel, ikke bare mod den liberale verdensorden. Den er en direkte trussel mod vores demokrati og demokratiske institutioner. Historisk er der ovenikøbet belæg for at sige, at den store ulighed truer verdensfreden.

For mens en stigende lighed mellem landene giver håb om at kunne gøre op med ekstrem fattigdom, opstår de store risici, når nogle mennesker og virksomheder er så rige, at de faktisk overgår mange ellers ganske velstående lande. Vi ser personer med så store formuer, at vi skal tilbage til begyndelsen af 1900-tallet for at finde noget tilsvarende. Hvad værre er: Uligheden ser ikke ud til at have toppet endnu.

Mit ærinde her er ikke moralsk. Det kunne det såmænd godt have været, for der er indkomster så høje, at de minder os om begrebet stinkende rig. Det stammer fra det forhold, at meget rige i gamle dage kunne betale sig fra at blive begravet i jorden og i stedet blive stedt til hvile under kirkegulvene.

Så måtte de fattige leve med stanken i kirken efter balsameringen af ligene under koret. På mange måder kan det være en metafor for det, der foregår i dag, og som man kan diskutere det moralsk anstændige i.

Men min pointe er en anden: Der er ikke længere kontrol med kapitalen, og nogle mennesker bliver stadig rigere uden at betale til fællesskabet. Tilbage står magtesløse politiske systemer og samfundsborgere.

Nationalstaten har tabt stort
Den barske sandhed er, at nationalstaten har tabt. Og den har tabt stort. Ikke til fællesskabet eller EU, men til en rå kapitalisme og til stormagternes varetagelse af deres egne territorial-interesser. Nationalstaterne og vores regeringer står enkeltvis aldeles magtesløse.

Det skyldes en manglende vilje til koordinering samt de førnævnte årtiers afregulering af kapitalmarkederne, massive privatiseringer og en svigtende vilje til at skabe politiske redskaber, der kan håndtere udviklingen inden for nethandel, kapitalbevægelser og sociale medier. Oven i alt dette har vi utilsigtet skabt et regressivt skattesystem, som er det modsatte af et progressivt skattesystem, hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder.

Læg dertil, at Europa ikke var i stand til at redde os fra det totale finanssammenbrud i 2008. Det var den amerikanske centralbank, der pumpede billioner af dollars (og her skal der altså 12 nuller efter) ind i de europæiske banker.

Vi kan inden for traktaten ombygge og opbygge vores økonomiske strukturer, så vi får bedre styr på en kapitalistisk verden. Sådanne strukturer skal sikre mere kontrol og mere gennemsigtighed.

Valget til Europa-Parlamentet handler i høj grad om disse ting, for det er her det progressive pres skal komme fra. Vi skal sprede risici og gøre os mere robuste for udsving og svindel. Vi skal sikre, at alle betaler skat, og vi skal frem for alt fordele verdens rigdomme mere ligeligt. Både mellem lande og mellem mennesker.

Vi må forlange sammenhængende svar
Lyder det kompliceret? Det er det måske også. Men der er ikke nogen vej udenom, såfremt vi vil undgå alt for voldsomme konsekvenser af fremtidige økonomiske kriser, og det vil vi vel?

Vi må holde op med at bilde hinanden ind, at der findes enkle og hurtige løsninger på komplicerede spørgsmål. Det er de sammenhængende svar, vi må forlange af de kandidater, vi vælger til Parlamentet. Indtil videre blafrer sammenhæng i visioner og handlinger stadig i alt for høj grad i vinden.

Spørg de politiske kandidater, om de vil medvirke til at skabe en bedre og mere tryg verden for både mennesker og virksomheder. Det vil alle hævde, at de vil. Men har de også viljen og modet til at skabe noget, der virker? Vel at mærke uden at forfalde til forenklingen om mere eller mindre EU?

Tryghed er forudsætningen for accept af såvel liberal politik som europæisk politik. Europa er værd at forsvare. Fordi Europa er vores skæbne. Fri bevægelighed og liberalt demokrati er værd at forsvare. At argumentere imod det er at argumentere imod egen livsstil. Det behøver man slet ikke at diskutere.

Spørgsmålet er, hvordan man forsvarer. Slår man til, eller lader man stå til? Det er, hvad valget handler om 26. maj. Husk at stemme personligt på en kandidat, der tør at slå til.

Forrige artikel Forsker: Her er syv myter om det nye ophavsretsdirektiv Forsker: Her er syv myter om det nye ophavsretsdirektiv
  • Anmeld

    Allan Gorm Larsen · Pensionist

    EU.

    Helt ærligt!. Lad EU gå alt kødets gang, og lad os så begynde helt forfra som en REN handels organisation. (EF/EFTA). Det har, med alt tydelighed vist EU som en TOTAL fiasko. Lad os endelig få rettet op på dette forhold. MERE NATIONALSTAT, DANMARK, INTET EU!!!.