Stine Bosse: Totalitær højredrejning styrer EU væk fra kerneværdierne

DEBAT: Den højrenationale understrøm går gennem hele Europa og er en trussel mod vores frihedsrettigheder. Men til det kommende EP-valg kan vælgerne hjælpe Unionen på ret køl igen, mener Stine Bosse, formand for Europabevægelsen.

Der er valg til Europa-Parlamentet 26. maj 2019.

Det er et valg, som uanset problemer med klimaforandringer, cybertruslen og den galopperende ulighed, som finanskrisen også efterlod i Europa, mere end nogensinde tidligere kommer til at handle om vores værdier. Om hvem vi er.

Vi har i generationerne efter Anden Verdenskrig vænnet os til, at alle politiske meningsforskelle handlede om venstre eller højre, om fordelingspolitik og om graden af liberal tænkning.

At være konservativ var at ønske det eksisterende bevaret. Her må vi tænke os om og se for os, at totalitære kræfter melder sig på banen. Kræfter, der ikke ønsker at værne om magtens tredeling som garanten for den bedste universelle demokratiske samfundsorden, der ikke ser friheden til at ytre sig og pressens frihed som rettigheder, der netop kendetegner europæiske styreformer og partier, der ikke vurderer mindretallenes beskyttelse som væsentlig, uagtet at særligt Anden Verdenskrig har lært os værdien af dette.

Den højrenationale understrøm går gennem hele Europa. I sit udgangspunkt var den imod Den Europæiske Union. Imod enhver tanke om at overlade suverænitet til organer uden for den nationale sfære. Og her strandede den britiske version af strømmen. I et forløjet Brexit, der ikke lader sig realisere i den form, det blev lovet, og som truer med at splitte Storbritannien i årtier frem. Men tag ikke fejl. Kræfterne bag har direkte ideologisk forbindelse til de ekstremt højrenationale i EU.

Rassemblement National (tidligere Front National), Lega Nord, Dansk Folkeparti, Alternative Für Deutschland og Finlands De Sande Finner har sluttet sig sammen i gruppen ”Fornuftens Europa”.

Gruppen har lidt forskellige mærkesager, men er enige om, at vores frihedsrettigheder såsom menneskerettigheder, mindretalsbeskyttelse og værdien af retsstater, som vi kender dem, skal vige for andre værdier. Det er tydeligt at se, når Salvini, lederen af Lega Nor,d for nylig stod for en anti-LGBT-kampagne, som han fandt særdeles vigtig for Europas udvikling.

Pudsigt er det også, at Salvini og Lega Nords succes bygger på en stærk kritik af resten af EU’s holdning til ikke at ville deltage i løsninger på migrantkrisen. Løsninger, som særligt Dansk Folkeparti og de øvrige deltagere har modarbejdet, og som flere advarede om, ville fremme det ekstreme højre i Italien. Forvirret? Populisme er og bliver uden nogen form for rød tråd, andet end ønsket om magt, så uimodsagt som overhovedet muligt.

Den Europæiske Union er ikke perfekt. Så langtfra. Men tror man på frie stærke demokratier, der baserer sig på det faktum, at meget nutidig suverænitet opnås i fællesskab eller slet ikke opnås – apropos løsninger på migrantsituationen – så har EU stadig den bedste og mest demokratiske vej.

Vil man have indflydelse på de store spørgsmål som klimakrisen, migrantsituationen, sikkerheden i bredeste forstand og for den sags skyld også i mindre, men stadig meget betydningsfulde områder som fødevaresikkerhed, persondatabeskyttelse og skatteopkrævning i meget, meget store virksomheder, så stem 26. maj. Til det valg, hvor der ikke fedtes med datoer. Til det valg, som er planlagt i god tid.

Ved det forstående valg til Europa-Parlamentet bør man dog være ekstra omhyggelig. Hvem leger den kandidat, som man vælger, med i Parlamentet? Hvilke værdier driver den europæiske sammenslutning af partier, som man indgår i? Og hvordan har de stillet sig konkret til forskellige spørgsmål.

Vi er i Danmark stadig kendetegnet ved meget høj opbakning til Unionen, men vi er desværre også kendetegnet ved lavere valgdeltagelse ved europaparlamentsvalget end ved folketingsvalget. Dette bør vi ændre på denne gang. Klart og tydeligt tilvalg af de værdier, vi kender. Klar og tydelig stillingtagen til, at vi skal løse de store udfordringer. Og endnu vigtigere: Hvordan vi skal gøre det.

----------

Stine Bosse har siden 2015 været formand for Europabevægelsen. Hun har siden 1999 bestridt adskillige bestyrelsesposter, blandt andet som bestyrelsesformand for Børnefonden og som bestyrelsesmedlem i tyske Allianz. Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Lars Midtiby: Her er Danmarks nye medlemmer af Europa-Parlamentet Lars Midtiby: Her er Danmarks nye medlemmer af Europa-Parlamentet Næste artikel Friis Bach: Migrationskrisen er en myte – hvornår tør politikerne at sige det højt? Friis Bach: Migrationskrisen er en myte – hvornår tør politikerne at sige det højt?
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    Borgernes demokratiske rettigheder er ikke EUs kerneværdi

    Det er en kerneværdi for EU at konsolidere magtfulde industri og finansinteressers direkte indflydelse på hele den politiske proces i EU.
    Stine Bosse frygter for totalitær højredrejning i Europa, det er der god grund til. Men hendes medicin mod denne totalitarisme er et EU hvor kapitalens interesser står over borgernes og som derfor er benzin på bålet i forhold til den nationalistiske højredrejning. For dem der er interesseret i et overblik over omfanget af lobbyismen er her et link hvor Kenneth Haar fra Corporate Europe Observatory forklarer lobbyisternes indflydelse : https://arbejderen.dk/indland/eu-%E2%80%93-lobbyisternes-paradis

Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

Ugens Europa-podcast: Bliver Johnsons første EU-topmøde også hans sidste?

PARLAMENTET: Hvorfor har EU’s ledere givet den britiske premierminister en ny Brexit-aftale, og har aftalen en snebolds chance i helvede for at blive godkendt i Underhuset? Podcasten rapporterer direkte fra topmødet i Bruxelles, hvor dramaet om Storbritanniens exit igen nåede nye højder.