Kandidat i politisk kommunikation: EU må vise, at de har forstået, at Grønland ikke bare er et stykke dårligt placeret is

Lars-Emil Johansen, senere formand for Naalakkersuisut og en af de mest betydningsfulde skikkelser i moderne grønlandsk politik, så allerede dengang, hvad der var på spil. Når Grønland i forvejen havde svært ved at trænge igennem i København, spurgte han, “hvor meget sværere vil det ikke blive at trænge igennem til Bruxelles?”

Det var ikke bare EU-skepsis. Det var en kritik af afstand forklædt som fællesskab.

Senere beskrev Lars-Emil Johansen EF-spørgsmålet som en af katalysatorerne for den selvstændighedskamp, der fulgte.

Hjemmestyre gik fra at være et fyord til “noget konkret, der kunne bruges.” EF-modstanden “lirkede det hele op.” EF skabte ikke selvstændighedstanken. EF gjorde den nødvendig.

Da hjemmestyret kom, havde Grønland fået et politisk hus, men ikke nøglen til alle rum. Kaj Kleist, senere sekretariatschef i ANISA, udmeldelsesbevægelsens politiske maskinrum, formulerede det enkelt: “Hvad skulle vi så med Hjemmestyre, hvis vi ikke selv kunne være med til at udvikle fiskeriet og bestemme vores egne kvoter?”

Et postkolonialt suverænitetsspil

Udmeldelsen af EF var ikke en flugt fra verden. Udmeldelsen var et forsøg på at rette op på tilsidesættelsen af den grønlandske stemme.

Derfor er EU stadig ikke et neutralt ord i grønlandsk politisk hukommelse. For mange af os har EU betydet mere fjernstyring, flere regler og mere bureaukrati, som kunne ramme fiskeriet og sælskindseksporten langt fra de steder, hvor beslutningerne fik krop.

Det betyder ikke, at Grønland skal vende Europa ryggen. Det betyder, at EU ikke kan dukke op i Arktis igen og forvente, at historien er smeltet væk.

Ulrik Pram Gad har beskrevet Grønlands EU-relation som postkoloniale suverænitetsspil: Grønland forsøger at gøre relationen mere direkte og ligeværdig, ikke bare som bistand fra centrum til periferi. Det er en præcis beskrivelse af den grønlandske manøvre. Ikke ind i EU. Ikke væk fra EU. Tæt nok på til at stå friere.

Problemet er, at EU alt for længe har været politisk usynligt i Grønland.

Hans Brummerstedt
Kandidat i politisk kommunikation

Jonathan Motzfeldt forstod det længe, før Trump gjorde Grønland til sit trofæ. Han var en af grundlæggerne af det moderne Grønland og landets længst siddende regeringsleder.

Han ønskede ikke EU-medlemskab, men han ville ikke lade Europa-forbindelsen kollapse. I hans egen fremstilling måtte Grønland forebygge, at landet i kraft af sin placering blev “opslugt” af USA.

Opslugt. Ikke nødvendigvis erobret på én dag. Ikke købt på én gang. Men langsomt indhyllet i en anden magts behov, sprog og kort.

Derfor forsøgte Jonathan Motzfeldt at få EU til at se mod nord gennem Det Arktiske Vindue. Derfor inviterede Grønland senere Kommissionens formand Romano Prodi og statsminister Poul Nyrup Rasmussen til Grønland.

Det var en charmeoffensiv, men ikke som pynt. Det var strategi. Europa skulle være et modrum, ikke en ny overmagt.

I dag er EU tilbage med flere penge og større interesser. EU afsatte 225 millioner euro til Grønland i 2021-2027, hvor 90 procent går til uddannelse og 10 procent til grøn vækst.

Den nuværende fiskeriprotokol giver EU-fartøjer adgang til grønlandske farvande mod cirka 17,3 millioner euro årligt. Kommissionen foreslår nu 530 millioner euro til Grønland i 2028-2034.

EU får ikke ingenting igen. Det får arktisk nærvær, fiskeriadgang, politisk stabilitet og mulighed for tættere råstofsamarbejde i en tid, hvor Europa vil mindske sin afhængighed af Kina.

Problemet er ikke, at EU ikke har været økonomisk til stede. Problemet er, at EU alt for længe har været politisk usynligt i Grønland.

EU har forsømt Grønland

På trods af, at EU i årevis har lagt store penge i vores uddannelsesområde, er mange af os aldrig blevet undervist ordentligt i EU.

Hvis USA finansierede den samme del af vores uddannelsespolitik, ville vi næsten karikeret vågne til The Star-Spangled Banner, kunne nævne alle amerikanske stater og remse præsidenterne op i rækkefølge.

EU har derimod kunnet være en af Grønlands vigtigste partnere uden at fylde tilsvarende i den grønlandske bevidsthed. Det er ikke kun Grønlands forsømmelse. Det er også EU’s.

Formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen, sagde i oktober 2025, at det ikke er hans indtryk, at Grønland ønsker EU-medlemskab, og at det heller ikke er Naalakkersuisuts holdning. “Men vi ønsker et stærkere samarbejde.” Den aktuelle debat viser samme mønster hos stort set alle partiledere: mere samarbejde, ikke medlemskab som første svar.

Et folk er ikke et stykke is, der er dårligt placeret.

Hans Brummerstedt
Kandidat i politisk kommunikation

Den linje er ikke uklar. Den er grønlandsk. Ikke ind i EU. Ikke væk fra EU. Tæt nok på til at stå friere.

Trump har gjort behovet tydeligere. Han har kaldt Nato en “paper tiger” og forklaret “bruddet” med Nato med Grønland: We want Greenland. They don’t want to give it to us. And I said, bye bye.”

Papirtiger er et gammelt politisk billede. Mao gjorde det til et våben, da han sagde, at reaktionære magter kunne se frygtindgydende ud, men i længden var svage, fordi de ikke havde folket med sig.

Trump bruger ordet om Nato, men billedet vender tilbage til ham selv. Hvis papirtigeren opløses i smeltevandet fra det isstykke, Trump foragter, er det ikke Grønland, der ligger forkert. Det er forestillingen om, at beskyttelse og dominans altid kan holdes adskilt, der ikke kan bære vægten.

Grønland har brug for Europa

Når Grønland reduceres til is, placering og noget, andre ikke vil “give,“ forsvinder mennesker, historie, ANISA, Lars-Emil og Jonathan. Sådan ser Grønland ud, når magten kun kigger på kortet.

Der er en historisk symmetri her. EF blev katalysatoren for Grønlands krav om mere selvbestemmelse. Trump kan blive katalysatoren for Grønlands nye blik mod Europa. Ikke fordi Europa er uskyldigt, men fordi amerikansk magt taler så råt, at Europa igen kan ligne en nødvendig modvægt.

Men modvægt er ikke nok. EU er nu i gang med at opdatere sin Arktis-politik og beder blandt andre oprindelige og lokale samfund om input. Her begynder prøven.

Hvis strategien starter med sikkerhed, råstoffer og forsyningskæder, gentager EU den gamle rækkefølge. Hvis den starter med folket, kan Europa blive den partner, Grønland faktisk har brug for.

EU skal ikke skabe strømmen, så Grønland driver mod Europa. EU skal skabe en strøm, hvor Grønland ikke igen driver ind i andres planer.

Et folk er ikke et stykke is, der er dårligt placeret.

Og det er ikke EU, der skal sige det på Grønlands vegne. Det er EU, der skal bevise, at det har forstået det.